Bailey Zappe, QB,

Skrevet af Rasmus Holse

Efter fire sæsoner på FCS-niveau valgte Bailey Zappe som grad transfer at tage et ekstra år på FBS-niveau. Her viste Zappe sig som en regulær kastemaskine og slog FBS-rekorden for både yards og touchdown i en sæson.

Bailey Zappe voksede op i Victoria I football-gale Texas, hvor han gik på Victoria East High School. Zappe var ikke højt rekrutteret ud af high school, for selvom større skoler som Texas A&M, SMU, Rice og Houston viste interesse, så var Houston Baptist på FCS-niveau den eneste skole, der tilbød et offer til Zappe.

Her spillede Zappe ifølge holdets hjemmeside i 10 kampe i 2017, inden han startede alle 11 kampe som sophomore. Her kasted han for 2812 yards, 23 TD og 13 INT. Hans stats tog endnu et nøk opad som junior, hvor Zappe kastede for 3811 yards, 35 TD og 15 INT. Som senior blev det "kun" til 1833 yards for 15 TD og 1 (!) INT i den stærkt covid-afkortede 2020-sæson. Efterfølgende valgte Zappe som grad transfer at skifte skole. Her valgte Zappe angiveligt at takke nej til flere Power 5-skoler for i stedet at følge sin tidligere offensive koordinator Zach Kittley til Western Kentucky. Resten er - bogstaveligt talt - historie, da Zappes 5.967 yards og 62 TD begge er nye FBS-rekorder. Til sammenligning har Army vist nok scoret 61 passing TD - siden 2011.

Alder ved draften: 22 år (26. april 1999)
Højde: 6ft. 1in (185cm)
Vægt: 215lbs (98kg)

