”Stor” er ikke bare et ord til at beskrive Tommy Doyles statur. Det er også ordet til at beskrive den arbejdsbyrde der venter en trænerstab, når de skal have finpudset Doyles teknik for at få ham til at leve op til sit – there’s that word again – store potentiale.
Tommy Doyle er vokset op i Edina i Minnesota med forældre, der begge spillede for University of Minnesota – faderen baseball, moderen volleyball. Doyle selv havde tidligt sine øjne rettet mod en fremtid i NHL og spillede hockey i opvæksten, men efterhånden som han blev større og større begyndte footballtrænerne at få øjnene op for ham. Som senior i high school førte han sit hold i sacks, og i rekrutteringsprocessen var der delte meninger om hvor hans fremtid skulle ligge. Defensive end, tight end og offensive tackle var alle på bordet, og mens Doyle drømte om at spille i Big Ten blev det i sidste ende Miami Redhawks i Ohio i MAC-konferencen han endte hos.
I rekrutteringsfasen var Doyle en høj, spinkel ung fyr på 225 lbs, men da han ramte banen som Redshirt Freshman i 2017 var han listet på 291 lbs, og som Redshirt Senior i 2020 var han oppe på 326 lbs. 30 starter blev det til fra 2017 til 2020.
Alder ved draften: 22 år (6. maj 1998)
Højde: 6ft. 8 in. (203 cm)
Vægt: 320 lbs (145 kg)
Styrker
- Der er få spillere, der kan matche Doyle på de fysiske parametre. 6’8, 320 lbs med fremragende atletiske evner. Det er noget der ikke kan læres, og det skal nok få mundvandet til at løbe hos talrige offensive line-coaches rundt omkring i NFL. Der er virkelig spændende upside at komme efter.
- De atletiske evner til trods er det dog i høj grad på styrke man for alvor ser Doyle træde i karakter. Han spiller med glimrende power og har det rette mindset i løbespillet. Derudover viste han i 2019 mod Bills’ andenrundevalg fra sidste år, A.J. Epenesa, at han sagtens kunne håndtere den power Epenesa havde at byde ind med.
- Doyle har ikke bare tre års startererfaring. Han har også startet på begge sider af linjen, så ingen af de to spots vil være nye for ham.
- At Doyle er eksplosiv kan man især se når spillet starter. Han kommer lynhurtigt af snappet, både fremad i løbespillet eller bagud ind i sit pass set.
Svagheder
- Selvom potentialet er spændende, så er der lang vej igen. Doyle er stadig rå i mange aspekter af sit spil. Han skal simpelthen være bedre til at finde ud af at bruge sine styrker bedre – nogle af dem altså nogle helt naturlige fordele, han ikke drager nok nytte af.
- Doyle har lange arme, men bruger ikke den længde godt nok. Modstandere har for let ved at komme ind på kroppen af ham.
- Trods de atletiske evner, savner jeg at se ham tage speed rushers ud af spillet. Han har bevægelsesevnerne og længden til at det burde være muligt, men han er ikke velfunderet nok i den del af spillet endnu.
- Højde er godt, men kommer også typisk med udfordringer ift. leverage, og det kan Doyle heller ikke se sig fri for. Han kæmper med at komme nok ned i knæene til at vinde kampen om det laveste tyngdepunkt.
Opsummering
Trods 30 starter i college, er Tommy Doyle en rå spiller, der kræver udvikling for at være klar til at bidrage i NFL. Han besidder egenskaber der ikke kan tillæres, og de ting han ikke for alvor mestrer i øjeblikket, er i det store hele ting han har de fysiske forudsætninger for at kunne mestre. Den power han spiller med kan overraske, for en så stor og atletisk tackle vil man let kunne forvente spiller med mere finesse end tilfældet er med Doyle. Det gør ham kun endnu mere spændende for mig – men det kræver en teknisk overhaling og bedre forståelse for hvordan han får det meste ud af sit spil. Det er ikke sikkert det nogensinde kommer til at gå op i en højere enhed, men det er én af den slags chancer det er svært ikke at se et hold tage på tredjedagen.
NFL Comparison: Kolton Miller
Opdateret: 24/04/2021
- Peter Meier Jensen