Aidan Hutchinson, EDGE,

Skrevet af Teis Joranger

Michigan har spyttet en del pass rushere ud de sidste 3-4 år, og flere af dem i første runde (Kwity Paye, Rashan Gary). Det er i høj grad også forventningen for den høje og alligevel ganske mobile Aidan Hutchinson.

Aidan Hutchinson er født og opvokset i Michigan, hvor han gik på high school i Dearbon, Michigan. Han var et 4-stjernet talent ud af high school, og fik tilbud fra de fleste skoler i Big Ten. Han valgte dog uden tøven sin hjemstatsskole Michigan, hvor faren også har spillet tilbage i tiden.

Hutchinson kom i aktion allerede som freshman i 2018, hvor han lavede 15 tacklinger i 13 kampe. Som sophomore vandt han starterjobbet og havde 3,5 sacks i 13 kampe. I 2020 spillede han kun tre kampe, inden han måtte se til fra sidelinjen resten af året med en ankelsakde. I 2021 har Hutchinson indtil videre haft 9 sacks i 11 kampe

Alder ved draften: 21 år (9. august 2000)
Højde: 6ft. 6in. (198cm)
Vægt: 265 lbs. (120kg)

Data om Aidan Hutchinson

Postition: EDGE

Styrker:
  • Hutchinson har glimrende størrelse til positionen, og fin længde - selvom hans arme er kortere end fx Kayvon Thibodeaux (på trods af at han halter godt 6 cm efter Hutchinson i højden). Han bruger samtidig sin fysik virkelig effektivt.
  • Arbejdet med hænderne er noget af det bedste jeg har set fra en spiller på positionen, og det er med til at kompensere for at armene ikke helt kan matche nogle af de andres i længden.
  • Motoren kører non-stop, og han er bare absolut relentless i sin jagt på at få det meste ud af et hvilket som helst spil.
  • Hutchinson har uhyrlig styrke i hele sin krop, og er virkelig svær at have med at gøre for en modstander. Det kan godt være han ikke altid vinder ved point of attack, men han taber ikke. Hans overførsel af speed til power kan også overrumple næsten en hvilken som helst modstander.
  • Produktionen i 2021 var enestående med 14 sacks. Forud var gået 22 kampe, der samlet havde kastet blot 3,5 sacks af sig, så der var virkelig tale om et breakout der ville noget.
  • Hutchinson er alsidig og atletisk nok til at kunne begå sig både som 4-3-end og 3-4-outside linebacker, så alle hold bør i udgangspunktet have interesse i ham. Kan han også spille 3-4-end? Jeg vil ikke afvise det, men det vil kræve at han lægger 15-20 lbs på, og jeg er ikke sikker på at det er den vej jeg ville gå med ham.
  • Jeg kan ikke komme i tanke om mange - om nogen - spiller ud af college, der leverer så imponerende stabilt spil, snap efter snap. Det er consistency der vil noget.
Svagheder:
  • Man kommer ikke udenom at produktionen i 2021 skiller sig noget ud fra de tidligere år, og man kunne godt have ønsket at se ham levere så stærkt spil over flere sæsoner.
  • Selvom Hutchinson er i besiddelse af glimrende atletisk potentiale, er han ikke en spiller jeg ser komme til at blive en konstant trussel til at slå sin modstander rundt om hjørnet. Han har rigelig med moves til at vinde med, men speed og bend til at gå rundt om modstanderen er ikke ét af de moves jeg vil forvente at se ham vinde med regelmæssigt. At hans første skridt også kun er "good, not great" taler heller ikke for at han vil få en fordel i jagten på at nå hjørnet først.
  • Det siger i virkeligheden nok mere om de øvrige topnavne i årgangen, for Hutchinson har spændende upside, men holder man hans potentiale op mod spillere som Thibodeaux, Karlaftis og holdkammeraten Ojabo, så må Hutchinson stå tilbage som den med mindst upside.
  • Hutchinson missede fire af Michigans seks kampe i den forkortede 2020-sæson med en brækket højre ankel. Baseret på hvad han leverede i 2021 er det næppe noget der skal give bekymringer, men det hører med til historien om ham.
