Ligesom Ohio State og Oklahoma sender også Georgia begge sine tackles ind i årets draft. Broderick Jones trækker det meste af opmærksomheden, men Warren McClendons tre års startererfaring på right tackle, er også et valg værd.
Warren McClendon er født og opvokset i Brunswick i Georgia og spillede sin high school-football på den lokale Brunswick High School, hvor bl.a. spillere som Tracy Walker, Justin Coleman og Darius Slay også har slået sine folder. Rangeret som et fire-stjernet recruit havde han tilbud fra bl.a. Florida og Auburn, men skar hurtigt valget ned til South Carolina, hvor hans fætter var offensiv koordinator, eller Georgia.
Valget faldt på Georgia, og han gik dermed i familiens fodspor – to af hans onkler og den føromtalte fætter har alle spillet for Georgia, og både fætteren (Bryan) og dennes far (Willie), fandt også vej til NFL, begge hos Bears. Willie McClendon spillede fire sæsoner hos Bears fra 1979 til 1982, mens Bryan var hos holdet i sommeren 2006, men missede cuttet til det endelige roster.
Efter at have redshirtet 2019-sæsonen, hvor han så begrænset spilletid i fire kampe, gik McClendon ind som starter i 2020, og startede over sine sidste tre sæsoner 37 af de 39 kampe han spillede i, og han blev i 2022 udnævnt til holdkaptajn.
McClendon pådrog sig mindre skader, da han var passager i bilen, der kørte galt i den tragiske ulykke, der kostede hans holdkammerat og roommate, Devin Willock, og en medarbejder på holdets stab livet i januar. Han blev klar til at deltage ved Senior Bowl, hvor han dog pådrog sig en knæskade, der også afholdt ham fra at lave øvelser ved Combine.
Alder ved draften: 22 år (11. april 2001)
Højde: 6ft 4in (193 cm)
Vægt: 306 lbs (139 kg)
Styrker
- De tre års startererfaring skinner igennem i McClendons spil. Hans spilforståelse er yderst veludviklet, og hans arbejde med især hænderne er virkelig stærkt.
- McClendon er en smule til den lille side på positionen, men han har lange arme og god styrke for sin størrelse, og det hjælper hans spil godt på vej. De lange arme kombineret med det gode arbejde med hænderne giver ham gode betingelser for at overkomme nogle af begrænsningerne, og han har også blot trukket to holdingstraffe over de seneste to sæsoner. Hans højde giver ham i udgangspunktet et lidt lavere tyngdepunkt, der hjælper ham til at kunne have et solidt anchor, selvom det meste af hans styrke er i overkroppen.
- På trods af at have mødt top-tier modstand hos Georgia, har McClendon blot tilladt to sacks på 1142 pass block snaps i karriereen – og nul sacks over de seneste to år.
- Flere taler positivt om McClendons konkurrencegen og arbejdsmoral. Han blev valgt til holdkaptajn i 2022, og Amarius Mims, der står til at overtage som left tackle efter Broderick Jones i den kommende sæson, har talt rosende om at se tape med McClendon og hans evne til at lære fra sig.
Svagheder
- Som noteret ovenfor er McClendon til den mindre side på positionen, og både hans højde og vægt er mindre end idealet. Kombineret med nogle atletiske evner, der også virker lidt begrænsede, skal det heller ikke afvises at nogle hold vil se McClendon som en guard. Hans skill-set passer ganske fint til indersiden, men det vil være en ny position at rykke til for ham, efter at han tog 96% af sine 2215 snaps hos Georgia på right tackle.
- Mens arbejdet med hænderne er stærkt, er fodarbejdet lidt trægt, og det rejser netop spørgsmålet om hvorvidt McClendon for alvor kan begå sig på ydersiden i NFL. Han har formået at overkomme det i college, og hans spilforståelse og evne til at arbejde sig udenom sine svagheder, giver ham en chance, men det giver noget usikkerhed.
- McClendons base og kropspositur er ikke altid helt i top. Han spiller med en smal base, og med et til tider lidt for højt pad level, efterlader han sig selv noget sårbar overfor gode rushers.
Opsummering
Warren McClendon er let at sætte pris på. Han har sine begrænsninger fra et fysisk perspektiv – både atletisk og størrelsesmæssigt lader han lidt tilbage at ønske – men han forstår spillet og sig selv, og det giver ham mulighed for i hvert fald delvist at kompensere for det. Det er svært at se en top-end starter i McClendon, men mindre kan gøre det, og i det rette system kan han sagtens blive en solid spiller. Jeg vil ikke afvise at et skifte til guard kan komme på tale, men erfaringen på tackle vil i givet fald give lidt positionel alsidighed i en nødsituation. McClendon ligner et valg til tredjedagen, men det er også en chance jeg er klar til at tage i fjerde runde.
NFL Comparison: Mike Person