På grund af en medicinsk situation fik Tucker ikke chancen for at vise sig frem ved combinen, og derfor bliver han nok overset i en dyb RB-klasse. Både hans tape og efterfølgende workout viser dog en back med klare starterkvaliteter.
Sean Lance Tucker kommer oprindeligt fra Owings Mills, Maryland, hvor han gik på high school på Calvert Hall i Towson, Maryland. Her spillede han både football og løb track - og var two-time state indendørsmester på 55 yards. Ud af high school var han rangeret som et 3-stjernet recruit de fleste steder og blev rekrutteret af Syracuse.
Som freshman I 2020 blev Tucker starter efter få kampe i sæsonen, blandt andet på grund af flere opt-outs og skader. Resten af sæsonen løb han for 626 yards og 4 TD på 137 carries. I 2021 kom det helt store breakout for Tucker, der løb 246 gange for hele 1.496 yards, 12 TD samt 20 receptions for 255 yards og 2 TD. I 2022 tog tallene et dyk, og her blev det til 206 løb for 1.060 yards og 11 touchdowns. Dog greb han 36 bolde - dog for et noget lavere average end året før og 254 yards totalt.
Alder ved draften: 21 år (25. oktober 2001)
Højde: 5ft 9in (178 cm)
Vægt: 207 lbs (94 kg)
Styrker
- Tucker mere end klarer “the eye test”. Listed til 5’9, 207, men jeg synes faktisk, at Tucker ser større og mere kompakt ud, end tallene indikerer. Kraftfuldt trunk og en solid kasse som overkrop. Mejslet fysik. Ligner en spiller, der godt kan håndtere den fysiske afstraffelse i NFL.
- Tucker testede ikke til combinen, men afholdte efterfølgende sin helt egen pro day. Her testede han så imponerende, at flere sætter spørgsmålstegn ved, om tallene nu også kan være rigtige. Blandt andet hoppede han en 41.5 inch vertical og løb en 4.33 40-yard dash med et 20-yard split scoret til 9.99 på hans RAS-card. Om der så skal lægges lidt til her og der, så vidner det om en imponerende atletisk formåen og særligt lower body eksplosion.
- Jeg synes, at Tucker spiller med en fænomenal balance. Der er noget herligt flydende ved Tuckers måde at bevæge sig på, og han finder altid fodfæstet i en position, så han kan trykke af igen og bevæge sig fremad. Viser kontinuerligt evnen til at gasse op og ned og løber relativt problemfrit igennem armtacklinger. Hvis han har en vinkel, så finder han også en vej. Der er nærmest noget Mini-Nick Chubb’sk over hans måde at bevæge sig på.
- Jeg synes generelt, at Tuckers fart og agilitet er ret imponerende. Han er jo ikke et human joystick, men han skifter let retning, planter foden og eksploderer gennem gaps. Hans fart er måske lidt mere rullende end pludselig, men når han for alvor beslutter sig for at komme downhill, så kommer han virkelig hurtigt op i fart på andet, tredje og fjerde skridt. Har noget homerun potentiale.
- Jeg synes faktisk, at Tucker viser noget potentiale som pass catcher. Er måske ikke den dynamiske route runner eller kreatør ud af backfielden, men han griber bolden fint og viser også evnen til at løbe angle routes eller små outs. Vil slet ikke afvise, at han godt kunne blive en habil pass catcher.
Svagheder
- Selvom Tucker har farten og viser både god vision og patience, så er det lidt som om, at han ikke altid finder frem til et gap at løbe i. Nogle gange føler det næsten som om, at han bliver lidt for søgende og lidt for inkonsekvent i sin beslutningstagen. Jeg ved ikke, om han måske føler sig lidt forpligtet til at lave de store spil i stedet for at tage små lumps her og der.
- Jeg føler lidt, at Tucker til tider har svært ved at bounce løb til ydersiden. Han er egentlig super effektiv, når han presser horisontalt og cutter op i banen, men det er nogle gange som om, at vejen bliver for lang til ydersiden, og lige nu laver han også spil på ydersiden, som han ikke kommer til at slippe afsted med i NFL.
- Tucker har en fin fysisk profil og spiller med god styrke og contact balance, men jeg synes ikke, at han disker ud med sin løbestil. Kan sagtens falde forover, men han skubber ikke for alvor piles eller trækker forsvarsspillere efter sig. Går for ofte ned ved head-on kontakt.
- Det bliver svært at stole på Tucker i pass protection, som det er lige nu. Både teknikken, forståelse og egentlig også villigheden til at ofre sig virker ikke alt for god. Han gør det, men… jeg ville være skuffet, hvis jeg var NFL-træner og regnede med at få mig en 3rd down back. Det skal han virkelig arbejde på.
- Blev medically red flag til combinen og fik ikke lov til at udføre øvelserne. Det betyder, at alle NFL-hold formentlig er meget interesserede i hans re-check, og selvom han selv mener, at han hurtigt er klar igen, så er det klart noget at holde øje med. Det kan potentielt være, at han bliver taget helt af holds draftboards på grund af det.
Opsummering
Der er ikke ret mange, der snakker om Sean Tucker i årets RB-klasse. På den ene side forstår jeg det godt, fordi klassen er så dyb, men omvendt er det også lidt en skam, da Tucker kommer med et virkelig brugbart skillset. Samtidig viser hans seneste workout (og bliver langt henad vejen bakket op af hans tape), at han er en god atlet, der har noget fysisk overskud. Derfor tror jeg også, at et hold vil blive glad for Tucker, hvis de vælger ham på starten af tredjedagen og introducerer ham som en rotationsspiller. Det vil da heller ikke undre mig, hvis han langsomt fortjener mere og mere spilletid, fordi han bliver mere konsistent i alt, han gør. Alene hans balance og måde at bevæge sig på vil være attraktiv for NFL-hold, og hans fart og evne til at komme ned ad bakke skal være salgspunktet. Dog kræver det, at hans medicinske situation ved combinen viser sig ikke at være bekymrende, for ellers kan ventetiden blive lang for Tucker.
NFL Comparison: Lamar Miller