Til combine var Kuntz, Kuntz, Kuntz på alles læber efter en imponerende præstation, der vidner om stort atletisk potentiale, hvis man kan udvikle teknik, styrke og spilforståelse.
Zack Kuntz er født og opvokset i Harrisburg, Pennsylvania. Han var et firestjernet talent ud af college med tilbud fra en lang række store skoler. Her valgte han hjemstatsskolen Penn State over tilbud fra Alabama, Michigan og Ohio State.
Hos Penn State redshirtede han sin første sæson 2018, inden han i 2019 var backup og greb en enkelt bold for 8 yards. I 2020 blev det ikke til meget mere spilletid, og i syv kampe greb han kun to bolde for 18 yards. Derfor valgte Kuntz at skifte skole forud for 2021-sæsonen, og her sluttede han sig til Old Dominion. Hos Old Dominion brød han hurtigt igennem i 2021, hvor han startede 10 ud af 13 kampe og greb 73 bolde for 692 yards og fem touchdowns. I 2022 nåede Kuntz kun at spille de første fem kampe, inden han blev skadet. I de fem kampe greb han 12 bolde for 144 yards og to touchdowns.
Alder ved draften: 23 år (6. juni 1999)
Højde: 6ft 6in (198 cm)
Vægt: 255 lbs (117 kg)
Styrker
- Zack Kuntz er en virkelig velbygget tight end med rigtig god højde og rigtig god længde. Han har dog også massen til at bakke det op, og han ser muskuløs og tæt bygget ud på banen. Bare rigtig velproportioneret hele vejen rundt, og han bliver ikke en af de her lidt ranglede tight ends, som de her næsten to meter høje atleter nogle gange bliver.
- Til combine imponerede Kuntz stort og testede som en af de mest atletiske tight ends nogensinde. Det kan man godt se på banen, og han viser imponerende eksplosivitet og fart. Flyver bare ud af sin stance i momenter, og han har reel fart til at true linebackers.
- For en stor tight end er det næsten chokerende, hvor elegant og smooth Kuntz er i sine bevægelser. Han kan virkelig sænke sit tyngdepunkt og eksploderer horisontalt, og det ser bare let ud, når han bevæger sig. Bevæger sig som en mand, der er væsentligt mindre, end han i virkeligheden er.
- Med sine bevægelsesevner viser Kuntz en rigtig fin evne til at skabe regelmæssig separation på toppen af ruterne. Kan virkelig plante en fod og lave skarpe cuts, og hans quickness sætter safeties og linebackere på hælene adskillige gange hver kamp.
- Kuntz præsenterer et dejligt stort mål for quarterbacken, og jeg synes, han viser tegn på at kunne hive bolden ind væk fra kroppen og netop give quarterbacken hjælp til at åbne nogle vinduer, som andre spillere ikke kan. I hvert fald glimt af noget spændende kropskontrol og et stort catch frame.
Svagheder
- Zack Kuntz er en virkelig god atlet, men jeg kunne godt tænke mig, at det kom bedre til udtryk på banen. Der er for mange snaps, hvor han er lidt langsom ud af starthuller, og jeg vil gerne se bedre burst og sense of urgency i hans ruter. Hans route stems (før cuts) er meget basale og mangler variation og nuance.
- Jeg ville gerne se ham være bedre til at angribe bolden i luften i pressede situationer. Han lader for let forsvarsspillerne angribe bolden og catch point i stedet for at bruge sin størrelse til at skubbe/skærme dem væk.
- Generelt skal Kuntz udvikle sig en del som football-spiller, og hans play strength og play speed matcher bare ikke helt hans imponerende fysiske profil endnu. Der skal noget coaching til, og han skal virkelig arbejde på sine instinkter og forståelse for spillet. Lige nu savner jeg f.eks. en del awareness og fornemmelse for at finde plads mellem zonerne.
- Som blokeringsspiller er han teknisk set ikke nogen imponerende blocker lige nu, og hans hænder og vinkler sejler lidt. Derudover savner jeg også større physicality som blocker, og det bliver lidt forsigtigt i periode.
Opsummering
Zack Kuntz var en af de helt store vindere ved årets combine, og det er også tydeligt i kampene, at han er en aldeles imponerende atlet. Han bevæger sig virkelig lækkert og utroligt smooth og elegant for en stor mand. Hans fart og quickness er potentielt et kæmpe våben i kastespillet. Der skal dog bygges en hel del mere på, når det kommer til styrke, teknik og spilintelligens, hvor han er et projekt lige nu. Jeg forventer ikke store ting fra Kuntz i den første sæson, men jeg synes, man bliver nødt til at tage chancen på hans upside i tredje eller fjerede runde og så håbe, man kan udvikle ham.
NFL Comparison: Jordan Cameron