Cole Strange kommer fra den mindre skole Tennessee-Chattanooga, men han har alligevel nogle kvaliteter, der kan gøre ham til starter i NFL med lidt udvikling. Han minder måske en anelse om danske Hjalte Froholdt.
Cole Strange er født og opvokset i Knoxville, Tennessee. Han endte ud af high school på FCS-skolen Tennessee-Chattanooga, hvor han startede fem sæsoner.
Han redshirtede sin første sæson i 2016, men siden blev han mere eller mindre en fast mand på den offensive linje. Han startede 44 kampe i alt, og spillede i 49. Han udnyttede muligheden for at spille et ekstra år i college, som alle fik mulighed for efter Covid19-pandemien.
Alder ved draften: 23 år (31. juli 1998)
Højde: 6ft 4in (193 cm)
Vægt: 304 lbs (138 kg)
Styrker
- Cole Stange viser acceptable atletiske evner med især over middel short area quickness og fleksibilitet i kroppen. Fødderne er hurtige nok til at lave de små justeringer, der kræves for at spille indvendigt på den offensive linje.
- Selvom Strange er en lidt mindre offensiv linjemand, så viser han faktisk overraskende solid styrke. Har noget pop i hænderne, og han viser noge kræfter til at sætte skub på folk med et over middel leg drive i blokeringerne.
- En af Stranges fineste kvaliteter er hans evne til at tage gode vinkler på 2nd level. Han er dygtig i bevægelse og tager kontrollerede vinkler og rammer sjældent ved siden af sin mand. Det vil dog blive noget sværere i NFL end på det lavere niveau, han kommer fra.
- Jeg synes, at Strange viser et godt overblik og en god forståelse for at se trusler ikke kun lige foran ham. Han er hele tiden opmærksom på blitzes og stunts, og han arbejder godt sammen med sin center og tackle. Der er selvfølgelig en mental overgang til NFL, men han har gode vaner på den mentale front allerede.
Svagheder
- Cole Strange er ikke den største offensive linjemand, og han er lidt let i hans underkrop. Det kan selvfølgelig fikses, men jeg synes ikke, at han ligner en mand, der kan bære ret meget mere vægt, uden det bliver dårlig vægt. Han vil nok altid være en relativt let offensiv linjemand, og det er så spørgsmålet om hans ellers glimrende power kan overføres til NFL, eller om han vil blive overmandet.
- Strange har en tendens til at spille med et for højt tyngdepunkt og for smal en base. Han slap rimeligt afsted med det hos Tennessee-Chattanooga, men det går ikke i NFL. Han skal arbejde med et bedre tyngdepunkt, så hans balance bliver mere stabil.
- Hele Cole Stranges pass protection teknik skal modnes en del i NFL. Jeg synes, at hans fodarbejde er upålideligt og ustabilt, og han har problemer med at han oversetter eller undersetter. Skal finde de landmarks, han skal ramme, og blive bedre til at ramme dem regelmæssigt. Hænderne skal han også blive bedre til at omplacere og holde aktive, så han kan holde kontrollen gennem længere tid.
Opsummering
Cole Strange kommer fra et lavere niveau i college, hvor han spillede hos Tennessee-Chattanooga, der ikke producerer mange NFL-spillere gennem et årti. Strange har dog nogle kvaliteter, der godt kan gøre ham til en NFL-starter med lidt held. Han er en udmærket atlet, og han har overraskende fin styrke, selvom han er lidt til den lette side. Den mentale del af hans spil er også velfunderet. Før Strange kan blive starter i NFL, tror jeg dog, at han skal blive mere solid i sin pass protection-teknik, og derfor ser jeg også Strange som en mand, man tager tidligst midt i draften og håber på at udvikle ham. Han minder mig faktisk på mange måder om Hjalte Froholdt, selvom Froholdt nok var lidt mere atletisk, og Strange er lidt stærkere.
NFL Comparison: En stærkere Hjalte Froholdt