Shaun Beyer, TE,

Skrevet af Rasmus Holse

På trods af hans fremskredne alder og manglende produktion er der noget interessant over Shaun Beyer. Hans baggrund som multiatlet, gode test-resultater og evner som in-line blocker giver et lille håb om, at han måske kan finde succesen i NFL.

Shaun Beyer kommer fra Shellsburg, Iowa, hvor han gik på Cedar Rapids Kennedy High School. Her spillede han selvfølgelig football og var et 3-stjernet prospect efter at have spillet både WR, TE, LB og S - og samtidig dyrkede han højdespring, længdespring og hækkeløb, mens han også spillede basket og wrestlede. Oprindeligt valgte han at committe til North Dakota State, men ombestemte sig og blev i Iowa.

Her kom han til holdet som WR og redshirtede sin første sæson, hvor han undervejs skiftede til TE. Her var holdet dog allerede ekstremt godt besat med spillere som George Kittle, Noah Fant og T.J. Hockenson. Derfor greb Beyer heller ikke en eneste bold i de to første sæsoner. I 2019 fik han dog hul på bylden og greb 7 bolde for 117 yards, da han startede i 8 af 13 kampe. I 2020 greb han yderligere 11 bolde for 158 yards og kom også på tavlen med et enkelt TD mod Illinois.

Alder ved draften: 24 år (11. november 1996)
Højde: 6ft 5 in. (196cm)
Vægt: 250 lbs (114 kg)

Data om Shaun Beyer

Postition: TE

Styrker
  • Shaun Beyer har fuldstændig prototypisk TE-størrelse med sine 6'5, 250 lbs. Naturligt stor, rødhåret knægt fra Shellsburg, Iowa. Rimelig proportional atlet med rimelig lange ben og naturlig størrelse, dog uden den helt store muskeldefinition i overkroppen. Det kan der arbejdes på, og han ligner en spiller, der godt kan fintune sin fysik og lægge 5 kg rene muskler på.
  • Har en interessant baggrund som multi-atlet i high school. Dyrkede højdespring, længdespring og løb hækkeløb i high school og spillede samtidig både basketball og wrestlede. Hans testresultater (7.73 RAS) vidner da også om en habil atlet, og hvis han kan kombinere ball skills fra basket og football, fart fra atletikbanen og brydningen i skyttegravene har man pludselig en ret komplet football-spiller.
  • Har erfaring med at line op in-line, hvor jeg tror, at han kan være mest effektiv - især hvis han får poleret et par enkelte ting omkring sin teknik og hand placement. Kommer lavt og eksplosivt ud af sit stance både som blocker og som receiver og har ingen problemer med sin eksplosivitet eller agility. Bevæger sig smooth på de første meter og kan sågar overraske linebackers og DBs en smule.
  • Ligner en ivrig blocker, der rigtig gerne vil udføre sin opgave. Gør et super godt stykke arbejde med at få reachet ydersiden, når han liner op inline, og skærmet defensive ends af. Er super aktiv og får ofte lavet de rigtige seal blocks. Viser også eksempler, hvor han arbejder sammen med en anden linjemand og blokerer ned med fin succes. Positionerer sig godt og er aktiv.
  • Indrømmet, der er ikke ret mange muligheder i kastespillet, men jeg har set næsten alle hans receptions igennem, og jeg synes faktisk, at han viser et fornuftigt skill-set. Griber bolden godt uden for sin frame, har bløde hænder og ser ud til nemt at kunne gribe bolden uden at sænke farten. Runder sine ruter, men kommer ud med masser af fart. Fin quickness for en stor mand. Fuldstændig SKØRT godt one-handed catch mod Nebraska. Alene dét gør ham nærmest draftable.
Svagheder
  • Har næsten ingen produktion at vise frem som receiver, og derfor er det også lidt et gætværk, hvor stor en rolle som receiver, han får i NFL. Har spillet receiver engang i high school og ser egentlig meget naturlig ud, men man mangler at se, at han kan slå en mand direkte, da han har levet meget af schemede looks og ruter mod zone coverage på de få receptions, han har.
  • Er blevet brugt en del som blocker og blev tit taget af banen på åbenlyse passing downs for at få plads til flere receivers.
  • Mangler stadig noget teknisk engang imellem, når han blokerer. Læner sig engang imellem lidt for meget og kunne godt dominere mere med sit første punch, men han er ivrig, ihærdig og kæmper for position hele tiden.
  • Beyer er allerede 24 år og fylder 25 i løbet af sin rookie-sæson. Det er selvfølgelig ikke optimalt for hans langsigtede værdi, at han både mangler lidt et CV i forhold til produktion og er en hel kontraktlængde ældre end spillere som fx Kyle Pitts, Brevin Jordan og Tre McKitty.
  • Har aldrig rigtig fået det gennembrud, som mange ellers havde spået ham i tidligere sæsoner. Tog desværre også lidt plads på bagsædet i forhold til sophomore TE Sam LaPorta og spillede mest i 2TE-sets.
Opsummering Shaun Beyer er nok for mange et lidt glemt prospect, fordi han ikke har den store produktion at vise frem på CV'et. Men kigger man lidt bag tallene og Beyers situation, så er det også et utaknemmeligt job at spille samme position og stå i køen bag spillere som George Kittle, Noah Fant og T.J. Hockenson. Beyer har således nogle fine atletiske egenskaber og en atletisk baggrund, der godt kunne være interessant at få ind på et hold, selvom han er 25 år ved sæsonstart. Indtil videre er han dog mest blevet brugt som in-line TE og blokeringsspiller, men på sine 18 grebne bolde har han alligevel produceret spil på 11, 16, 18, 18, 21, 22, 27, 28 og 40 yards, hvilket vidner om, at han godt kan dukke op og flytte kæderne, når det er nødvendigt. Beyer er klart et valg til tredjedagen, men jeg vil ikke afvise, at han kan starte som 3rd string TE og måske kæmpe sig til en større rolle. NFL Comparison: Jeff Heuerman (men alle vil gerne have en ny Kittle eller Hockenson)