Turnovers har der ikke været mange af fra Martin Emerson i hans tre sæsoner hos Mississippi State, men han har også spillet i et system, der har mere fokus på at forhindre store spil – og det har Emerson generelt været god til.
Martin Emerson er vokset op i Pensacola i Florida, og var rangeret som et tre-stjernet recruit ud af den lokale Pine Forest High School. Her tiltrak han sig tilbud fra bl.a. Miami og Ole Miss, men valgte at acceptere det han fik fra Mississippi State.
Som true freshman spillede han i alle holdets 13 kampe, herunder fem fra start og leverede undervejs den eneste interception i sine tre år på universitetet. Han fastholdt starterjobbet henover de næste to sæsoner, og selvom det i 2020 ikke blev til en interception, samlede han 11 forsvarede kast sammen i 11 kampe i en flot gennembrudssæson.
Alder ved draften: 21 år (27. september 2000)
Højde: 6ft 2in (188 cm)
Vægt: 200 lbs (91 kg)
Styrker:
- Med sine 6’2 og 200 lbs har Emerson noget nær ideel størrelse til positionen, og han forstår at bruge sin længde.
- Som det står i indledningen, har Emerson spillet i et system, der mere end noget andet har fokus på at forhindre store spil, og det har kostet nogle muligheder for selv at lave de store spil. Hans 11 forsvarede kast i 2020 vidner dog om en spiller, der absolut er i stand til at conteste, så der skulle være grobund for optimisme i forhold til at han kan levere flere interceptions, selvom han næppe bliver en ren turnovermaskine.
- Med Mississippi States fokus på at holde spillet foran sig, har Emerson ikke spillet oceaner af mandsopdækning, men han har nogle fine reps i press – og han har både den fysiske spillestil og de lange arme til at kunne fungere godt hér – og ellers trives han generelt rigtig fint i zoneopdækning, hvor han kan følge og angribe spillet. Han udviser god awareness og spilforståelse når han spiller zone.
- Emerson spiller med god vilje i løbespillet, og selvom tacklingerne til tider svigter – med noget coaching burde der dog være potentiale for at forbedre det med de lange arme han har siddende på sig – så gør han generelt god figur i run support. Generelt bør det ikke være manglende vilje, der kommer til at holde ham nede på NFL-niveau.
Svagheder:
- For en spiller på Emersons størrelse, og med den fysiske spillestil han lægger for dagen, er hans play strength lidt skuffende – ikke at han decideret mangler styrke, men jeg ville forvente mere af en spiller på hans størrelse. Han bliver til tider skubbet lidt rundt i løbespillet, og selvom han arbejder hårdt for at komme af blokeringer, mangler der lidt teknik og evne til at få det gjort kontinuerligt.
- De atletiske evner er fine, men han slår mig ikke som en spiller, der kommer til at teste lidt fra toppen af årgangen. Han mangler også noget topfart og jeg vil være positivt overrasket hvis han kommer under 4,50 på sin 40.
- Spillestilen kan både arbejde for og imod Emerson. Mens han uden tvivl kan vinde noget på det, fx ved line of scrimmage i press, så er der også en tendens til at blive lidt for fysisk ned ad banen, og han kan til tider tage nogle dumme chancer, der giver bagslag.
- Emersons skill-set sætter umiddelbart lidt begrænsninger på hvilke hold han passer til. Han skal ikke til et hold, der hovedsageligt spiller mandsopdækning, men et mandskab med en del Cover-3 – eller Cover-2 – bør have interesse i ham.
- Den ene interception i karrieren stikker ud. Uagtet at systemet ikke for alvor tilgodeser at han skal lave talrige interceptions, så er én stadig i underkanten. Til sammenligning havde Cameron Dantzler, der ramte ligaen i 2020 efter tre sæsoner hos Mississippi State, fem interceptions i 31 kampe – Emerson har én i 36 opgør, og den ene kom i hans blot anden kamp; altså 34 kampe på stribe uden en interception. Det er for lidt, hvordan man end vender og drejer det.
Opsummering:
Efter at have læst lidt om Emerson inden jeg satte hans tape på, gik jeg ind med ganske pæne forventninger, men jeg kan ikke i ramme alvor sige at de blev opfyldt. Emerson er en fin spiller, der sagtens kan blive en habil starter på NFL-niveau, men jeg vil personligt ned i tredje runde før jeg begynder at overveje at tage ham – og jeg vil ikke afvise at der er hold, der er klar til at slå til allerede i anden runde. Det er for tidligt til min smag. Han har størrelse og længde, der ikke kan læres, og en spillestil, der er let at sætte pris på, men han er scheme-specific og mangler noget styrke og nogle playmakerevner, og det trækker graden lidt i den gale retning.
NFL Comparison: Trayvon Mullen
Opdateret 12/01/2022
- Peter Meier Jensen