Fire sæsoner som en væsentlig bidragsyder på Alabamas defensive linje har klædt D.J. Dale godt på teknisk til at tage springet til NFL, men hvad er det bedste fit for ham, og kan han overkomme sin mangel på længde og atletiske evner?
D.J. Dale er født og opvokset i Birmingham i Alabama og gik på den lokale Clay-Chalkville High School, hvor han i en kort periode var holdkammerat med Texans' wide receiver Nico Collins. Som et fire-stjernet recruit skortede det ikke på tilbud til Dale, der bl.a. havde mulighed for at vælge Tennessee, Ole Miss og LSU, men i sidste ende valgte at blive i hjemstaten, hvor valget faldt på University of Alabama over Auburn.
Fra starten af sin freshmansæson trådte Dale ind som starter på Alabamas defensive linje, og han startede i alle ti kampe han spillede i 2019-sæsonen. I 2020 startede Dale i 11 af de 13 kampe han spillede, efterfulgt af 12 af 13 i 2021, inden han i sin seniorsæson var vippet af pinden som starter, men fik 20+ snaps i alle tolv kampe han spillede.
Set over de fire sæsoner blev det til 5,5 sacks og 10,5 tackles for loss, mens Dale kom først over tre fumbles.
Alder ved draften: 22 år (30. oktober 2000)
Højde: 6ft 1in (185 cm)
Vægt: 302 lbs (137 kg)
Styrker
- Dale er ikke specielt høj for en interior lineman, men han er bygget relativt kompakt for sin højde. Han ligner ved første øjekast en spiller der er lidt tungere end de 302 lbs han vejede ind til ved Combine.
- Dét der for alvor springer i øjnene på én når man ser Dale, er hvor hurtigt han kommer ud af sit stance. For en spiller, der ikke umiddelbart ligner en pass rush-trussel fra indersiden, er det påfaldende hvor stærkt han kommer afsted, og kæmper man med at få identificeret ham på Alabamas linje pre-snap, så er man typisk ikke i tvivl om hvor han er, når bolden er snappet.
- Hænderne er superaktive, og besidder også noget god styrke, som han bruger til at hjælpe sig vej forbi sin direkte modstander. Generelt er Dale relativt velfunderet fra et teknisk perspektiv, men det er især hænderne der skiller sig ud i positiv retning på den front.
- Den begrænsede højde giver Dale et lavt tyngdepunkt, og han bruger det til sin fordel i løbespillet, til at være "lowest man".
Svagheder
- Man kommer ikke udenom at Dale er undersized. Han mangler helt enkelt højde og længde, og trods sit relativt kompakte build mangler han også noget styrke.
- Den manglende styrke sætter nogle begrænsninger for Dale. Han er ikke bygget til at two-gappe, han bliver - trods sit lave tyngdepunkt - flyttet lidt for let i løbespillet, og hans bull rush er ineffektivt.
- Jeg ved ikke om jeg decideret vil kalde Dale en tweener, men han er lidt fanget mellem positioner, og jeg kan være bekymret for om der er et helt oplagt fit for ham. Han mangler noget masse og styrke til at kunne spille nose tackle, han skill-set virker ikke til at passe ret godt til at spille 5-tech, og som 3-tech virker han - trods sit stærke første skridt - til at være for tung, og hans testing ved Combine taler heller ikke for at han er nogen særlig god atlet, der kan vinde på den front på indersiden. Så på én og samme tid er han både undersized og oversized i forhold til at finde det rette fit, og spørgsmålet er om man kan få fundet det rette niveau til ham, der tillader ham at blive succesfuld på en enkelt position.
- Kan Dale få bygget lidt flere pass rush moves på, er der dog noget potentiale for at han kan finde succes som en one-gap penetrator, men han ligner kun en rotationsspiller. Hos Alabama har Dale også kun spillet i en rotation, og det er ret få kampe han har spillet hvor han overhovedet har spillet størstedelen af holdets snaps.
- Dale har kæmpet med diverse skader, og selvom de ikke har kostet ham mange kampe, har han misset opgør i hver eneste sæson han har været hos Alabama. Da det ikke er noget kronisk eller nogle alvorlige skader tror jeg ikke det vil koste ham nævneværdigt, men det rejser alligevel lidt spørgsmålstegn ved hans holdbarhed - ikke mindst med tanke på at han typisk kun spiller 30 snaps pr. kamp.
Opsummering
Spillere fra Alabama vil næsten altid trække lidt opmærksomhed, og mens der næppe er tvivl om at Dale er et valg til tredjedagen, så bør hans pedigree og tekniske færdigheder sikre at han bliver valgt. Der er nogle klare begrænsninger i hans spil, og det hold der vælger ham skal have en klar idé om hvordan de vil bruge ham. Personligt ser jeg ham som en subpackage interior rusher, men jeg vil ikke afvise at NFL kan se ham som noget andet. Der kan være behov for enten at bulke op eller trimme vægten lidt for at få mest muligt ud af ham, men jeg synes i hvert fald det vil være lidt ærgerligt at smide mere vægt på ham, og risikere at ødelægge hans største styrke - det gode get-off. Hvis alt går vel kan Dale måske udvikle sig til en spiller a la Javon Hargave (dog næppe på samme niveau), men jeg tror mest på at han bliver en rotationsspiller, der ikke kommer til at se nævneværdigt med spilletid, men måske kan hænge fast på nogle af de yderste pladser på et roster i en del år. Det lugter af et midt-/slut-tredjedagsvalg.
NFL Comparison: Ian Williams