Data om Bailey Zappe

Postition: QB

Styrker
  • Selvom Zappe er til den lave side med sine 6'1, så har han egentlig et meget solidt build, der ser ud til at kunne tage nogle tæsk. Vejer cirka 220 lbs og har et meget godt karosseri med en kompakt overkrop. Vi har vist lært, at højden ikke skal definere, om man kan spille i NFL.
  • Lagde mærke til, at Zappe havde en virkelig god kontrol over sit offense og hjemmevant hævede og sænkede tempoet ved line of scrimmage. Lavede små justeringer og trykkede på speederen, når han så noget. Fulgte også med sin offensive koordinator fra Houston Baptist til Western Kentucky, så der er selvfølgelig en indbyrdes forståelse, men det viser alligevel, at han kan mestre et angreb og udføre det på banen.
  • Har et godt, kompakt over the top release og ser forholdsvis vel-afmålt og koordineret ud, når han dropper tilbage som passer. Sætter hurtigt shop up og kan hurtigt og beslutsomt eksekvere. Han virker i perioder næsten ustoppelig, når han kommer ind i en rytme, og jeg tror, at han er en spiller, der trods alt vil have bedre af struktur end kaos.
  • Kan overordnet set godt lide Zappes accuracy særligt ind over midten af banen. Der er nogle situationer, hvor bolden sejler en smule for ham ned ad banen eller mangler noget timing ud mod sidelinjen, men generelt finder han rimelig sikkert sine mål. Kan godt skrue en lille smule på gashåndtaget og distribuere bolden med forskelligt heat, men forfalder ofte til touch, timing og placement. Hans completion-percentage snusede også til 70% i den forgange sæson, hvilket vidner om god accuracy og punktlighed.
  • Kan godt lide Zappes evne til at se rushers ud af øjenkrogen. Synes faktisk, at han fik ret god protection, men var også god til at træde op og bruge lommen til hans fordel. Er ikke super twitchy eller en regulær tryllekunstner, men forstår alligevel at manøvrere i lommen og købe sig selv tid.
  • Er en funktionel atlet, der kan forlænge spil og tage benene på nakken selv på et højt nok niveau til, at defenses bliver nødt til at respektere det i NFL. Han er ikke specielt hurtig, men er beslutsom nok til at tage benene på nakken, og så er der ofte ikke så langt til sidelinjen eller en ny 1st down. Vil vel skyde ham til at løbe en middel 40-yard tid på cirka 4.75-4.85, men det er fint, så længe han fungerer som atlet.
  • Det er svært at komme uden om hans senior sæson hos Western Kentucky rent produktionsmæssigt. I de 14 kampe på sæsonen producerede han - hold nu fast - 7, 3, 3, 3, 5, 5, 3, 4, 4, 5, 6, 4, 4, 6 touchdowns efter springet fra FCS til FBS. I alt 62, hvilket var nok til at slå Joe Burrows rekord. Samtidig satte Zappe ny rekord for kastede yards i en sæson med 5.967 yards.
Svagheder
  • Det skal jo nok nævnes, da det er en (lille) del af evalueringen, men Zappe er ikke den højeste QB. For et par år siden var han nok blevet diskuteret som undersized, men jeg synes ikke, at det er et problem, at han kun er omkring 185 cm.
  • Selvom Zappe er en funktionelt fin atlet, så er han ikke specielt twitchy eller hurtig. Jeg tror, at tingene kommer til at gå noget stærkere for ham i NFL, og derfor skal han vinde mere med hovedet end med kroppen. Han skal have kalibreret det indre ur en lille smule i forhold til en række spil - både i lommen og på scrambles.
  • Jeg synes godt, at bolden kan have en tendens til at hænge en smule i luften, når han forsøger at drive den mod ydersiden. Især sådan nogle far-hash throws kan godt lige få tiden til at stå stile et øjeblik. De når som regel deres mål, men jeg kan godt være lidt bekymret for, om de også altid gør det i NFL. Det kræver i hvert fald, at han træder 100 procent ind i kastet.
  • Det er som om, at Zappe kan komme en lille smule i problemer, når han går efter den dybe go-route til sin højre side. Jeg ved ikke, om det er repræsentativt, men lader den et par gange eller tre flyve tidligt, hvor den enten bliver eller kunne være blevet intercepted. Til gengæld drysser han touchdowns ud på en masse andre spil, så måske det bare er den fejlmargin er der, når man er så pass happy.
  • Der er et par tvivlsomme beslutninger imellem, når man sætter hans film på. Der er eksempler, hvor han forsøger at kaste på bagfoden og kun lige får den ud over rampen, og der er også flere gange, hvor han velvilligt kaster den direkte ind i double coverage. Der er sågar et tilfælde, hvor han danser i lommen, køber tid, peger og fyrer den ned ad banen i triple coverage. Receiveren laver et fantastisk spil og kommer ned med den, men man når lige at holde sig for øjnene, inden det går fra oh no til oh yes.
Opsummering Der er absolut ingen tvivl om, at Bailey Zappes rekordsættende senior season hos Western Kentucky bør få folk i NFL til at spærre øjnene op. Det kræver trods alt noget at tage springet fra Houston Baptist i FCS til FBS og på bare en enkelt sæson levere den statistisk bedste præstation nogensinde i college. Jeg synes da også, at Zappe har nogle ret interessante ting kørende for sig. Han virker rimelig skarp i pæren, forstår sit angreb og viser generelt god præcision. Han gør det dog en lille smule på trods - både i forhold til sin størrelse og lidt begrænsede armstyrke. Den er ikke decideret dårlig, men han har ikke nogen kanonarm. Til gengæld arbejder han godt i lommen og viser god beslutsomhed, særligt ind over midten. Får chancen for at vise sig yderligere frem til Senior Bowl, og det kan måske få et hold til at forelske sig i ham, men jeg tror umiddelbart, at manglen på fysisk upside kan gøre det svært at slå i bordet og tage ham tidligt. Derfor ville det heller ikke undre mig, hvis Zappe - på trods af sin fantastiske produktion - ender med at gå cirka midt i draften til et hold, der ser ham som en god backup/spotstarter eller competition i løbet af et par år. Det ville nemlig ikke chokere mig, hvis Zappe bider sig fast, lærer en playbook til perfektion og pludselig i en snæver vending kan få folk til at spørge sig selv, om han... måske kan være fremtiden for et hold? NFL Comparison: Case Keenum / Taylor Heinicke