Dorian Thompson-Robinson, QB,

Skrevet af Peter Meier Jensen

Efter fem år som starter for UCLA er Chip Kellys seneste skud på QB-stammen klar til at prøve sig af i NFL. Evnerne som runner er glimrende, men hvad kan han som passer?

Dorian Thompson-Robinson er født i Columbia, South Carolina, men familien flyttede siden til først Tallahassee i Florida og siden Las Vegas i Nevada. Han spillede sin high school-football på Bishop Gorman High School, der har fostret flere NFL-spillere i årenes løb – herunder Ronnie Stanley, DeMarco Murray, Brevin Jordan og Jalen Nailor. Her var han i de første år fanget bag den senere højt rekrutterede Tate Martell (5-stjernet recruit, der skuffede fælt i college, hvor han måtte se sig holdt i en reserverolle bag Dwayne Haskins hos Ohio State, inden Justin Fields transferede til skolen og slog ham i kampen om starterjobbet; efter at være skiftet til Miami med forhåbninger om et starterjob dér, måtte han se sig slået af freshman Jarren Williams), inden han som senior overtog starterjobbet. Han havde bl.a. Cedric Tillman Jr. som et af sine våben, mens en anden spiller fra årets draft, cornerback Kyu Blu Kelly, linede op på den anden side af bolden til træningerne.

”DTR” var rangeret som et fire-stjernet recruit ud af high school, og havde – allerede inden han fik starterjobbet – trukket tilbud fra powerhouses som Alabama, Georgia og LSU, men han valgte i sidste ende mellem Michigan, hvor hans mor havde gået, og UCLA, og han committede til sidstnævnte, og holdt fast i den commitment selv efter head coach Jim Mora Jr. blev erstattet af Chip Kelly.

Over fem sæsoner blev det til 50 optrædener med 48 af dem fra start, og han valgte at gøre brug af den mulighed for at tage et ekstra år i college, som spillere blev tilbudt i kølvandet på coronapandemien. Han sluttede karrieren med 10710 passing yards, 88 touchdowns og 36 interceptions, foruden 1827 rushing yards og 28 touchdowns på jorden.

Alder ved draften: 23 år (14. november 1999)
Højde: 6ft 2in (187 cm)
Vægt: 203 lbs (92 kg)

Data om Dorian Thompson-Robinson

Postition: QB

Styrker
  • Thompson-Robinson kommer med uhyre stor erfaring, som en fem-årig starter i PAC-12, og han har vist løbende forbedring sæson for sæson, kulminerende med en 2022-sæson med 39 totale touchdowns – 27 kastet, 12 løbet ind.
  • Selvom Chip Kellys system er ret quarterback-venligt, så har DTR ikke på samme måde som mange andre college-QBs været ”dirigeret” fra sidelinjen. Han har haft frihed til at lave checks ved linjen, vælge det rette spil baseret på hvordan forsvaret liner op, og har også vist sig i stand til at gå gennem progressions.
  • Man vil ikke forveksle Thompson-Robinson med hverken Justin Fields eller Lamar Jackson som runner, men han er en særdeles mobil quarterback, der har glimrende instinkter når han løber, og også bruger benene effektivt til at købe sig tid til at få kastet bolden.
  • Som passer har Thompson-Robinson meget fin armstyrke og han kaster bolden med god fart og viser også evnen til at få presset bolden ind i nogle af de små vinduer. Han er en reel dual-threat.
Svagheder
  • Det er svært at se sig fri for at DTR er mindre end optimalt, og mens størrelse på positionen slet ikke betyder hvad det har gjort, så kan det godt give anledning til lidt bekymring, at hans statur er ret spinkel. Han løber som nævnt dygtigt og undlader at tage unødvendige hits som runner, men med hans frame kan man hurtigt sidde med hjertet i halsen når han løber bolden. Gennem sine fem år hos UCLA har han kun misset to kampe pga. skader – én i 2019 pga. en benskade og én i 2021 pga. en fingerskade – men han har også spillet gennem flere skader i løbet af årene.
  • Som nævnt tidligere er Chip Kellys system ret quarterback-venligt, og produktionen har været hjulpet på vej af mange screens og korte kast, der ikke nødvendigvis stiller de store krav til den quarterback, der eksekverer dem. Det er ikke i sig selv et rødt flag, og DTR har vist ting der går længere end mange andre fra Kellys system, men tingene har været gjort relativt let for ham, og han er ikke vant til at eksekvere et angreb med mange af de rutekoncepter, der – selvom NFL har taget college-elementer til sig i højere grad over det seneste årti – vil være relevante i NFL.
  • Teknisk lader Thompson-Robinson en del tilbage at ønske. Han har et dejligt, hurtigt release, men fodarbejdet er rodet og skaber unødvendige problemer for ham. Det er ganske givet også en medvirkende forklaring på hvorfor hans præcision ned ad banen lader meget tilbage at ønske.
  • DTRs beslutningstagen kan være frustrerende. For en spiller med så stor erfaring er det frustrerende hvordan han kan have tendens til at vælge det svære kast frem for at tage hvad forsvaret giver ham. Det sætter bolden unødvendigt på spil – noget hans ti fumbles i 2022 absolut også gør – og for en spiller, der først og fremmest skal sig sikre en plads i NFL som backup, er det absolut ikke optimalt at man ikke passer bedre på bolden.
Opsummering Selvom jeg ikke følger college football tæt udenfor draft season, så har jeg kendt til Dorian Thompson-Robinson i flere år, men jeg har været meget i tvivl om hvad jeg skulle forvente af ham. Jeg har set ham i aktion i flere af de tidligere drafts når jeg har set enten prospects fra UCLAs angreb eller defensive spillere, der har spillet mod UCLA, og uden at have holdt nøje øje med ham, har indtrykket været meget varieret. Efter nu at have dedikeret noget tid til rent faktisk at se ham spille, så er indtrykket stadig meget varieret. Jeg kan sagtens se noget potentiale i hans playmakerevner og en spiller med hans evner som runner er i min optik en god ting at have i en backup – det giver noget at falde tilbage på, hvis det kniber med at kaste bolden, kan åbne playbooken lidt og give forsvaret noget mere at tænke på, at de også skal holde øje med om quarterbacken tager benene på nakken – men jeg kan ikke se mig fri for at DTR som passer er en frustrerende oplevelse. Der er nogle glimrende high’s på hans tape, men altså også flere irritationsmomenter, og tvivlsomme beslutninger jeg ikke vil forvente af en spiller med fem års startererfaring. For mig er han klart en backup i NFL, og jeg vil ikke slå til før på tredjedagen. Jeg vil dog ikke afvise at et hold kan finde på at slå til mod slutningen af dag 2, selvom jeg også vil forvente at vi skal ud på lørdagen før han bliver valgt. NFL Comparison: Tyler Huntley