Jahmyr Gibbs startede karrieren hos Georgia Tech, men efter to år tog han springet til Alabama. Her havde han god succes i 2022, hvor hans fart og evner i kastespillet for alvor satte ham på draftlandkortet.
Jahmyr Gibbs er født og opvokset i Dalton i det nordlige Georgia. Han var den førende rusher i Georgia i sin sidste high school-sæson, og han var jagtet af flere store skoler som Florida, Alabama og Georgia. Året forinden havde Gibbs dog allerede valgt Georgia Tech, og det løfte stod han ved, selvom de store skoler bankede på.
Hos Georgia Tech satta Gibbs sit navn på landkortet fra allerførste snap, hvor han returnerede et kickoff for touchdown. Herefter var han en vigtig rotationsspiller i sin første sæson, hvor det blev til 89 løb for 460 yards og fire touchdowns. Herudover greb han 24 bolde for 303 yards og tre touchdowns. I sin anden sæson blev han starter, og her løb han for 746 yards og fire touchdowns på 143 løb. Derudover greb han for 470 yards og to touchdowns.
Inden sit tredje år i college skiftede han til Alabama. Hos Alabama vandt GIbbs starterjobbet og på 151 løb han for 926 yards og syv touchdowns. Derudover greb han 44 bolde for 444 yards og tre touchdowns.
Alder ved draften: 21 år (20. marts 2000)
Højde: 5ft 11in (180 cm)
Vægt: 200 lbs (91 kg)
Styrker
- Jahmyr Gibbs er en herlig atlet at se på, når han løber. Han har imponerende eksplosivitet og kommer lynhurtigt op i fart. Han har også lækker og effortless gearing, hvor han let og ubesværet hæver eller sænker farten i sine løb. Som en veltunet racerbil, der cruiser henover græsset.
- Gibbs' topfart er virkelig god, og den er et stort våben for ham. Når han ser en åbning, eksploderer han og har det ekstra gear, der skal til for regelmæssigt at lave homeruns. Perfekt på et angreb, der kan få ham ud in space.
- I det åbne har Gibbs ikke kun god fart, men han er svær at tackle og fange for forsvarsspillere. Hans eksplosivitet og fart ødelægger vinkler, og han har glimrende lateral agility til at lave effektive moves for at undvige tacklinger.
- Jeg synes, Gibbs viser ret mange fine ting som receiver. Han løber bedre ruter end de fleste runningbacks og forstå både timing og at sætte sine moves op. Derudover virker hænderne til at være over middel, og hans fart vil være giftig i kastespillet mod linebackere og safeties.
Svagheder
- Jeg savner noget power i Gibbs' spil, og jeg synes, at han regelmæssigt bliver stoppet så snart, han bliver ramt bare med en smule kraft. Han er ikke dygtig til at holde benene kørende og få de ekstra tunge yards, og han har det klart sjovere in space, hvor hans fart kan vinde.
- I forlængelse af det, så synes jeg ikke, at Gibbs bryder ret mange tacklinger mellem tackles. Har ikke den balance, der skal til for regelmæssigt at bryde tacklinger, og han har lidt brug for plads, før han for alvor kan skabe noget på egen hånd, synes jeg.
- Jeg var lidt skuffet over Gibbs' vision som runner, og jeg synes, det er relativt sjældent, at han skaber noget på egen hånd. Giver OL ham noget plads, så skal han nok bruge sin fart og eksploderer gennem hullet, men når det bliver lidt mudret, savner jeg kreativitet. Synes derudover, at hans tålmodighed som runner og hans evne til at hjælpe sine blokeringer er under middel.
- I kastesituationer skal Gibbs ud og arbejde som receiver, og der er ingen grund til at bruge ham i pass protection. Han har bare ikke den power og mentalitet, der skal til for at være en god pass protector, og jeg ser ham ikke blive den store succes i den rolle.
Opsummering
Jahmyr Gibbs har trukket en del overskrifter hos Alabama, og mange har sammenlignet ham med Alvin Kamara op til årets draft. Selvom jeg godt kan blive begejstret over Gibbs' fart, og han bestemt havde sine momenter hos Alabama, så blev jeg alligevel ret skuffet over hans spil. Jeg savner power, hans balance er gennemsnitlig, synes jeg, og hans vision mellem tackles imponerer mig ikke. Det er tre meget begrænsende faktorer for mig, og jeg ser ikke umiddelbart en ubestridt starter, der kan gøre sig fortjent til 70-80% af snaps på et angreb. For mig lugter han mere af den ene halvdel af en runningback-duo, hvor Gibbs kan agere den hurtige type, angrebet kan forsøge at få ud in space, mens den anden halvdel skal grinde de tunge yards mellem tackles. Gibbs' arbejde som receiver mindede mig en del om Aaron Jones, men som runner mindede han mig mere om Isiah Pacheco, der dog nok har en anelse mere power end Gibbs. Jeg kan virkelig godt lide hans evner i kastespillet, og det er en del værd, men resten af pakken får mig til at tøve lidt, og jeg tror, jeg venter til tredje runde med at tage Gibbs.
NFL Comparison: Isiah Pacheco