Hvis man er pjattet med Caleb Farley, er man formentlig også interesseret i Tay Gowan. UCF's cornerback har fysiske egenskaber, der minder om Farleys, og så handler det om at udvikle det tekniske og mentale.
Tay Gowan er født og opvokset i Covington, Georgia, lidt sydøst for Atlanta. Ud af high school havde han meget få tilbud fra FBS-hold, og han endte med at acceptere et tilbud fra Miami (OH) i MAC-konferencen.
Her redshirtede han sit første år og så ikke banen i sin anden sæson. Derfor valgte han at skifte til et Junior College (JUCO) for at få noget spilletid. I sin JUCO-sæson gjorde han det godt og trak efter sæsonen tilbud fra flere FBS-hold.
Han valgte UCF, hvor han med det samme bed sig fast og spillede i alle 12 kampe af 2019-sæsonen. Her slog han blandt andet otte kast ned og lavede to interceptions. I sommeren 2020 valgte han at springe sæsonen over grundet bekymring for at kunne smitte sin nyfødte datter med skrøbeligt helbred med Covid19.
Alder ved draften: 23 år (7. januar 1998)
Højde: 6ft 2 in. (188 cm)
Vægt: 185 lbs (84 kg)
Styrker
- Tay Gowan har et rigtig dejligt build til at spille udvendig corner. Højden er over middel, og han ser ud til at have lange arme. Han kunne måske godt være lidt tungere, men jeg synes egentlig ikke, han ser ranglet ud. Dejlig længde.
- Jeg er virkelig imponeret over hans bevægelsesevner. Han er smooth i sine bevægelser med glidende hofter og skifter retning rigtig effektivt. Hans topfart er også strålende, og han havde ingen problemer med at hænge på de receivere, jeg så ham mod. Virkelig en god atlet.
- Gowan virkede i sit es, når han kunne stå i off man coverage og flippe hofterne og følge folk. Hans hip turns er herlige, og hans generelle bevægelsesevner giver ham bare en masse potentiale som en man coverage-corner.
- Jeg kan godt lide, hvordan Gowan har en god balance med at gå på kroppen af kroppen af receiveren uden at søge for meget kontakt. Han er glimrende til at komme ind og forstyrre og føle sin receiver, men man sidder sjældent med frygt for, at han vil blive kaldt for en holding/Pass interference.
- Lidt i forlængelse af ovenstående punkt, synes jeg, at Gowan virkelig håndterer outside releases godt. Han bruger sidelinjen godt som en hjælper, da han med sin fysik og evne til at løbe med folk får presset receiveren ud i nogle positioner, hvor han ikke har meget plads at arbejde med.
Svagheder
- Gowan virkede ikke så komfortabel i press coverage, som han var i off coverage. Hans punch timing og tålmodighed var ustabil, og han havde for mange snaps, hvor han kom lidt ud af balance, når han prøvede at lande sit jam. Fodarbejdet virkede også mere usikkert end i resten af situationerne. En god del at lære her, men han har de fysiske redskaber til at kunne blive god.
- De gode bevægelsesevner skinnede igennem, men man sad ofte og savnede, at han var lidt mere forudseende i sit spil. Den der feel og genkendelse af ruter, som de bedste corners har, virkede ikke helt til at være udviklet i samme grad hos Gowan.
- Jeg synes ikke, han lignede den mest sikre tackler i verden, og han havde en tendens til at sænke øjnene og forlade sine fødder, når han skulle tackle. Lidt bedre styrke og teknik er der brug for.
- Der er lidt usikkerhed ved modstandernes niveau og Gowans erfaring, da han kun har spillet én sæson hos UCF, og selv der, må man indrømme, at UCF sjældent møder mange topreceivere.
Opsummering
Der er rigtig meget hype om Caleb Farley i toppen af draften, men hvis man glipper Farley, så kan man måske prøve sig med discount-versionen Gowan et par runder senere. Gowan har rigtig mange af de samme egenskaber som Farley med hans længde og bevægelsesevner, men der mangler selvfølgelig en del polering, og han har bevist lidt færre ting end Farley indtil videre. Derfor går Gowan heller ikke i første runde, men jeg synes personligt, at han et solidt valg på andendagen af draften.
NFL Comparison: Greedy Williams
Senest opdateret 28/02/2021
- Teis Joranger