Ernest Jones har haft en meget produktiv karriere hos South Carolina, og det er let at se, hvordan hans disciplin på banen kan bruges også i NFL. Spørgsmålet er, om han har for stive hofter til rigtigt at etablere sig i NFL.
Ernest Jones er født og opvokset i det sydøstlige Georgia, hvor han ud af high school var et tre-stjernet talent. Han havde tilbud fra en del forskellige skoler i det sydøstlige USA, men valgte at hoppe over grænsen til South Carolina.
Hos South Carolina spillede han kun i fem kampe i sin første sæson, mens han vænnede sig til college og kom sig oven på en fraktur i ryggen. I sin anden sæson i 2019 bed han sig fast som startende middle linebacker og kvitterede med 97 tacklinger og to interceptions i 12 kampe. I 2020 fortsatte han sit produktive spil og leverede 86 tacklinger på ni kampe. Han lavede blandt andet 19 tacklinger i kampen mod LSU, hvilket var flest i en kamp for South Carolina siden 1986.
Alder ved draften: 21 år (22. november 1999)
Højde: 6ft 2in. (188 cm)
Vægt: 230 lbs (104 kg)
Styrker
- Atletisk har Jones lidt fart, når vi arbejder i en lige linje. Han er ikke som sådan et lyn, men der er absolut nok fart til at gøre sig i et mere moderne NFL, hvor fart i space er vigtigt.
- I løbespillet er han disciplineret i sine run fits. Han forbliver tålmodig og mirror runningbacken godt, og han er som oftest nogenlunde det rigtige sted. Hvis han holdes fri af trafikken, skal han nok lave de rigtige reads.
- Han var ikke som sådan en coverage-linebacker i college, men han havde reelle opdækningsopgaver, og han viser også en rimelige føling med ruterne omkring sig i midten af banen. Derudover virker han til at tage glimrende vinkler, når han dækker runningbacks.
- Helt overordnet må jeg bare konstatere, at selvom der er forskellige mangler og svagheder hist og her, så er han bare ikke en dum spiller, og der er noget mentalt potentiale, som måske kan føre ham til noget i NFL. Og dermed ikke sagt, at han er en fantastisk instinktiv spiller.
Svagheder
- Jones har noget fart, men hans short area quickness er ikke imponerende. Hans retningsskift er præget af en del stivhed i hofterne, og det begrænser hans evne til at lave de store spil i space.
- Han har nogle problemer med at håndtere blokeringer og trafik i boksen. Han mangler enten noget styrke og længde til at tage imod blokeringer og slå dem. Eller så mangler han noget quickness til at dukke/arbejde rundet om dem. Lige nu hænger han for meget fast, når han ikke har en klar vej til bolden.
- Der bliver misset lidt for mange tacklinger, og meget af det skyldes den lidt manglende quickness. Han har simpelthen ikke evnen til at matche hurtige runningbacks retningsskift.
- Som jeg skriver i styrkerne, så er Jones ikke en dum spiller, men man savner lidt nogle playmaker-evner. Farten er kun lidt over middel, quickness er ikke god, og han kommer ikke så godt forbi blokeringer. Opdækningsspillet er også kun gennemsnitligt.
Opsummering
Ernest Jones er en spiller, hvor man næsten hele tiden sidder og savner lidt mere. Han har lidt fart, han har noget spilintelligens og disciplin, men man savner de sidste 5%, så han rigtigt laver spillene, eller man rigtigt ser potentialet til, at han kan blive rigtig god. Når det er sagt, så giver hans styrker ham en chance for at blive starter i NFL. Det vil dog nok kræve, at han udvikler super instinkter i opdækningen, men fordi han har en chance, så ville han være værd at tage chancen på i løbet af tredjedagen af draften.
NFL Comparison: Ramik Wilson
Senest opdateret 30/01/2021
- Teis Joranger