Thomas Incoom, EDGE,

Skrevet af Peter Meier Jensen

Med en god præstation ved Senior Bowl viste Thomas Incoom at han kan begå sig mod spillere på et højere niveau end dem han har stået over for til daglig. Men hvor tidligt tager man en rå sixth-year senior?

Thomas Incoom er født og opvokset i Stone Mountain i Georgia, hvor han gik på den lokale Stone Mountain High School. Rangeret som et to-stjernet recruit committede han til hjemstatens Valdosta State i Division II. Efter at have redshirtet sin true freshman-sæson i 2017, samlede han 3,5 sacks og 5 tackles for loss sammen i 2018 i en begrænset rolle, inden han løftede niveauet yderligere i 2019 med 9,5 sacks og 12,5 tackles for loss, foruden fire forced fumbles.

Efter Valdosta States 2020-sæson blev aflyst pga. COVID-19-pandemien, rykkede Incoom inden 2021 til Central Michigan, hvor han havde 4 sacks og 8,5 tackles for loss i 13 optrædener med to starte i sin første sæson. I 2022 tog han et fast starterjob og leverede varen med 11,5 sacks og 19 tackles for loss, foruden en forced fumble og to fumble recoveries, hvoraf den ene blev returneret for touchdown.

Alder ved draften: 24 år (19. februar 1999)
Højde: 6ft 2in (188 cm)
Vægt: 262 lbs (119 kg)

Data om Thomas Incoom

Postition: EDGE

Styrker
  • Incoom har leveret god produktion på begge niveauer han har spillet på, og både hos Valdosta State og Central Michigan formået at bygge på fra sæson til sæson, og hans 11,5 sacks i 2022 blev suppleret med 6 hits og 26 hurries.
  • Der er god fart i stængerne på Incoom, og han kommer hurtigt op i banen på ydersiden, og selvom han ikke vil blive forvekslet med den mest bendy edge rusher i klassen, så har han nok bend til at kunne vinde udvendigt på NFL-niveau. Incoom kombinerer den gode fart med glimrende snap anticipation, og det betyder at den tackle han står overfor skal være på dupperne, for ikke at blive hægtet af fra start. Hans fart åbner samtidig for at en tackle kan oversette fra start og give en vej til quarterbacken indvendigt.
  • Der er fin styrke i overkroppen på Incoom, og han konverterer speed til power ganske effektivt. Med sin gode hustle formår han også at fastholde presset på tacklen gennem hele spillet, og mange af Incooms spil er kommet i hus på en secondary effort.
  • Den gode hustle kan også ses på tape ved at næsten uanset hvor et spil slutter, vil Incoom typisk være i billedet når tacklingen bliver lavet. Han finder simpelthen bare en måde at arbejde sig i nærheden af bolden spil efter spil.
  • Ved Senior Bowl fik Incoom vist sig godt frem mod modstandere på et endnu højere niveau end dem han typisk har stået over for hos Central Michigan, og hans atletiske evner og rå teknik giver noget håb om at der er plads til at få udviklet yderligere på ham og få forløst hans potentiale.
Svagheder
  • Kombinationen af at være en 24-årig, sixth-year senior, der har spillet i en af de mindre konferencer i FBS, og er relativt rå, er ikke den allerbedste. Der er håb for at man kan få udviklet på ham, som nævnt lige ovenfor, men der er ikke nødvendigvis helt så meget udviklingspotentiale som man kunne gøre sig forhåbninger om.
  • Selvom Incoom har fået lavet mange spil på hustle, kunne man godt ønske sig at han mere kontinuerligt fik vundet på første forsøg. Mod de bedre modstandere i NFL er der bare større risiko for at han bliver lukket ned. Incoom var oppe mod bl.a. Penn State, der har et potentielt kommende førsterundevalg i Olu Fashanu på tackle, og mens han formåede at presse ham et par gange undervejs, så var det én af Incooms mindre produktive kampe.
  • Arbejdet med hænderne er ikke dårligt, men der er plads til at forbedre teknikken, og kan han få forbedret det vil det kunne give ham bedre mulighed for at få presset sin direkte modstander med mere end sin fart. Samtidig er Incooms pad level en smule for høj, hvilket også minimerer hans impact.
  • Incoom er solid mod løbet, og kan sætte en edge, bl.a. i kraft af sin styrke i overkroppen, men når løbet går på indersiden bliver han en mindre faktor. Det er ikke en kritisk ting, men det er et sted han kan forbedre sig.
  • Det virker ikke utænkeligt at Incooms fremtid ligger som outside linebacker i 3-4, og han har ofte vist sig farligst når han har rushet fra et two-point stance, men han har næsten ingen erfaring med at droppe tilbage i opdækning, og mens det ikke skal afvises at han kan (lære) det, er det i bedste fald en ubekendt i evalueringen.
Opsummering Det er let at kunne lide Thomas Incoom. Hans fart og hustle gør ham til en svær spiller at håndtere, og selvom han havde nogle af sine mindre gode kampe mod de bedste modstandere, så viste han trods alt stadig undervejs at han kunne få presset dem – han blev ikke lukket komplet ned. Men han kommer med nogle store ubekendte, er til den ældre side, og skal formentlig rykkes til en position, hvor en del af jobbeskrivelsen indebærer noget han ikke har stor erfaring med. Men som en situational pass rusher er det let at være fascineret af potentialet, og kan han med bedre træning på et højere niveau, få justeret nogle af de tekniske færdigheder, så kan han godt blive en artig overraskelse i mellemrunderne. NFL Comparison: Samson Ebukam