Roschon Johnson har gjort sig som backup-runningback i tre år, fordi Texas har haft superstjernen Bijan Robinson. Man må dog ikke underkende Johnsons talent, der sagtens kan gøre ham til en god NFL-spiller.
Roschon Johnson er født i Port Arthur i det østlige Texas. Han var et 4-stjernet quarterback talent ud af high school og havde tilbud fra en lang række store skoler. Han valgte Texas over skoler som Florida, Ohio State og Oklahoma.
Hos Texas spillede Roschon Johnson quarterback henover sommeren i sit første år, men en uge inden sæsonstart blev han flyttet til runningback, fordi Texas havde et hav af skader på positionen. Derfor fik han også en del spilletid i første sæson, og her løb han 123 gange for 649 yards og syv touchdowns. I 2020 overgik Johnson til en backup-rolle pga. Bijan Robinsons ankomst, og i den rolle blev det til 418 yards og seks touchdowns. I 2021 og 2022 fortsatte Johnson som backup bag Robinson, og Johnson producerede i de sæsoner 569 og 554 løbeyards og fem touchdowns i hver sæson. Over de fire år havde han 420 grebne yards og fire grebne touchdowns.
Alder ved draften: 22 år (31. januar 2001)
Højde: 6ft 2in (188 cm)
Vægt: 223lbs (101kg)
Styrker
- Roschon Johnson har et perfekt build som den klassiske halvtunge power back. Han er en rimelig stor gut, uden at være for stor, og så er han bare virkelig imponerende skåret. Han står knivskarpt med veldefineret muskulatur i både over- og underkrop, og hans vægtfordeling ser ideel ud.
- Selvom Johnson er en større back, så har han virkelig lækre movement skills. Han har overraskende god quickness og evne til at flytte sig sideværts. Gode cuts og en generel flydende og elegant måde at bevæge sig på. Meget let på tå og bevæger sig som en mand, der vejer 15 kg mindre.
- Det nytter ikke at have størrelse, hvis man ikke spiller til den størrelse. Roschon Johnson er bygget som en power back, og han har god power som runner. Han løber fysisk, og han straffer defensive backs. Er svær at stoppe momentum for, og han får regelmæssigt ekstra yards, når han er ved at blive tacklet.
- Til at kombinere med styrken, så har Johnson også over middel balance. Han er ikke en mand, der bryder tonsvis af tacklinger og er umulig at få ned, men han bryder en glimrende mængde tacklinger, og han skaber noget på egen hånd flere gange i løbet af en kamp pga. sin balance og power.
- I pass protection virker Johnson virkelig mange lækre ting. Han har en super sense of urgency, og modsat mange backs, som ikke rigtig ligner nogen, der gider, så er der fuld koncentration over Johnsons spil. Derudover har han et herligt pad level, når han møder rushere, og han har styrken og tyngden til at stå imod. NFL-klar pass protector.
- I kastespillet virker hænderne ret solide, og han kan sagtens fungere som en mulighed underneden. Kombineret med hans evner i pass protection kan han reelt fungere på alle typer downs.
Svagheder
- Selvom Roschon Johnson bevæger sig godt og elegant, så er det rimelig tydeligt, at han ikke er en hurtig homerun-hitter. Han har ikke det ekstra gear, og selvom jeg tror, han er hurtigere end James Conner (se sammenligningen), så vinder han ikke på fart.
- Det er lidt svært at vurdere, hvor stabilt Johnson vision er, når han kun fik 5-10 carries pr. kamp. Jeg synes, det var ret solidt, men jeg sad alligevel tilbage nogle gange og funderede over, om han er en mand, der kan skabe noget på egen hånd med hans øjne. Måske mere et spørgsmål om, at han ikke har bevist regelmæssig, god vision endnu. Ikke at han ikke sagtens kan have det.
- Johnson kan godt være svær at tackle in space pga. størrelse og power, men han er ikke som sådan en dynamisk spiller, der juker skoene af en forsvarsspiller. Han lever klart mere på balance og elusiveness, og det er også fint med hans build.
- Selvom Johnson virker til at have nogenlunde pålidelige hænder i dumpoff-situationer, så føler jeg også, at den begrænsede dynamik in space betyder, at han ikke har uanede mængder af potentiale som receiver. Det er udmærket, men han bliver nok ikke en mand, der griber for 500 yards om året.
Opsummering
Roschon Johnson har i college mest været kendt for at være superstjernen Bijan Robinsons backup. Man skal dog virkelig ikke undervurdere Johnsons talent i sig selv, og jeg synes virkelig, at han har mange fine kvaliteter som spiller. Han er en større runningback, der spiller til størrelsen og kan grinde yards mellem tackles. Han bevæger sig dog rigtig fint, og han har evnen til at skabe noget på egen hånd pga. sin balance og movement skills. Derudover er han en glimrende pass protector, der også godt kan være en udmærket receiver. Kort sagt er der reelt ikke mange huller i Johnsons spil, og selvom han måske heller ikke bliver en superstjerne, så kan jeg sagtens se Johnson blive en rigtig fin NFL-starter. Han lugter af et valg i tredje eller fjerde runde.
NFL Comparison: James Conner