Opsummering: Jeg er ganske begejstret for Hutchinson. Jeg anerkender uden tøven at de øvrige topnavne har højere upside, men Hutchinsons gulv er til gengæld umiddelbart det klart højeste af de fire, og jeg er næsten fristet til at sige at hans gulv i sig selv er et førsterundevalg værd. Jeg kan ikke på stående fod komme på en spiller jeg har scoutet, der har spillet med den snap-by-snap stabilitet som Hutchinson lægger for dagen, og han er samtidig en spiller, der bare efterlader et indtryk hos mig af, at når det gælder, så vil han også levere spillet. Uden yderligere sammenligning er det lidt som Roger Federer, hvor man bare sad med fornemmelsen af at hvis det stod 30-40 i egen serv ved 4-5 i afgørende sæt, så ville der blive hevet en monsterserv frem. At Hutchinson mangler det sidste til konstant at true på et rush rundt om hjørnet trækker lidt ned, og derfor har jeg ham heller ikke over Kayvon Thibodeaux, der er dét mere eksplosiv og har større upside. NFL Comparison: En højere Nick Bosa Opdateret 18/01/2022 - Peter Meier Jensen
Styrker
  • Aidan Hutchinson er næsten to meter høj, og hans længde er et problem for mange tackles. Har let ved at komme i brystet på tackles, og han er svær at holde, fordi han har en naturlig længdefordel til at holde sit eget bryst frit.
  • På trods af sin højde er Hutchinson ikke en stiv og uelegant atlet. Han har glimrende short area quickness og over middel fleksibilitet især i hoften og overkroppen. Eksplosiviteten i hans first step er også god. Der forventes gode tal fra Hutchinson til combine, og det ville ikke chokere.
  • Hutchinsons kombination af størrelse og eksplosivitet giver ham gode forudsætninger for at generere power, og i NFL vil hans styrke være hans vigtigste pass rush win condition, som jeg ser det. Kan let arbejde indvendigt og igennem folk med hans længde og power. Bull rushet blev bedre og bedre som 2021 skred frem.
  • Hutchinson spiller med en fantastisk motor og jagter hvert et spil til ende. Spilforståelsen er over middel, og han er opmærksom og ender sjældent ude af position i løbespillet. Disciplineret i alle faser af spillet.
  • Hans længde og glimrende styrke kommer fint til udtryk i løbespillet, hvor han er god til at stacke blokeringer, holde sit bryst frit og komme af blokeringerne igen.
Svagheder
  • Hutchinson er eksplosiv for sin størrelse, og han vil sikkert godt teste godt i jumps til combine, men generelt set er han ikke en speed rusher, og han har ikke farten til at blæse forbi folk udvendigt. Det sker næsten kun, når han får timet snappet perfekt, som han ofte gjorde i college, men er svært at gøre i NFL.
  • Højden vil være en ting, som Hutchinson altid skal kæmpe lidt imod. Det kan godt være, han ikke er stiv som sådan, men hans tyngdepunkt er højt, og han er ikke en mand, der effortless dykker rundt om hjørnet. Bliver lidt for ofte rejst op i sit rush, eller når han bliver chipped.
  • Kombinationen af den gennemsnitlige fart og det lidt høje tyngdepunkt betyder, at jeg ikke ser Hutchinsons potentiale værende i en kategori, der kan gøre ham dominerende på udvendige moves. Han er klart bedst på indvendige moves, og når han kan jagte spil med effort.
  • Som pass rusher ser jeg stadig gerne Hutchinson være mere kreativ i sine rushes. Det er meget nogle af de samme bevægelser med nogle hans swipes og rip moves - som er ganske fine. Med hans længde og power kunne det være fedt at se ham benytte ting som long arm eller hump moves mere.
Opsummering Aidan Hutchinson er på nuværende tidspunkt anset som et top 10-valg, og selvom han bestemt er en god spiller, så tror jeg ikke helt, jeg ville tage ham i top 10. For mig mangler han 10% i sit udvendige game som rusher, og det kan sagtens begrænse ham til en 8-12 sacks spiller mere end en 15 sacks om året-spiller. Måske han teknisk kan udvikle sig til en Joey Bosa-agtig type, men Bosas naturlige pad level var/er bare bedre, og det giver ham flere muligheder og højere effektivitet. Der er dog ingen tvivl om, at Aidan Hutchinson er en virkelig dygtig spiller, der vil gøre alle forsvar bedre. NFL Comparison: En mellemting mellem Joey Bosa og Sam Hubbard