Iowa har de seneste år smidt tight end profiler som T.J. Hockenson, Noah Fant og George Kittle i ligaen, og nu håber Sam Laporta at følge i deres spor med hans spændende atletiske evner og gode evner med bolden i hænderne.
Sam Laporta er født og opvokset i Highland i det vestlige Illinois. Han var egentlig receiver i high school og rangeret som et 3-stjernet talent. Han tog imod et tilbud fra Iowa over muligheder hos Central Michigan og Bowling Green.
Hos Iowa blev Laporta gjort til tight end, og han så banen allerede i sin første sæson i 2019, hvor han greb 15 bolde for 188 yards. I den corona-forkortede 2020-sæson startede Laporta fem ud af otte kampe, og her greb 27 bolde for 271 yards og et touchdown. I 2021 startede Laporta 13 kampe, hvor han greb 53 bolde for 670 yards og tre touchdowns. I 2022 fortsatte han som starter, og i 12 kampe greb han 58 bolde for 657 yards og et touchdown.
Alder ved draften: 22 år (12. januar 2001)
Højde: 6ft 3in (191 cm)
Vægt: 245 lbs (111 kg)
Styrker
- Sam Laporta viser rigtig fine atletiske evner, og hans fine combine-tal er tydelige også på banen. Er eksplosiv i sine bevægelser og kommer hurtig op i fart. Læg dertil, at hans fart er over middel, og overordnet giver han altså et indtryk af en dejligt atletisk spiller.
- Laporta viser udover sin fart og eksplosivitet og god quickness i sine bevægelser og fleksibilitet i sin underkrop. Hurtige fødder og pludselige retningsskift er regelmæssigt våben for ham, og han formår at sænke sit tyngdepunkt og eksplodere horisontalt.
- Hænderne virker rigtig pålidelige hos Laporta, og han griber det han skal og mere til. God evne til at hive bolde ind selv væk fra kroppen, og hans evne til at justere og finde boldene er over middel. Glimrende ball skills.
- Laportas største styrke er dog hans evner med bolden i hænderne. Han er virkelig svær at tackle, da han både har quickness og god balance, som gør ham svær at få fat på og svær at bringe ned. Han skaber gang på gang en god slat yards efter catchet, og det mulighed for at bruge ham mere alsidigt end mange andre tight ends.
Svagheder
- Det er ikke sådan, at Laporta er undersized, men han er ikke en stor tight end. Højde og drøjde er begge i den lave ende af spektret, og det giver en mindre catch radius. Han er ikke en mand, man kaster backshoulders eller seams routes til gang på gang.
- Som ruteløber vil jeg gerne se mere fra Laporta. Han kan godt komme ind og ud af breakes, men han sætter ikke sine ruter godt nok op. Savner nuancerne, tålmodigheden og timingen i den måde, han angriber forsvarsspillerens position på. Bliver for let at læse og for basalt til at få defensive backs på hælene.
- Ved catch point kan Laporta godt blive bedre til at angribe bolden i luften med fysik. Det er ikke altid, at han får skærmet forsvarsspilleren, og han tillader i stedet, at de kommer ind og contester catchet. Der må han gerne skære mere igennem og have en "min bold"-attitude.
- Som blokeringsspiller gør Laporta det hæderligt, og hans forståelse for blokeringsspillet virker over middel. Der er dog også en del snaps, hvor hans størrelse hæmmer ham, og hans power som blocker er heller ikke forrygende. Tror ikke, han bliver en ny George Kittle umiddelbart.
Opsummering
Sam Laporta fangede allerede min opmærksomhed for et år siden, da jeg så f.eks. en spiller som Tyler Linderbaum. Hans atletiske evner, fine hænder og evner med bolden i hænderne springer hurtigt i øjnene, og det er nogle af grundstenene for en profil på tight end i NFL. Der er dog også nogle ting, han skal arbejde på, hvis han skal blive en stor profil, og her er det især hans evner som ruteløber, som ikke er på et højt nok niveau til, at han er et monster i kastespillet lige nu. Når alt kommer til alt er Laporta dog en meget spændende spiller, som jeg personligt ville tage chancen på i midten eller bunden af anden runde af årets draft.
NFL Comparison: Vance McDonald