Efter at være ankommet til Coastal Carolina som en 230 lbs tight end har Jerrod Clark slået sig navn fast som en over 50 kg tungere nose tackle, og nu er den nybagte far klar til at tage springet til NFL.
Jerrod Clark er født og opvokset i Dorchester i Massachusetts, og spillede sin high school football på Brighton High School, hvor han både spillede tight end og defensiv linjemand. Han samlede 26 touchdowns og 35 sacks sammen i sin tid på holdet, og var rangeret som et tre-stjernet recruit af 247Sports. Han blev rekrutteret til Coastal Carolina som en tight end på 230 lbs, og efter at have redshirtet sin første sæson blev han konveretet til den defensive linje i 2019, og lagde små 40 kg på. Der blev føjet yderligere til over de efterfølgende sæsoner og han spillede 2021-sæsonen på 345 lbs inden der blev trimmet lidt af til 340 lbs i 2022.
I sin første sæson som nose tackle kom Clark aldrig i aktion pga. en fodskade, men han trådte ind som starter i 2020, og startede over sine sidste tre sæsoner 35 af 38 kampe han spillede i, og i 2022 agerede han også team captain. Undervejs blev Clark mødt af modgang, og han måtte i marts 2021 gennem en operation på rygraden, der satte karrieren i fare, men han kom altså tilbage og formåede at spille i samtlige kampe i de efterfølgende to sæsoner.
Under draftprocessen i år har Clark vist sig frem ved Senior Bowl, og i slutningen af marts blev han far for første gang.
Alder ved draften: 23 år (16. november 1999)
Højde: 6ft 4in (192 cm)
Vægt: 334 lbs (152 kg)
Styrker
- Ikke bare er Clark en stor gut i højde og (især) vægt. Han er uhyre bred over skuldrene, så mens hans armlængde ikke nødvendigvis er i særklasse (spillere som Zacch Pickens, Moro Ojomo og Alabamas Byron Young har længere arme) er hans vingefang stort.
- For en spiller på 150+ kg er Clark i besiddelse af et frygtindgydende første skridt. En så stor spiller bør simpelthen ikke kunne komme så hurtigt ud af startblokken, og når man kombinerer det med hans store power i overkroppen, giver det ham bare mulighed for at overrumple en direkte modstander af snappet. Han får jævnligt skubbet en offensiv linjemand dybt ind i backfielden på sin store power.
- Motoren kører rigtig godt på Clark, og det giver ham muligheden for at få lavet nogle spil på hustle, selv hvis han ikke vinder direkte af snappet.
- Med tanke på at Clark har fået omformet kroppen fra en 230 lbs tight end til en 330+ lbs nose tackle, burde der være potentiale for at NFL-hold kan se muligheden for at få justeret lidt på vægten igen – evt. skåret lidt af den af – så han passer til præcis den rolle de foretrækker ham i.
- Flere af de ting der kan lokke ved Clark ligger i noget potentiale – og det kan så ses som både en styrke og en svaghed, så nu ryger den ind hér som sidste punkt under styrke og kan fugere som overgang til svaghederne. Han er en effektiv one-gap penetrator, der med sit første skridt og sin eksplosivitet kan komme hurtigt ind i backfielden, men det er bestemt også til at se potentialet for at han kan udvikles til en bedre pass rusher og/eller en stærk two-gapper...
Svagheder
- ... men for nu er det svært at komme uden om at Clark ikke besidder den helt store alsidighed. Han er en one-gapping nose tackle, der helst skal spille i midten af et 3-4-forsvar, og selvom han har et solidt bull rush, så mangler der nogle moves til at vinde kontinuerligt. Det begrænser ham for nuværende til en two-down rolle.
- En måske afledt effekt af at være blevet konverteret fra tight end-positionen er, at Clarks kropsbygning er noget top-heavy, og det er i overkroppen det meste af hans styrke ligger. Underkroppen er på ingen måde svag, men der mangler noget styrke til at stå imod med i den nedre del af kroppen, fx hvis han skal være en bedre two-gapper.
- Jeg savner noget bend i knæene fra Clarks side, og når han flyver ud af sit stance, er det noget foroverbøjet, hvilket åbner for at han bliver fanget ude af balance. Der er også lidt flere snaps end jeg bryder mig om, der ender med at Clark er en tur på jorden. Det foroverbøjede charge mod den direkte modstander er også medvirkende til at hovedet ikke er positioneret så Clark for alvor kan følge spillets gang.
- Fra et teknisk perspektiv, vil det være rart at se Clark få udviklet arbejdet med hænderne. Det vil kunne hjælpe ham til både at være en bedre pass rusher, komme hurtigere af blokeringer og fungere bedre som en two-gapper
Opsummering
Jeg elsker at se store bamser spille på den defensive linje. Det er ikke nødvendigvis den mest værdifulde position i football – not by a long stretch – men det er altid fascinerende for mig. Jerrod Clark er ingen undtagelse på det punkt. Det hold, der henter ham ind, skal tage en beslutning om hvordan de vil gøre brug af ham, og der kan meget vel vente endnu en omformning af Clarks krop – om end ikke helt så drastisk som den har var igennem hos Coastal Carolina – for at få ham klar til NFL. Clark er, med forbehold for nogle tekniske færdigheder, på sin vis klar til at bidrage som two-down nose tackle i et 1-gap 3-4-forsvar, men det vil næsten være synd ikke at forsøge at få udviklet nogle af de færdigheder der virker til at være gemt i ham, så han kan være en three-down spiller. Det vil formentlig kræver at han smider lidt vægt, hvilket vil kunne gøre hans stærke første skridt endnu farligere. Clark hører til på tredjedagen, men i den rette situation og med den rette udvikling, kan jeg godt se ham udvikle sig til en anstændig starter – men teknikken må og skal forbedres.
NFL Comparison: Louis Nix