Riley Moss, CB,

Skrevet af Peter Meier Jensen

En hvid cornerback? Ja, det kan blive til virkelighed, men der er også en risiko for at enhjørningen bare er en hest som nogen har sat et falsk horn på. For der kan sagtens være nogle hold der vil foretrække Moss på safety.

Riley Moss er født i Newton, Iowa, men rykkede senere til Ankeny, lige udenfor Des Moines i Iowa, hvor han gik på Centennial High School. Her kom han først som junior op på førsteholdet, som wide receiver, defensive back og returner. Som senior blev han valgt til kaptajn på holdet. Ved siden af football var Moss aktiv på atletikholdet, og vandt statsmesterskabet i 110 meter hækkeløb og satte ved et andet stævne statsrekord, og var ligeledes en del af stafetholdet der vandt statsmesterskabet i både 4x100 og 4x200 meter.

Som et to-stjernet recruit trak han noget interesse fra flere FCS-skoler, og committede til North Dakota State, men som senior viste University of Iowa – som han havde holdt med som barn – interesse, og selvom det var som grayshirt, hvor han ikke fra start ville have et stipendium, valgte han dem til. Han fik sit stipendium i efteråret af sit første år på skolen.

Over fem sæsoner – med udnyttelse af det ekstra år han havde mulighed for at tage på baggrund af COVID-19 – startede Moss 38 af 54 kampe, lavede 11 interceptions (tre returneret for touchdown) og forsvarede 37 kast, og blev i 2022 valgt til kaptajn.

Alder ved draften: 23 år (3. marts 2000)
Højde: 6ft 1in (184 cm)
Vægt: 193 lbs (88 kg)

Data om Riley Moss

Postition: CB

Styrker
  • Med over 2500 snaps i sin tid hos Iowa, er Moss en erfaren herre, og hans spilforståelse bærer også præg af at han har spillet fem sæsoner. Han er teknisk velfunderet og opmærksom på hvad der foregår omkring ham.
  • Med elleve interceptions – to i hver af sine første tre sæsoner, fire i 2021 og én i 2022 – hvoraf de tre er blevet returneret for touchdown, har Moss også vist sig at have godt blik for bolden. Han forstår hvornår han skal tage chancen for at lave det store spil, og har god succes med det. Hans erfaring som receiver og returner kommer til udtryk når han har lavet en interception, og han retter blikket mod at få lavet det store return.
  • De atletiske evner er virkelig gode, og fortiden på atletikbanen fornægter sig ikke. Hans 6,60 3-cone drill til Iowas Pro Day er i top 2 procent af alle cornerbacks siden 1987 (jf hans RAS-card), og han kan meget vel få en væsentlig rolle på special teams tidligt i karrieren, mens han arbejdet på at gøre sig fortjent til en rolle på forsvaret. Han har også god erfaring på specialt teams med næsten 600 snaps hér i sin Iowa-tid.
  • I opdækning er Moss klart på sit bedste i zoneopdækning, hvor han kan holde spillet foran sig og lukrere på de chancer der byder sig til.
Svagheder
  • Selvom Moss’ 6’1”, 193 lbs er god størrelse for en cornerback, er han noget spinkelt bygget og han har relativt korte arme. Hans spil bærer også præg af at han mangler lidt fysik, og man savner lidt styrke i hans spil – den manglende styrke og længde har også bidraget til nogle missede tacklinger. Hans evne til at vende og løbe – den glimrende tid på 3-cone drill vidner i hvert fald om et potentiale her – vil passe godt til et system med meget press, men selvom han har spillet i et system hos Iowa, der har en del press, så savner jeg noget fysik fra ham i den del af spillet, hvorfor jeg ikke føler han vil passe ret godt til et forsvar, der inkorporerer en god portion press.
  • Iowa har han primært spillet udvendigt, og det giver ham ikke den store erfaring i slotten med alt hvad dét indebærer. Han har heller ikke fået mange muligheder for at blitze, så selvom jeg ikke vil afvise at han kan klare de ting fint, så er det ikke noget han har sat på tape.
  • Både i 2019 og 2021 var Moss ramt af nogle skader. Han missede fire kampe med en hofteskade i 2019 og et overrevet ledbånd i knæet kostede tre kampe i 2021.
  • Den atletiske profil til trods, savner jeg til tider lige den sidste mængde fart på banen. Hans recovery speed er heller ikke supergod, og kombineret med nogle af de ting han gør rigtig godt, rejser det spørgsmålet om hvorvidt han i virkeligheden vil være et bedre fit på safety.
Opsummering Hvide cornerbacks er absolut ikke noget der hænger på træet. Jeg kan kun i nyere tid komme på én af slagsen – Troy Apke, der dog stort set ikke har fået spilletid på forsvaret siden han blev konverteret fra safety til cornerback – men i Riley Moss er der bestemt mulighed for at vi kan få mulighed for at se en hvid mand spille corner. Han har nogle systemmæssige begrænsninger, og det holder også hans grade lidt nede hos mig. Nogle hold skal nok se ham son en cornerback til et forsvar, der spiller meget zone, mens Moss for andre vil være en safety. Uagtet hvor fremtiden ligger, vil den dog formentlig skulle startes på special teams, mens han arbejder på at gøre sig fortjent til spilletid på forsvaret. For mig er han en mand til fjerde eller femte runde. NFL Comparison: Ross Cockrell