Når man er så lille, som Deuce Vaughn er, så handler det om ikke at give kritikerne den mindste grund til at sige, at man er FOR lille. Måske derfor spiller eksplosive og alsidige Vaughn som var karrieren på spil snap efter snap.
Christopher Matthew “Deuce” Vaughn II kommer oprindeligt fra Fayetteville, Arkansas, men flyttede en hel del rundt i sin barndom, da faderen coachede college football - han er i øvrigt nu scout for Dallas Cowboys i NFL. Vaughn-familien slog sig dog imidlertid ned i Round Rock, Texas, hvor Deuce gik på Cedar Ridge High School, hvor han både spillede football og løb track. Som senior brød han skolerekorden for flest rushing yards med 1.940 yards. Vaughn var ud af high school et 3-stjernet recruit med tilbud fra fx Air Force, Army, Arkansas, Missouri og USF. Valget faldt dog på Kansas State.
Her kom Vaughn allerede i aktion som freshman og blev også starter i løbet af sæsonen. I alt blev det til 642 rushing yards og 7 touchdowns på 123 løb, mens han tilføjede 434 yards og 2 TD på 25 receptions i kastespillet. Året efter blev Vaughn fast starter og kvitterede med hele 235 løb for 1.404 yards, 18 TD og 468 yards yderligere i kastespillet på 49 bolde. Også i 2022 var Vaughn Wildcats’ helt store våben og løb bolden 293 gange for 1.558 yards og 9 TD, mens han med 42 grebne bolde for 378 yards og 3 TD også var en vigtig faktor i kastespillet.
Alder ved draften: 21 år (2. november 2001)
Højde: 5ft 5in (165 cm)
Vægt: 179 lbs (81 kg)
Styrker
- Når man ser tape med Vaughn er det meget tydeligt, at han er lille - mere om det senere. Dog ser han faktisk ret solidt bygget ud, og han er relativt komptakt. Spiller heller ikke nær så klejnt, som han ser ud, og han vil klart være en spiller, man godt kan regne med tør bokse over sin egen vægtklasse.
- Vaughn spiller med et fuldstændig uhørt tyngdepunkt, og benene kører til tider som små trommestikker. Han er fantastisk agil, væver, eksplosiv og hurtig i alt, han gør. Tør spille tæt på både holdkammerater og modstandere og har twitch, tyngdepunkt, balance og lateral agility til at juke folk ud af skoene.
- Engang imellem skal Vaughn være lidt mere beslutsom - især når han bevæger sig øst/vest, men jeg kan faktisk godt lide Vaughns patience og evne til nærmest at forsvinde bag linjen, inden han pludselig eksploderer gennem et gap. Her gør han nærmest sin størrelse til sit største våben, for han skal ikke bruge mange centimeters dagslys, før han smutter igennem og gør det ubehageligt for linebackers på second level.
- Vaughn spiller lidt, som var der lige kommet et 5-stjernet RB-recruit ind på holdet og truede hans plads. Selvom han er lille, så er han ikke bange for at diske ud, sænke hjelmen eller forsøge at lave en bule i modstandere, når fx de skal tackle ham på ydersiden eller nede ad banen. Super effort.
- Det bedste ved Vaughn er næsten hans alsidighed. Med hans størrelse in mente, så var det nok nødvendigt for Vaughn at kunne bidrage som andet end rendyrket RB. Heldigvis for Vaughn er han en super smooth receiver med farten til at true linebackers og safeties både vertikalt og horisontalt. Er ikke bare en dumpoff-back og kan løbe reelle ruter ud af backfielden eller slotten. Sælger breaks og får linebackers til at overcommitte på eksempelvis wheel routes og kan blive et uhyggeligt bekendtskab i kastespillet.
Svagheder
- Here goes: Deuce Vaughn er den laveste spiller, der er målt til combine, siden man begyndte at føre officielle data i 2003. Så af alle de små spirrevipper, der har været igennem systemet de sidste 20 år, så er Vaughn den mindste. Når man er så lille og lav som Vaughn, så handler det nærmest om ikke at gøre noget, der får evaluators til at sige, at du er FOR lille. Det synes jeg faktisk, at Vaughn lykkes med, men dermed ikke sagt, at hans størrelse ikke er en hæmsko på tidspunkter.
- Vaughn er ikke bleg for at løbe op gennem midten, men engang imellem tager han nogle ordentlige hits. Det er tit sent på spil, at han får sig en ordentlig flyvetur, bliver ragdolled lidt ekstra eller simpelthen bliver slugt levende. Indtil nu har han vist, at han kan holde til det, men tager godt nok nogle tæsk.
- Der er nogle tilfælde som receiver, hvor man godt kan se, at Vaughn er en lille target med ekstremt korte arme. Han har ikke meget catch radius, hvis bolden er upræcis, så selv dump offs under pres skal være relativt meget indenfor skiven, hvis han skal hive dem ind.
- På grund af hans størrelse er han også et problem i pass protection. Faktisk er han mere end villig, og der er tilfælde, hvor han er aggressoren og kommer op og cutblocker ondskabsfuldt, fører som leadblocker eller andet - men han vil altid være et mismatch for blockers. Han bliver overpowered, mangler længde og kan simpelthen ikke forventes at blokere en mod en. Til gengæld kan han chippe og release.
Opsummering
Deuce Vaughns tape er noget af det sjoveste, jeg har set længe. Han er lille, kompakt, agil, eksplosiv og spiller med 100% hjerte på hvert spil. Det er svært ikke at være enormt imponeret og virkelig roote hårdt for, at Vaughn også kan få succes i NFL. Der skal nok sidde nogle og afskrive ham alene på sin størrelse, men det ville ærligt talt både være en skam og ekstremt dårlig proces. Jeg vil nemlig påstå, at Vaughn nærmest har gjort sin ekstremt korte statur til en styrke i sit spil, og så kan det godt være, at han ikke er den mest oplagte goal line back eller workhorse, men han er ekstremt eksplosiv, skifter fantastisk retning - og ved at han er low man hver gang. Tilmed er han en naturlig faktor i kastespillet, hvor han løber fine ruter og forstår at angribe forskellige dybder. Det er ikke for sjov, at kommentator Beth Mowins under et live broadcast kom til at kalde ham for Sproles. Vaughn minder nemlig ekstremt meget om Darren Sproles, der også kom fra Kansas State. Kort sagt: Kan man se gennem fingre med at have den laveste spiller i NFL på sit hold, så har man muligvis fundet sig en ægte Pocket Rocket. Og i et NFL, hvor coaches er bedre end nogensinde, til at scheme space, så er det værdifuldt nok til, at jeg ville begynde at overveje Vaughn allerede på andendagen. Mismatch-spiller.
NFL Comparison: Darren Sproles