Kevin Harris kommer ind i ligaen med en lille smule sløve fødder og begrænsninger på topfarten, men hans kompakte, kraftfulde build, gode vision og evne til at færdiggøre løb på 2nd level er bevist som en effektiv kombination i NFL.
Kevin Harris kommer oprindeligt fra Hinesville, Georgia, hvor han gik på Bradwell Institute. Her stemplede han ind med to imponerende sæsoner som både junior og senior og blev udnævnt til områdets Player of the Year to år i streg. Herefter valgte Harris som et 3-stjernet recruit at tage sine talenter til South Carolina over tilbud fra Army, Air Force, Navy Cornell, Tulane og en række andre skoler.
Her fik han som true freshman relativt beskedne 21 carries, men kvitterede med 179 yards og 4 TD. I sin sophomore-sæson i 2020 blev han undervejs i sæsonen udnævnt til holdets starter, og han sluttede sæsonen med 185 carries for 1.138 yards og imponerende 15 touchdowns. Hans 2021-sæson blev desværre for Harris ødelagt en smule af en rygskade, men alligevel sluttede han 2021 som holdets leading ruster med 660 rushing yards og 4 TD på 152 carries.
Alder ved draften: 21 år (7. november 2000)
Højde: 5ft 10in (177 cm)
Vægt: 222 lbs (101 kg)
Styrker
- Kevin Harris har vel et noget nær prototypisk build for RB-positionen. Han er lige knapt 5'10, hvilket sikrer ham et godt, naturligt lavt tyngdepunkt, og samtidig vejer han ind på 222 imponerende muskuløse lbs, hvilket giver ham noget af den power og play strength, som virkelig kommer ham til gode i forhold til at maksimere sine løb rent fysisk.
- Jeg synes, at Harris løber imponerende hård, og han er ikke bange for at sætte kursen direkte mod linjen og samle noget speed og momentum sammen. Det giver ham også en evne til at ramme gaps ekstremt hårdt og konsekvent, hvilket må være lidt et surt syn for den linebacker, der træder frem i hullet for at stoppe ham. Er en konsekvent run-finisher, der virkelig kan lide at efterlade et aftryk på dem, der vil tackle ham i space. Giver dem lidt det der ubehagelige valg om at gå lavt - med fare for, at han stadig kan gå uden om dem - eller blive fanget i ingenmandsland og blive tromlet.
- Som led i den proces, der fører frem til at møde linebackers, safeties og corners på 2nd level, synes jeg, at Harris viser god vision og beslutsomhed ved linjen. Jeg synes ikke, at han er nogen stor kreatør, men han tager, hvad der er blevet designet og blokeret foran ham, hvilket også er et godt sted at starte for hans spillertype.
- Jeg kan virkelig godt lide Harris' evne til at maksimere sine løb. Det gør han nogle gange lidt på trods af, at han ikke er den hurtigste eller mest eksplosive spiller, men han finder gode, halve vinkler og trælse måder at angribe forsvar på, der gør det muligt for ham at løbe ud af armtacklinger, glide af dårlige formtacklinger og udnytte sin power og balance til sin fordel.
- Selvom Harris ikke er specielt udviklet i kastespillet, så synes jeg, at Harris viser både villigheden og en god frame i forhold til at blive og samle blitzers op. Det er et rigtig godt sted at starte, hvis hold skal stole på ham på tredje down eller i en rotation.
Svagheder
- Selvom Harris postede en 71.2 RAS score, så tror jeg ikke, at Harris er nogen ekstraordinær atlet. Det behøver han heller ikke være, men jeg synes til tider, at han kan have lidt choppy feet, når han bliver tvunget ned i fart. Det er ikke altid så let på tå og eksplosivt, når der ikke er noget momentum at rulle videre på, og det kan godt lidt koste, hvis Harris bliver tvunget til retningsskift, når han er nede i fart.
- Af den årsag mener jeg heller ikke, at Harris altid håndterer penetration i backfielden særlig godt. Hvis han ikke kan skifte spor og samle fart op, men bliver tvunget til at danse i backfielden, så er hans vægt, balance og tyngdepunkt ikke ret meget værd. Han skal op i fart, og så skal bowlingkuglen altså trilles ned ad bakken.
- Harris mangler både en smule change of direction og et 2nd gear til for alvor at trække fra. Hans bevægelser kan til tider godt se lidt sekventerede ud, og det er ikke altid flydende og effektivt. Det kræver, at han har lidt plads til at samle fart op for virkelig at være farlig, og det giver en form for begrænsninger på Harris' upside.
- Det skal i hvert fald nævnes, at Harris blev opereret i ryggen inden 2021-sæsonen, og selvom han kom tilbage og spillede hæderligt, så måtte han selv efter en imponerende sophomore-sæson året forinden afgive noget spilletid til blandt andre Za'Quandre White, hvilket kan sætte en slags spørgsmålstegn ved hans aktuelle draft stock.
Opsummering
Hvis man leder efter en old school, hard-nosed runner, der forstår at sætte løb op og ramme gaps med den rette kombination af tålmodighed og beslutsomhed, så er Kevin Harris et ret god bud i årets klasse. Med sine 5'10, 222 lbs kommer Harris med en velkendt og effektiv kombination af naturlig contact balance, power og evne til at bryde tacklinger, der ikke sådan lige går af mode, og jeg synes overordnet set, at Harris gør et super stykke arbejde i forhold til at maksimere sine runs, selvom han mangler noget retningsskift og eksplosivitet. Harris er måske ikke den mest polerede eller udviklede spiller i kastespillet, og i en tiltagende kasteglad liga, så tager det umiddelbart noget af Harris' værdi. Jeg vil dog ikke udelukke, at han sagtens kan begå sig både i forhold til at samle blitzes op og gribe bolde som outlet ud af backfielden, og der er noget "trygt" over Harris' skill-set. Desværre for Harris sluttede hans 2020-sæson med nogle skadesbekymringer, og i 2021 måtte han afgive nogle carries i South Carolinas backfield, der også var præget af halvdårlig runblocking til tider. På den måde kan draftprocessen godt være lidt nådesløs, og NFL er i høj grad et spørgsmål om "what have you done for me lately", men jeg synes, at Harris' fysiske forudsætninger, gode vision og evne til at afslutte løb med god fysik giver ham en god chance for at finde fast og fornuftig spilletid i ligaen.
NFL Comparison: Carlos Hyde / Damien Harris