Sam Williams har masser af fysisk potentiale i sit spil, men off field-ting og spillet på banen efterlader også en lang række spørgsmålstegn, holdene skal forsøge at besvare, inden de vælger Williams i årets draft.
Sam Williams er født i Montgomery, Alabama. Han var ikke college-klar efter high school, så han bruge to år på Junior College (JUCO). Herefter var han rangeret som et 4-stjernet JUCO-talent, der havde interesse fra store skoler som Oregon og Tennessee, men altså valgte Ole Miss.
I sin første sæson hos Ole Miss startede Williams seks kampe og bidrog ellers som rotationsspiller i en sæson, der kastede seks sacks af sig. I 2020 blev det til ni kampe i den corona-plagede sæson, og her lavede Williams fire sacks. I 2021 toppede Williams sine personlige rekorder, da han producerede 12,5 sacks i sæsonen.
Forud for 2020-sæsonen var Williams suspenderet i et par måneder, mens han var anklaget for et seksuelt overfald. Anklagerne blev dog droppet, og Williams fik derfor lov til at vende tilbage til holdet kort før sæsonstart.
Alder ved draften: 23 år (31. marts 1999)
Højde: 6ft 4in (193 cm)
Vægt: 265 lbs (120 kg)
Styrker
- Sam Williams har et godt pass rusher build med en solidt og kompakt overkrop, der efterlader en lille overflade at blokere, og nogle arme, der ser ud til at være ret lange. Der er god masse og fylde i underkroppen, og han har nogle store og kraftfulde lår, der giver et indtryk af power og eksplosivitet.
- Williams besidder rigtig god fart og eksplosivitet, og han kan virkelig løbe, når han kommer op i fart. Jeg forventer en ret god 40 yard dash, og generelt har Williams eksplosivitet til at true udvendigt på fart.
- Jeg tror, Sam Wililams har ret fin agility og evne til at skifte retning. Jeg skriver dog 'tror', fordi han ikke virker til at have lært at optimere sine retningsskift og sin evne til at runde hjørnet optimalt med et lavt tyngdepunkt. I glimt synes jeg dog, at man ser, at han kan skifte retning og lave nogle ret fine reaktioner.
- Når teknikken er med ham, kan man se, hvordan Williams kraftfulde underkrop kan genere en masse power. Har nogle imponerende spil hist og her, hvor han viser sublim styrke og virkelig får skubbet tackles ud af balance. Potentiale til at være en giftig speed to power rusher.
Svagheder
- Lad os starte med en af de ting, jeg nævnte i forbindelse med styrkerne. Sam Williams er måske fleksibel nok, men han har ikke lær at runde hjørnet optimalt. Han kommer ikke ned i knæene, og hans overkrop og hofterne forbliver oprejste og stive. Skal arbejde på at dreje/skrue sig rundt om tackles.
- Generelt savner man i høj grad teknik hos Williams, når han pass rusher. Der er sjældent en egentlig plan, og han bruger sine hænder alt for lidt og ineffektivt. Tillader bare at tackles kan komme ind i brystet på ham alt for let, og hele hans pass rush approach savner modenhed og teknisk snilde.
- Williams spiller med for højt et tyngdepunkt i alle faser af spillet. Som pass rusher gør det arbejdet for tackles for let, da de let kan finde hans bryst og stoppe hans momentum. I løbespillet gør det hans anchor meget upålideligt, så han for ofte bliver skubbet rundt. Skal lære at spille med et bedre tyngdepunkt, hvis han skal blive en NFL-starter.
- Ovenstående punkt om tyngdepunktet gør det svært for Williams at være disciplineret og holde sit gap i løbespillet, men hans generelle beslutninger og processing i løbespillet er heller ikke god nok. Han løber sig selv ud af for mange løbespil, fordi han kommer på den forkerte side af en blokering, eller han lige prøver at springe over, hvor gærdet er lavest. Der mangler noget disciplin.
- Til sidst vil jeg påpege, at Williams til tider havde en nedern og opgivende attitude på banen. Når holdet var i modgang var der ikke meget hustle i ham, og han ligner generelt en mand, der synes, det er sjovt at være en atlet og jagte QBs, men han ikke rigtig gider at spille teknisk og mentalt disciplineret football. Han skal ikke ende i en rodebutik, hvis han skal udvikle sig, tror jeg.
Opsummering
Jeg kan godt se potentialet hos Sam Williams. Han er ret atletisk og har noget power, som man i glimt kan se, når teknikken er med ham. Problemet er bare, at der er et godt stykke vej til, at han er en stabil pass rusher, og hans teknik, tyngdepunkt og effort i løbespillet gør ham uspillelig i den del af spillet lige nu. Hvis Williams skal blive en succes i NFL, skal han virkelig ende det rigtige sted med en træner, der kan holde ham til ilden, så Williams investerer den nødvendige til for at udfolde sit potentiale. Lykkes det, så har Williams dog også starterkvaliteter til at kunne virke i alle typer forsvar.
NFL Comparison: Underudviklet Darrell Taylor