Kenny McIntosh, RB,

Skrevet af Peter Meier Jensen

Georgia har sendt mange dygtige running backs ind i NFL, og mens Kenny McIntosh ikke helt kan matche kvaliteten af flere af forgængerne, skal han nok kunne finde sig en plads i ligaen.

Kenny McIntosh er født og opvokset i Fort Lauderdale i Florida, og er lillebror til defensive end R.J. McIntosh, der var et femterundevalg af Giants i 2008. Han gik på den nærliggende NSU University School - hvor spillere som quarterback Mike White og linebacker Skai Moore tidligere har spillet deres high school football. Ud af high school var McIntosh rangeret som et fire-stjernet recruit, og tiltrak opmærksomhed fra bl.a. Auburn og Oklahoma, som han havde visits hos, foruden Alabama, Ohio State og Notre Dame - blandt mange andre - inden valget faldt på Georgia.

Henover sine første tre sæsoner hos Georgia så McIntosh kun begrænset spilletid bag spillere som D'Andre Swift (valgt i 2020-draften) og Zamir White og James Cook (begge valgt i 2022-draften), inden han tog starterjobbet som senior i 2022 og roterede med Daijun Edwards. Det blev til 149 carries for 829 yards og ti touchdowns, mens han omsatte 43 catches til 505 yards og to touchdowns, på vej mod Georgias andet mesterskab på stribe.

Alder ved draften: 23 år (3. marts 2000)
Højde: 6ft 0in (184 cm)
Vægt: 204 lbs (93 kg)

Data om Kenny McIntosh

Postition: RB

Styrker
  • McIntosh er en stærk pass catcher, med naturlige hænder, og han har vist at han både kan gribe de korte bolde og omsætte nogle dybere bolde til store spil. Han har langt størstedelen af sine catches på korte bolde indenfor ti yards af - eller bag - line of scrimmage, men når endelig han bliver sluppet fri, viser han et godt burst til at ryste linebackers og komme ned ad banen.
  • Det gode burst ser man også i løbespillet. Hvis linjen foran McIntosh får åbnet et hul, rammer han det hurtigt og kan få samlet godt med yards sammen.
  • Der er noget god fysik i McIntoshs spil, og selvom han ikke decideret tromler henover modstandere, kan han godt bryde tacklinger med fysik, og han viser han et godt leg drive til at holde gang i spillet og samle lidt ekstra yards sammen selv med én eller flere mand der kæmper for at få ham ned.
  • At han kan samle de yards sammen er også en konsekvens af at McIntosh er i besiddelse af god balance. Han går ikke bare ned på første kontakt, og når han går på ydersiden får han også vist evnen til at holde spillet i live selvom en modstander får skabt kontakt.
  • På trods af at McIntosh er en senior, der har spillet i alle fire sæsoner hos Georgia, har han blot 279 carries - og 355 touches - på CV'et henover de fire sæsoner, herunder 149 (192 touches) i 2022. Der er stadig godt med mønster på hans dæk.
Svagheder
  • Atletisk er McIntosh ikke overvældende imponerende. Running back-positionen er ikke dér hvor den slags er allermest kritisk, og han har fart nok til at nå på ydersiden, men han er mere en straight-line runner end en væver back, der bryder tacklinger med hurtige cuts.
  • Løbestilen er ret upright, og det hæmmer ham til tider når han møder kontakt. Det er også med til at sætte bolden lidt på spil, og han har fire fumbles over de seneste to sæsoner.
  • Det der næsten bekymrer mig mest er dog ikke de ovenstående faktorer, men at McIntosh simpelthen bare ikke er ret hurtig til at læse spillet. Hvis ikke hullet bliver åbnet hurtigt bliver han tøvende, og danser rundt bag linjen mens han prøver at gennemskue hvor der bliver plads til at løbe hen. Og er han først kommet ned i fart, så kan det knibe lidt med at komme op i fart igen. Det kan komme til at koste en del spil for tab af yards, hvis ikke han får forbedret den del af sit spil.
  • McIntosh kan sagtens få spilletid på åbenlyse kastedowns, men modstanderne vil have en ret god idé om at han ikke bliver inde for at blokere - og hvis han gør, så er der en nogenlunde mulighed for at få skabt pres. Han er helt enkelt ikke nogen overvældende god blokeringsspiller, og er heller ikke blevet brugt som det ret ofte.
Opsummering Running backs don't matter, you can find them anywhere. Jeg er måske nok endt med en lavere grade på McIntosh end hvor han ender med at blive valgt, men selvom min grade på ham er i den senere del af tredjedagen, så er jeg som sådan ikke i tvivl om at han kan bidrage på NFL-niveau. McIntosh er en dygtig receiving back, og han kan også sagtens få spilletid som runner. Han er ikke noget specielt i den del af spillet, men han er rigeligt god til at indgå i en rotation på positionen. At han har spillet på det højeste niveau hos Georgia og ikke har overvældende mange carries med i bagagen kan sagtens blive et plus i bogen hos NFL-holdene, når han skal vælges, og jeg vil ikke afvise at han kan finde vej til andendagen, men han er i min bog ret tæt på at falde under beskrivelsen "jack of all trades, master of none" - selvom han ikke er nogen overvældende god blocker og en meget habil pass catcher. NFL Comparison: Kylin Hill