Nolan Smith har altid været et stort talent, og spillet på banen indeholder også mange gode ting. Alligevel har han aldrig været over 3,5 sacks i en sæson, men er det grundet skader, Georgias system eller noget i Smiths spil?
Nolan Smith er født og opvokset i Savannah, Georgia. Han var et af de største talenter i sin årgang, og hos ESPN var det kun Kayvon Thibodeaux, der var rangeret højere. Smith havde tilbud fra alle de store skoler, men valgte at blive i hjemstaten hos Georgia.
Hos Georgia fik Smith allerede spilletid som rotationsspiller i sin første sæson i 2019, hvor han lavede 18 tacklinger og 2,5 sacks. I 2020 fortsatte han som rotationsspiller og lavede 22 tacklinger og 2,5 sacks i 10 kampe. I 2021 startede han 14 kampe og havde sin mest produktive sæson med 55 tacklinger, 3,5 sacks og tre forcerede fumbles. I 2022 nåede han at spille syv kampe, inden han blev skadet i den ottende og missede resten af sæsonen. Han nåede 18 tacklinger og tre sacks i de otte kampe.
Alder ved draften: 22 år (18. januar 2001)
Højde: 6ft 3in (191 cm)
Vægt 235 lbs (107 kg)
Styrker
- Nolan Smith er åbenlyst en strålende atlet med rigtig god eksplosivitet og masser af fart. Det er ikke tilfældigt, at han var et af de største talenter i sin årgang ud af high school, og han har fart til at være en sand speed rusher.
- Udover sin fart viser Smith virkelig fin quickness og bend i flere situationer. Hurtig i de små rum, og viser evnen til at runde hjørnet med et lavt tyngdepunkt. Fin fleksibilitet i ankler og hofter.
- Selvom Smith er en mindre EDGE, så virker hans længde faktisk udmærket, og uanset hvor lange hans arme ender med at blive mål til, så synes jeg, at han faktisk er god til at spille med god længde. Glimrende timing og evne til at placeret sine hænder og holde sit bryst fit. Både i kaste- og løbespillet.
- Smith viser faktisk overraskende fin evne til at håndtere blokeringer i løbespillet, selvom han er en undersized EDGE. Han er dygtig til at komme rundt om blokeringer og være på forkant med de offensive linjefolks blokeringer, og hans teknik er også glimrende, når det kommer til at stacke og shedde blokeringer.
- Som rusher kan jeg godt lide Smiths overblik og disciplin. Han er meget opmærksom på quarterbackens position og er dygtig til at justere sin plan til quarterbackens bevægelser. Gør at han flere gange vinder på sit 2nd move eller som minimum holder contain godt.
- Jeg kan rigtig godt lide Smiths instinkter og fornemmelse for spillet. Han er hurtigt reagerende og på forkant med spillets udvikling, og han er konstant opmærksom på trusler, og hvad angrebet forsøger at udrette. Dejlig spilintelligens.
Svagheder
- Nolan Smith står listet til at være 6fod 3inches høj og med en vægt på 235 pund. Det er ikke meget for en EDGE, og især de 235 pund vil nok være en stopklods for mange hold, der gerne vil have mere tyngde på deres EDGE. Måske begrænset til forsvar, som ikke har deres EDGEs med en hånd i jorden så ofte.
- Smiths play strength er ikke så dårlig, som man kunne frygte med størrelsen, men den er heller ikke et våben for ham. Det er sjældent, han vinder på power, og det er et element, han mangler som pass rusher. Hans momentum dør også ofte som rusher, hvis offensive tackles lander deres hænder på ham.
- Som pass rusher savner jeg et større arsenal af pass rush moves. Det er alt for meget kun i glimt, at han lander et move, og for en så atletisk spiller som ham, så savner jeg især evnen til at corner. Han er ikke god nok til at dreje sin overkrop og på den måde skrue sig rundt om hjørnet. For sjældent man ser ham runde hjørnet effektivt.
- Der vil være nogle spørgsmålstegn ved Smiths evne til at holde stand mod løbet. I college overlevede han mod løbet på teknik og spilintelligens, men mod bedre modstand kan det så kompensere for hans gennemsnitlige styrke og lidt manglende størrelse?
Opsummering
Nolan Smith var et kæmpe talent ud af high school, og selvom han har vundet to college-mesterskaber med Georgia, så kan man ikke lade være med at føle, at han har produceret for lidt med sine 11,5 sacks over fire år. Spillet på banen viser dog mange fine kvaliteter med både store atletiske evner, god spilintelligens og rimelig god teknik både mod løbet og kastet. Men hvorfor så aldrig mere end 3,5 sacks i en sæson? Det har jeg lidt svært ved at finde ud af, og måske er svaret bare Georgias system og tunge rotation, som begrænser mulighederne for deres EDGEs. Jeg tror ikke, Nolan Smith passer ind på alle forsvar, men på forsvar, hvor han kan arbejde fra en two point stance på løbedowns, ville han give fin mening. I sidste ende er potentialet stadig stort, og han bør nok vælges i bunden af første runde eller øverste halvdel af anden runde.
NFL Comparison: Bruce Irvin