Skader har kostet for det tidligere fem-stjernede recruit, men talentet er der, og han har været spillet mod topmodstand i college footballs stærkeste konference
Eli Ricks er født og opvokset i Rancho Cucamonga i udkanten af Los Angeles i Californien. Han startede sin high school-karriere hos Mater Dei High School, hvor han bl.a. var holdkammerat med Bryce Young. Inden sit senior year skiftede han til IMG Academy i Bradenton i Florida. Ud af high school var han nogle steder rangeret som et fem-stjernet recruit, og kunne vælge og vrage mellem tilbud fra alle de store skoler. Valget faldt på LSU over bl.a. USC og Alabama.
Ricks kom stærkt fra land og startede syv kampe som freshman i en sæson, hvor han havde fire interceptions og returnerede to af dem for touchdown. Efter en 2021-sæson, der blev afsluttet før tid af en skulderskade, valgte han at transfere væk – muligvis på baggrund af at head coach Ed Orgeron, der havde recruitet ham, var blevet fyret – og valget faldt i sidste ende på Alabama, hvor han blev genforenet med Bryce Young og landede hos dét program han mente ville klæde ham bedst på til at være klar til NFL.
Skader plagede også 2022-sæsonen, hvor han i ni kampe – herunder fem fra start – holdt modstanderne til ni catches på 16 targets og havde fem forsvarede kast, men dog ingen interceptions.
Alder ved draften: 21 år (26. september 2001)
Højde: 6ft 2in (188 cm)
Vægt: 188 lbs (85 kg)
Styrker
- Med sin højde og længde er Eli Ricks bygget til positionen, og han bruger sine lange arme ganske effektivt i press.
- Ricks har skill-settet til at kunne begå sig i alle typer af opdækning. Han har solide instinkter i zoneopdækning til at lave spil på bolden, og han har fine mirror-evner i man coverage. Hans bedste fit ligner dog for mig at være i cover-3.
- Selvom det blot er blevet til én interception over de seneste to sæsoner, har Ricks bevist at han kan lave de store spil. Fire interceptions som true freshman, herunder to pick-sixes, skal ikke underkendes, og jeg er ikke nævneværdigt bekymret over fraværet af store spil over de seneste par år. Det handler i min optik mere om stabilitet end evner.
- Over 707 coverage snaps på tre sæsoner i college footballs stærkeste konference – og med flere skader undervejs – tillod Ricks blot 30 catches på 64 targets, for 450 yards og tre touchdowns, mens han altså havde fem interceptions og ti forsvarede kast.
Svagheder
- Jeg har teaset det lidt under styrkerne, men der mangler noget stabilitet i Ricks’ spil. Skader har ganske givet påvirket det, og et skifte til et nyt hold og system undervejs er heller ikke nødvendigvis en fordel, selvom det er en stærk trænerstab han er endt hos ved Alabama (LSU har dog været kendt som DB-U, så det er ikke fordi de ikke er i stand til at træne defensive backs). Der skal arbejdes med nogle tekniske ting både i hans arbejde ved line of scrimmage i press og fodarbejdet, for at få optimeret hans evner.
- De 188 lbs som Ricks målte ind på ved Combine er også lidt til den lette side for en spiller på 6’2”, og selvom jeg generelt godt kan lide hvordan Ricks gerne vil spille med noget fysik, så vil lidt mere tyngde kunne hjælpe ham når han liner op overfor nogle af de større og mere fysiske receivers, så han ikke bliver overrumplet af deres fysik.
- Fra et atletisk synspunkt halter Ricks lidt efter en stor del af den øvrige cornerback-klasse. Om det vil afspejle sig i hans testing skal jeg lade være usagt, men på tape er der nogle begrænsninger, der også giver anledning til lidt bekymring omkring hvordan han kan fungere bedst i NFL. Ricks’ long speed er ikke overvældende god, han virker lidt stiv i hofterne og ser generelt ikke voldsomt twitchy ud. Man kan godt overkomme nogle af de ting, men det gør det dét vigtigere at teknikken er på plads. Får han ikke hænderne på receiveren tidligt, vil han hurtigt halte et skridt efter når han bryder ud af sin backpedal, og han mangler recovery speed til at indhente det tabte. Manglen på twitch kan også give udfordringer mod nogle af de bedre ruteløbere.
- I løbespillet er der nogle solide flashes, men jeg synes Ricks’ effort til tider halter, og når han endelig er klar til at angribe spillet, virker han ikke altid til at få læst det rigtigt, så han tager sig selv ud af position til at være en faktor på spillet.
- En skulderskade afsluttede 2021 før tid og han missede spilletid i 2022 med først en rygskade og senere en hovedskade. Det er ikke nødvendigvis alvorlige skader, der skal give anledning til stor bekymring, men det rejser lidt spørgsmål omkring hans holdbarhed.
- Ricks blev i maj 2022 anholdt for at køre for hurtigt og besiddelse af marihuana, samt at køre uden forsikring. Marihuanasigtelsen blev senere droppet, men det er ganske givet noget holdene vil grave lidt i og forhøre ham om i løbet af draftprocessen.
Opsummering
En cornerback, der var et fem-stjernet recruit, som er 6’2” med lange arme og erfaring fra college footballs højeste niveau, er i udgangspunktet altid interessant. Og Eli Ricks besidder også nogle spændende egenskaber, der kan hjælpe ham til at få en væsentlig rolle i NFL, men der er nogle atletiske begrænsninger, og med en del misset spilletid over hans tre sæsoner hos LSU og Alabama, skal det hold der vælger ham have styr på både teknik og stabilitet. Jeg tvivler på at Ricks bliver en stor profil, men der er bestemt mulighed for at han kan udvikle sig til en solid starter. Han ligner et valg til andendagen, men jeg vil ikke afvise at han kan falde til tredjedagen. Jeg har ham umiddelbart selv som en spiller jeg ville begynde at overveje mod slutningen af tredje runde.
NFL Comparison: Brandon Facyson