Andre Cisco, S,

Skrevet af Teis Joranger

Jeg elsker det, jeg hader det, jeg elsker det, jeg hader det. Andre Cisco er en af de største boom or bust-spillere i årets draft. Han har en masse af de ting, man ville elske at hade i en safety. Men han gør også en masse ting, som bare ikke holder i længden som safety.

Andre Cisco er født og opvokset i Queens, New York. Han spillede på en lokal high school i de første tre år, inden han i sin sidste high school-sæson skiftede til IMG Academy, der er kendt for deres sportsfokus og udvikling, i sin sidste college-sæson.

Efter sin tid på IMG Academy var han et 3-stjernet talent, der primært havde tilbud hjemme i den nordlige del af landet. Her valgte han Syracuse i hjemstaten New York.

Hos Syracuse tog han holdet med storm allerede i sin første sæson i 2018. Han startede 11 kampe og lavede imponerende syv interceptions. Han fulgte trop i 2019, hvor han startede alle kamp og lavede fem interceptions. efter to sæsoner som en af landets største ball hawks, var forventningerne store til 2020. desværre for Cisco blev det kun til to kampe, inden han rev korsbåndet over i opvarmningen til den tredje kamp i sæsonen.

Alder ved draften: 21 år (23. marts 2000)
Højde: 6ft 0 in. (183 cm)
Vægt: 209 lbs (95 kg)

Data om Andre Cisco

Postition: S

Styrker
  • Andre Cisco har alle de atletiske forudsætninger, man leder efter hos en safety. Han har fin højde og et solidt build med godt defineret muskulatur. Det kombinerer han med rigtig god fart og burst, og han bør i værst fald kunne løbe en 4.45 på 40 yard dashen. Retningsskift er også glidende, og han bevæger sig generelt rigtig godt.
  • Hos syracuse spillede han en del free safety, og med hans fart har han legit range til at dække de store områder bagerst på forsvaret. Kan dække fra sidelinje til sidelinje uden de større problemer.
  • Få spillere har lavet flere spil på bolden end Cisco de sidste tre år i college. I 2018 og 2019 lavede han imponerende 12 interceptions, og på hans to kampe i 2020 lavede han en mere. Virkelig en god næse for at finde bolden og angribe den med gode ball skills.
  • Cisco har dog ikke kun fart og movement skills til at dække dybt, han viser også nogle rimelig lovende takter i man coverage, hvor han har nok quickness og fart til at følge receivere og nok størrelse til at udfordre tight ends. Der er lidt forskellige tekniske ting, som gør, at han selvfølgelig ikke skal dække de her typer 1v1 på nuværende tidspunkt, men der er lovende takter.
  • Til sidst må man bare påpege, at Cisco har enorm upside. Hans fart og playmaker-evner er alt, hvad du kan ønske dig i en safety i nutidens NFL, og hvis man kan rette nogle af svaghederne (se nedenfor), kan man stå med en af ligaens bedste free safeties.
Svagheder
  • Styrkerne er virkelig fremragende, men der er mindst lige så bekymrende svagheder. Den første ting er hans disciplin. Er du sindssyg, hvor gætter/gambler han meget i coverage. Han har ikke set den play fake eller det double move, som han ikke synes var spændende at bide på. Jeg føler egentlig ikke, at der er, fordi han er uintelligent - tværtimod var der eksempler på spil, som jeg synes lignede fin tape study. Nej, han virker bare utroligt udisciplineret, og vi skal have sendt ham i et risk management-kursus.
  • Udover den satsende spillestil i opdækningen, så savner man noget styrke og effort fra Cisco i boksen mod løbet. Han kommer ikke blæsende op, og der er for mange spil, hvor han virker uinteresseret i at hjælpe mod løbet. Ret skal være ret, og der er også spil, hvor han eksploderer ind i en tackling og laver et solidt hit. Det er dog meget ustabilt, og der er for mange spil, hvor han tager fri og ikke giver den 100%.
  • I den forlængelse skal han også blive en meget bedre tackler. Lige nu støder han bare lidt ind i folk, ofte halvt uengageret. Han skal wrappe meget bedre og bruge armene til at sikre sine tacklinger.
  • Efter den anden kamp i 2020-sæsonen rev han korsbåndet over, og det giver noget usikkerhed gennem draftprocessen, hvor han næppe kan deltage i workouts.
Opsummering Andre Cisco har alt, hvad du kunne ønske dig i en free safety. Men han har også alt, hvad du virkelig frygter i en safety. De strålende atletiske evner og hans playmaker-evner er drømmen for alle forsvar nede bag ved. Men det nytter jo bare ikke noget, hvis man ikke kan stole en daddel på, at han er de rigtige steder, fordi han blev lokket af noget spændende et andet sted. Derudover skal man også kunne stole på, at han vil give den 100%, og han kan lave den tackling, der holder et spil til et 20 yards gain i stedet for, det bliver et 60 yards touchdown. Derfor kan man heller ikke tage Cisco i de første to runder af draften, som jeg ser det. Derefter kan jeg godt forstå, hvis et hold tænker "Vi kan godt trænge igennem til ham og banke lidt disciplin i ham", og så vil upsiden bestemt være rimelig at tage chancen på. Kæmpe wild card og boom or bust-spiller NFL Comparison: Hvis han bliver disciplineret - Kevin Byard