Ronnie Perkins, EDGE,

Skrevet af Teis Joranger

Ronnie Perkins viser mange gode takter som pass rusher, hvor hans eksplosivitet og speed to power-rushes giver han nogle gode våben. Men han er ikke den største og har nogle off field-spørgsmålstegn, der kan gøre hans draftstatus mere usikker end spillet ellers indikerer.

Ronnie Perkins er født og opvokset i St. Louis Missouri, hvor han som senior blev udråbt til den bedste forsvarsspiller i St. Louis af en avis i byen. Han var et 4-stjernet talent ud af college og var af ESPN rangeret som det største talent i Missouri i sin årgang. Han havde tilbud fra mange colleges, men valgte i sidste ende Oklahoma.

Hos Oklahoma fik han betydelig spilletid allerede i sin første sæson i 2018. Han startede syv kampe og lavede blandt andet fem sacks. I 2019 startede han 13 kampe i sæsonen og lavede seks sacks, inden han før Oklahomas bowl-kamp blev testet positiv for et euforiserende stof.

Karantænen holdt ham ude af Bowl-kampen og de første fem kampe af 2020-sæsonen. Da han kom tilbage havde Perkins løftet sit niveau til nye højder og lavede 5,5 sacks i seks kampe.

Alder ved draften: 21 år (29. september 1999)
Højde: 6 ft. 3 in. (191 cm)
Vægt: 247 lbs (112 kg)

Data om Ronnie Perkins

Postition: EDGE

Styrker
  • Ronnie Perkins har noget ganske fin eksplosivitet, selvom den ikke er fantastisk. Den er lidt over middel, men der er nok til at true tackles udvendigt.
  • Den eksplosivitet bruger Perkins rigtig godt, og han transformerer speed to power bedre end mange EDGE-rushere i årets draft. Dette gør han, fordi han arbejder med et rigtig solidt lavt tyngdepunkt på de fleste rushes. Forstår også timingen i, hvornår han skal angribe tackles bryst for at få den maksimale kraftoverførsel.
  • Som nævnt i punktet over, så arbejder Perkins med et rigtig fint tyngdepunkt, og det gælder både mod løbet og mod kastet. Mod kastet hjælper det ham til i hans bull rushes samt hans evne til at runde hjørnet udvendigt. Mod løbet giver det ham noget modstandskraft, som hans kropsbygning ellers kunne give bekymringer om.
  • På udvendige rushes er han dygtig til at rotere overkroppen og spille med fornuftig hip bend, så han reducerer overfladen, som tackles har at blokere. Det gør det svært for tackles at lande et godt punch og stoppe Perkins' momentum rundt om hjørnet.
  • Mod løbet har jeg nævnt, at Perkins arbejder med et fint tyngdepunkt, og når man kombinerer det med ret aktive hænder, hvor han er dygtig til at komme af blokeringer, så er han faktisk overraskende effektiv til at skabe disruption i løbespillet.
  • Den sidste ting, jeg værdsætter i løbespillet, og også i høj grad er grunden til, at han laver flere spil mod løbet, er hans evne til at læse blokeringer og komme på den rigtige side af dem. Han ser bare hurtigt, hvad det er, angrebet prøver at opnå, og deraf hvad han skal forvente fra den offensive linje.
Svagheder
  • Perkins er ikke den største og længste EDGE-rusher, og det er meget muligt, at han vil få nogle problemer med at holde sit bryst fri og angribe tackles hænder, når de bliver større, hurtigere og teknisk bedre i NFL.
  • Perkins gør mange ting godt i løbespillet, som kompenserer for, at han ikke har fantastisk styrke. Når en tackle får ordentligt fat i ham, kan man godt se, at Perkins bliver skubbet lidt for let rundt. Spørgsmålet er, om han har poweren til at stå imod i løbespillet.
  • Som pass rusher handler rigtig meget om udvendige rushes og hans speed to power, men jeg savner et inside game fra Perkins' side. Der mangler nogle counters, hvor han kan dykke indvendigt, og generelt mangler der måske en plan B generelt.
  • Perkins blev testet positiv for et euforiserende stof inden Oklahomas bowl game i 2019-sæsonen, og han var derfor ude med karantæne i den kamp og i de første kampe af 2020-sæsonen. Der er nogle ting, der skal undersøges af NFL-holdene.
Opsummering Ronnie Perkins havde stor succes hos Oklahoma i 2020, og det er let at se, at hans ok eksplosivitet giver ham nogle værktøjer som rusher. Derudover viser han generelt aktive hænder og ret fine instinkter mod løbet. Spørgsmålet er, om hans lidt under middel styrke vil koste ham en rolle som fuldtidsspiller, og om han kan udvikle sit pass rush nok til, at han kan blive en dominerende pass rusher. Jeg frygter lidt, at han mest bliver en rotationsspiller, som ikke kan vinde gang på gang, fordi de atletiske evner "kun" er lidt over middel, og styrken er tvivlsom. Selvom der er spørgsmålstegn, så ligner han dog en spiller, der kan bidrage i NFL, og han bør blive valgt på andendagen af draften, ideelt set i tredje runde, hvis ellers off field-problemerne ikke er for store. NFL Comparison: Uchenna Nwosu Senest opdateret 12/02/2021 - Teis Joranger