Travon Walker blev valgt først i 2022-draften grundet enormt fysisk potentiale. Clemsons Myles Murphy er ligeledes en ekstremt freaky atlet, og måske har han det største potentiale af alle, hvis han kan lægge mere på det tekniske?
Myles Murphy er født og opvokset i Marietta, Georgia, hvor han var et kæmpe talent ud af high school. Han var et 5-stjernet talent hos ESPN, og han kunne reelt vælge mellem alle skoler i landet. Her valgte han Clemson over skoler som Alabama, Georgia og Florida.
Hos Clemson blev han med det samme en profil, og i sin første sæson i 2022 lavede han 38 tacklinger og fire sacks. I sin anden sæson startede han 10 ud af 13 kampe og lavede 37 tacklinger og syv sacks. I 2022 fortsatte han i samme spor og startede 11 af 13 kampe med 40 tacklinger og 6,5 sacks til følge.
Alder ved draften: 21 år (3. januar 2002)
Højde: 6ft 5in (196 cm)
Vægt: 275 lbs (125 kg)
Styrker
- Myles Murphy er en fysisk imponerende EDGE at se på. Han er stor med dejligt lange arme, og han er bare super robust bygget. Han står listet til 275 pund, hvilket er i den høje ende for en EDGE, men han bærer dem med lethed. Meget imponerende fysik hos Murphy.
- For en mand med Murphys størrelse, så bevæger han sig med imponerende lethed og fart på banen. Han er super eksplosiv og hurtig for sin størrelse, og det er til tider decideret freaky at se. Det momentum han kan skabe på de første skridt er overvældende.
- Hvad, der næsten er mest imponerende udover Murphys fysik og eksplosivitet, er hans elegance og fleksibilitet som rusher. Han arbejder med et dejligt lavt tyngdepunkt grundet god fleksibilitet i hofter og ankler, og han har imponerende bend for en stor mand. Intet problem med at arbejde lavt, skifte retning eller lave små justeringer i sine bevægelser. Freaky atlet på alle måder.
- Det er ret tydeligt, at Murphy har en masse power i sit spil. Kombinationen af størrelse og eksplosivitet generer nogle imponerende power-højdepunkter i alle kampe. Han kan virkelig flytte folk og lave ravage, når han lander sin teknik.
- Mod løbet spiller han med et godt tyngdepunkt, og når det kombineres med hans tyngde og styrke, skaber det et bundsolidt anchor. Han er i hvert fald svær at flytte og fungerer som en solid mand ved point of attack.
- Til sidst vil jeg fremhæve Murphys attitude og fightervilje på banen. Han giver den gas på alle spil, og han tonser rundt efter bolden med en varm motor, der sjældent holder pause. Effort er en undervurderet kvalitet hos EDGE-rushere.
Svagheder
- Det er ikke sådan, at Murphy slet ikke kan bruge sine hænder, men der er stadig plads til en del forbedring. Han bruger ikke sin længde godt nok, og hans variation, timing og præcision i hans hand usage er stadig ikke så udviklet endnu. For at han skal forløse sit atletiske potentiale, skal der lægges mere på.
- I forlængelse af ovenstående vil jeg gerne se Murphy arbejde mere med power-moves og indvendige moves. Jeg synes, han angriber hjørnet for meget og prøver at vinde på fart/bend. Det er der ingen grund til med hans imponerende fysik, og han bør kunne blive en af NFL's bedste power rushere, hvis han vil det.
- Jeg synes ikke, at Murphy er langsom til at læse spillet, men hans instinkter kan sagtens udvikles mere. Der er nogle spil, hvor han akkurat er et splitsekund for langsom eller akkurat er i den forkerte position, så han ikke får lavet spillet. Med lidt bedre processing speed ville han lave dem.
- En af de ting, der ikke altid er til at forklare, er egenskaben at færdiggøre de store spil. Der er rigtig mange spil, hvor Murphy vinder over sin oppasser, men hvor han ikke får lavet spillet. Nogle gange er det tackle-teknikken, andre gange er det vinklen, nogle gange er det spilopfattelsen. Det er ikke kun én ting, men lidt ligesom Josh Allen (Jaguars) i college, så får han lidt for lidt ud af sine gode spil.
Opsummering
Sidste år gik Travon Walker som den første spiller i draften på grund af hans ekstreme atletiske evner. Jeg tror ikke, at Murphy når helt derop i freakyness, men han er ikke langt fra. Murphy er nok lidt mere udviklet som pass rusher, men kan stadig lægge meget mere på teknik. Her vil det også være rart, hvis Murphy fandt sin identitet som rusher og begyndte at bruge sin imponerende fysik endnu bedre til at smadre ting med. Der er så meget eksplosvitet og power i ham, men det er ikke altid, det kanaliseres.. Derudover havde det været skønt at se, hvis Murphy havde leveret lidt mere end 6,5 sacks i 2022, men spillet på banen var til mere, end resultaterne endte med. Potentialet er tårnhøjt for Murphy, og det vil være helt rimeligt, hvis han blev valgt i top 10 af draften.
NFL Comparison: Ziggy Ansah