Josh Whyle er en dejlig stor tight end med noget fornuftig eksplosivitet og fart, men som receiver og blocker er han ganske upoleret, og det vil måske tage noget tid, før han for alvor er klar til at få betydelige snaps i NFL.
Josh Whyle er født og opvokset i Cincinnati, Ohio. Han var et trestjernet talent ud af high school, hvor han valgte hjembyen Cincinnati over tilbud fra skoler som Auburn, Kentucky og Indiana.
Hos Cincinnati redshirtede han sin første sæson i 2018, inden han i 2019 agerede backup og greb to bolde for 51 yards. I 2020 spillede han i 10 kampe og startede enkelt og greb i alt 28 bolde for 353 yards og seks touchdowns. I 2021 startede han otte ud af 14 kampe og greb 26 bolde 332 yards og seks touchdowns. I 2022 startede han 10 ud af 12 kampe og greb 32 bolde for 326 yards og tre touchdowns.
Alder ved draften: 23 år (8. september 1999)
Højde: 6ft 6in (198 cm)
Vægt: 248 lbs (112 kg)
Styrker
- Joshy Whyle er en dejlig høj tight end, der virkelig præsenterer et dejligt stort mål for quarterbacken. Er en reel trussel ned gennem seamen og i redzone, og han vil altid være en god del højere end sin oppasser.
- Selvom Whyle er høj, så viser han egentlig fornuftige atletiske evner, og især hans build up speed er solid for en stor mand. Viser en evne true vertikalt med sin fart, og han har nok fart til at præsentere en fornuftig højde/fart-kombination, som linebackere og safeties skal respektere.
- Jeg synes generelt, at Whyles hænder virker fornuftige, og han viser en habil evne til at hente bolden ind væk fra kroppen, når den ligger højt/lavt/skævt. For en stor mand er kropskontrollen habil.
- Der er en dejlig villighed i blokeringsspillet fra Whyle, og jeg kan godt se noget potentiale i ham som blocker med lidt tid. Hans størrelse, physicality og i glimt fornuftige vinkler giver i hvert håb på sigt.
Svagheder
- Lige nu er Whyle meget høj, men ikke nødvendigvis så stor. Jeg savner noget masse og nogle muskler på Whyle, der bliver lidt for ranglet at se på lige nu. Det skinner også igennem i contestede situationer, hvor jeg gerne så ham stærkere til at skærme forsvarsspillere og angribe bolden i luften.
- Ikke overraskende for en høj mand, så er Whyle lidt tung at se på, når han skal sænke sit tyngdepunkt og eksplodere horisontalt. Er bedst når han kan løbe i en lige linje uden alt for mange hårde cuts.
- Som ruteløber, synes jeg ikke, Whyle regelmæssigt skaber separation. Hans cuts er bare ikke skarpe, og han formår alt for sjældent at sætte sine ruter op. Derudover ville jeg også ønske, at han var mere fysisk som ruteløber, så han får noget ud af sin størrelse.
- Med bolden i hænderne bryder Whyle ikke mange tacklinger, og hans tyngdepunkt er tydeligt ganske højt, hvilket gør det svært at bryde tacklinger. Derudover har han bare ikke rigtig quickness til at juke folk.
- Som blocker er der helt bestemt noget potentiale, men man må også anerkende, at der er et godt stykke vej endnu. Teknikken er meget ustabil, og hans tyngepunkt er oftest for højt. Derudover mangler han bare noget styrke som blokeringsspiller, og han kan ikke rigtig holde point of attack godt nok.
Opsummering
Josh Whyle er en dejligt høj tight end, der også har noget spændende lineær eksplosivitet og fart, som godt kan true NFL-forsvar ned gennem seams. Hans højde vil skabe nogle vinduer henover midten, og kan han arbejde med sine blokeringsevner, kan jeg godt se ham være en fornuftig TE2 eller low end TE1 med begrænset receiving upside. Der er dog også et stykke vej endnu for Whyle, og han må kategoriseres som et projekt. Jeg ville først overveje ham i fjerde eller femte runde.
NFL Comparison: Jesse James med bedre fart