Camryn Bynum, CB,

Skrevet af Teis Joranger

Camryn Bynum er en af de mere robust byggede cornerbacks i årets draft, og hans statur minder egentlig mest om en safety. På banen tackler han også som en safety, men desværre har han også hofter som mange safeties.

Camryn Bynum er født og opvokset i Corona i det sydlige Californien. Han var for lille til at komme på high school-holdet de første to år, men gjorde hurtigt indtryk i de sidste par sæsoner. Han endte som et 3-stjernet cornerback-talent med en vægt på under 165 pund. Han havde ikke tilbud fra mange store skoler, og han havde kun California og Washington State som tilbud i PAC-12. Her valgte han Cal.

Hos Cal redshirtede han sit første år, men bed sig allerede fast som starter i sin anden sæson, hvor han blandt andet slog otte kast ned. Han fortsatte som starter i 2018 og 2019 og i alt blev det til over 100 tacklinger og 18 kast slået ned. I 2020 spillede han alle Cals fire kampe i den meget afkortede PAC-12 sæson.

Alder ved draften: 22 år (19. juli 1998)
Højde: 6ft 0in. (183 cm) (ved Senior Bowl)
Vægt: 198 lbs (90kg) (ved Senior Bowl)

Data om Camryn Bynum

Postition: CB

Styrker
  • Camryn Bynum har et utroligt veldefineret og muskuløst build for en cornerback. Han har tonede overarme og et kraftfuldt build, der reelt er ganske safety-agtigt. Og det er uden, han bliver for stor og ikke har nok fart.
  • Netop denne kropsbygning giver Bynum en rigtig fin play strength, og han har en dejlig fysisk tilgang til press coverage, mens han på ruterne også tager kampen med receiverne og minimerer den plads, de har at agere på. Går godt på kroppen af dem.
  • Bynum er dejligt disciplineret i zone opdækning, som han spillede meget hos Cal. Man ser ham hele tiden være opmærksom i sit arbejde, og han lader sig ikke overraske af fakes eller hurtigere receivere, der går efter at komme ned bag ham.
  • Det er tydeligt, at Bynum har god erfaring i hans zone coverage og er dygtig til at læse rutekombinationer. Han matcher effektivt ruter, der kommer i hans retning, og der er ikke ret meget tøven i hans positionering.
  • Bynum er nok en af de bedst tacklende cornerbacks i årets draft. Han er meget villig i run support, og han har noget seriøs styrke og ganske god tackleteknik. Hans safety-agtige build kan i hvert fald godt ses, når han skal tackle.
Svagheder
  • Fart er ikke som sådan et problem for Bynum, synes jeg, men hans hofter er ikke så flydende, som man kunne ønske sig. Der er en god portion stivhed, når han skal lave skarpe retningsskift, og når han skal stoppe og drive på ting underneden.
  • Netop det lidt stive hofter betyder, at han mangler lidt quickness, når han står i press coverage og spiller man coverage. Det er nok tvivlsomt, om Bynum nogensinde bliver rigtig skarp i man coverage, og han vil nok være bedst i forsvar, hvor han primært kan spille zoneforsvar.
  • Som også indikeret lidt højere oppe, så er der ofte lidt for mange gather steps for Bynum, når han skal stoppe i sin backpedal og komme frem på kast foran ham. I stedet for at stoppe på ét skridt og eksplodere fremad, bruger han typisk lige et ekstra eller to skridt, før han kan komme frem.
  • Bynum virkede udmærket til at angribe bolden, når han kunne se den og receiveren samtidig, men når han skulle lokalisere bolden med ryggen til quarterbacken, virkede hans timing og awareness ikke super.
Opsummering Det er ret tydeligt, hvad Bynum kan bidrage med, og hvor han kan få problemer. Han er en fysisk stærk corner, der spiller klog og disciplineret og kan tackle. Han har dog også noget stivhed og manglende quickness i hans retningsskift. Han vil derfor være oplagt for hold, der spiller en del zoneforsvar og går meget op i deres cornerbacks tackleegenskaber. Hold der gerne vil spille mere man coverage vil nok se efter andre typer. Personligt kan jeg egentlig godt lide Bynums pakke, og jeg ser ham som en fin mulighed i midten af draften, hvorfra han potentielt kan blive en NFL-starter. NFL Comparison: Chidobe Awuzie