Brandon Stephens har kun spillet cornerback i to sæsoner, men den atletiske defensive back viser masser af gode takter, der vil fuldende hans gang fra walk on til NFL-cornerback på to år.
Brandon Stephens er født og opvokset i Plano, Texas, hvor han spillede runningback i ungdomsårene. Han var et 3-stjernet runningback-talent ud af high school og havde oprindeligt valgt Stanford som sin skole, inden han skiftede holdning og valgte UCLA i stedet.
I årene 2016-2018 var han mest backup for UCLA og løb for 226 yards samlet i 2016 og 2017. Han redshirtede 2018, efter han ikke kunne vinde spilletid og kun spillede to kampe.
Efter de tre sæsoner søgte han en ny mulighed, og da han havde færdiggjort sin uddannelse valgte han at skifte skole. Han havde tilbud fra andre hold som runningback, men han var selv interesseret i at spille cornerback. Her fik han en mulighed som walk-on hos SMU, og han imponerede så meget henover sommeren 2019, at han fik et scholarship og blev starter på forsvaret.
I 2019 startede han alle 13 kampe og lavede 49 tacklinger og slog 12 kast ned. I 2020 startede han alle 10 kampe og lavede 43 tackligner og slog 11 kast ned og høstede sin første interception.
Alder ved draften: Ukendt
Højde: 6ft 0in. (183cm)
Vægt: 219 lbs (99kg)
Styrker
- Brandon Stephens har et imponerende build med klart defineret muskelmasse. Hans fortid som runningback fornægter sig ikke. Virkelig tæt og robust bygget. Derudover lange arme, bredskuldret og generelt bare en stor og stærk defensive back.
- Stephens er en rigtig stærk atlet, der har god eksplosivitet og god fart. Han kommer hurtigt op i fart, og han har umiddelbart ingen problemer med at løbe med folk. Fin closing speed på ting foran sig.
- Stephens bruger sin styrke og længde godt, når bolden er i luften. Han er svær at skærme og vifte væk, og han har faktisk ganske glimrende timing med sine lange arme. Ret fine ball skills.
- Jeg er stor fan af Stephens koncentration på banen. Han spiller fysisk, er ikke bange for at tackle, kæmper hårdt på alle spil, og han virker bare mentalt "på". Han virker til at have den rigtige tilgang til spillet.
Svagheder
- Stephens har fin eksplosivitet og fart, men han er ikke fantastisk, når det kommer til retningsskiftene. Jeg vil ikke kalde det et stort problem, men han er ikke lige så smooth, når han bliver bedt om at følge receivere ind og ud af skarpe cuts.
- Man kan godt se, at Stephens er ret ny på positionen, når man ser hans fodarbejde. Især i press coverage er hans footwork kluntet og meget upræcist. Krydser ofte fødderne utroligt meget, når han skal turne med receiverne, og generelt skal der teknisk arbejdes med ham.
- Ligeledes kan hans evne til at anticipere rutekoncepter blive en del bedre. Han virker nogle gange ret tøvende og ikke så forudseende, når han har flere ruter, han skal forholde sig til. Der vil være noget mentalt opbygningsarbejde, der skal laves.
Opsummering
For to år siden var Brandon Stephens en runningback, der skiftede skole og position til cornerback. Når man tager det med i betragtningen, er hans spil på banen meget lovende. Han er tydeligvis atletisk, han har rigtig god længde, og han spiller med god intensitet og fysik. Selvfølgelig er der betydelige tekniske og mentale ting at arbejde på, men jeg tror på, at han kan lære det, fordi han allerede viser mange fine ting. Om han er corner eller safety i NFL vil nok afhænge af holder, der drafter ham. Et Seahawks-type forsvar med en masse cover 3 vil nok se ham som cornerback, mens mere mandsopdækningsbaserede forsvar vil se ham som safety, tror jeg. Jeg synes egentlig, at han har potentiale på begge positioner.
NFL Comparison: Upoleret Quintin Jammer