Christian Gonzalez, CB,

Skrevet af Teis Joranger

Det er ikke mange cornerbacks, der kan bevæge sig som Christian Gonzalez, og alene hans atletiske evner, gør ham ekstremt interessant. Der er dog også masser af teknik og disciplin i Gonzalez.

Christian Gonzalez er født i Carrolton, Texas, i en colombiansk familie. Han var et fire stjernet talent ud af high school, hvor han både spillede receiver og cornerback. Han havde først valgt Purdue som sit college, men i løbet af sin sidste sæson i high school skiftede han valg til Colorado på trods af interesse fra Alabama, Notre Dame og Ohio State.

Hos Colorado blev han starter allerede i sin første sæson, hvor han spillede alle seks kampe i den corona-forkortede sæson. Her blev det til 20 tacklinger og to kast slået ned. I 2021 startede han 12 kampe for Colorado og lavede 53 tacklinger og slog fem kast ned. Inden 2022-sæsonen skiftede han til Oregon, og her brød han for alvor igennem med 51 tacklinger, fire interceptions og syv kast slået ned i 12 kampe.

Alder ved draften: 20 år (28. Juni 2002)
Højde: 6ft 2in (188 cm)
Vægt: 201lbs (91kg)

Data om Christian Gonzalez

Postition: CB

Styrker
  • Christian Gonzalez er en høj og lang cornerback med de mål, som man leder efter i en sand shutdown corner. Han er derudover godt bygget med fin masse og en god kropsbygning, og selvom han kun er 20 år, ser han NFL-klar ud.
  • Atletisk er Gonzalez en drøm at se på. Han har et kæmpe fartoverskud, og han ser næsten aldrig ud til at være presset på sin fart. Følger bare med receiverne uden besvære. Derudover er han bare smooth og elegant at se på i sine bevægelser, og han skifter retning problemfrit og flydende. En virkelig imponerende atlet.
  • I press coverage er han dejlig tålmodig, og han stoler 100% på sine atletiske evner. Har quickness og størrelse til både at forstyrre receiveren, men også mirror bevægelserne fra receiverne. God til at sætte sig selv i de rigtige positioner tidligt i snappet.
  • Jeg kan godt lide Gonzalez' evne til at blive i baglommen på receiverne. Han panikker ikke i opdækningen, men forbliver bare tålmodigt med receiveren, så han hele tiden er i position til først og fremmest at dække ham, men ellers spille bolden. Bliver ikke fristet til at lave unødigt kontakt med receiveren, men forbliver disciplineret og stoler på, at han kan følge med.
  • Generelt er jeg fan af Gonzalez' evne til altid at virke i kontrol. Han er teknisk og atletisk komfortabel på alle spil, og han virker til at være moden teknisk til at spille mange typer coverages uden at blive nervøs eller tage unødige risici.
Svagheder
  • I zoneopdækningen kan Gonzales godt udvikle sin fornemmelse for rummene omkring. Hvordan han forbliver i relation med resten af holdkammeraterne i henhold til ruterne omkring ham, kan godt blive lidt skarpere. Han er ikke dårlig i zone, men der kan lægges lidt mere på.
  • Største svaghed hos Gonzalez er umiddelbart hans play strength. Han har størrelsen til at kunne slås med receivere, men han er ikke så stærk ude på ruterne. Kan godt blive udfordret lidt mod fysiske receivere, der går på kroppen af ham på ruterne.
  • Når bolden er i luften vil jeg i forlængelse af ovenstående punkt gerne se Gonzalez være mere fysisk i catch situationen. Han bliver lidt for let skærmet eller kommer ikke nok ind og forstyrrer. Han skal også være bedre til at få drejet hovedet og finde bolden, så hans timing ved catch point bliver bedre. Skal generelt bare være bedre til at gøre catches sværere i gribeøjeblikket.
  • Til sidst skal han simpelthen blive en mere stabil tackler. I glimt gør han det glimrende, men der er alt for mange tackleforsøg, hvor han halvhjertet kaster sig ind i tacklingerne, uden at forblive i kontakt med jorden eller få krop med i tacklingerne. Rene armtacklinger går bare ikke, og der skal mere kraft og villighed i det.
Opsummering Draftjungletrommerne er blevet stærkere og stærkere i løbet af efteråret med Christian Gonzalez, og det tager ikke mange minutter at finde et par årsager. Det er ganske få cornerbacks, der i college eller NFL, har atletiske evner på niveau med Gonzalez. Han er ekstremt elegant og har et fartoverskud godt nok til at følge med nærmest alle receivere. Det har han i en krop med fin længde, og fysisk er der derfor ikke noget at klage over. Derudover er han teknisk rigtig velfunderet, og han har en god disciplin over sit spil, som man ikke altid ser i college. Der er nogle ting, han skal arbejde på, hvoraf det mest tydelige er hans play strength, især i gribesituationen, men overordnet set er han bare en virkelig talentfuld cornerback, der dækker godt op. Det lugter af et førsterundevalg, og den øverste halvdel virker bestemt også fair. NFL Comparison: En høj version af Denzel Ward