Med 42 starter henover de seneste fire år hos Washington State bibringer Abraham Lucas masser af tackle-erfaring til det NFL-hold, der vælger ham. Men hvor højt vægter erfaringen mod et lidt begrænset potentiale?
Abraham Lucas er vokset op i Everett i staten Washington, og gik på den lokale Archbishop Murphy High School. Rangeret som et tre-stjernet recruit, trak han tilbud fra Idaho og Wyoming, men valgte at blive i hjemstaten og committede til Washington State.
Efter at have redshirtet 2017-sæsonen, trådte Lucas ind som starter fra 2018-sæsonen, og bemandede right tackle i 42 kampe henover de efterfølgende fire sæsoner.
Alder ved draften: Uvist (15. oktober ukendt år)
Højde: 6ft 6in (198 cm)
Vægt: 322 lbs (146 kg)
Styrker:
- Fire års startererfaring i et kasteorienteret angreb er ikke at kimse ad, og det har Lucas på CV'et. I hans første sæson som starter hjalp han med at beskytte Gardner Minshew og året efter var det Anthony Gordon, der var under center for Washington State - et hold, der i flere år var blandt de mest kasteivrige hold i college. Det har sikret et solidt fundament både teknisk og mentalt.
- Lucas udviser generelt god forståelse for spillets udvikling, og lader sig sjældent narre af stunts ol., ligesom han forstår at overdrage ansvaret for en spiller på linjen. Han er blandt de mere veludviklede spillere i tackleårgangen fra et football IQ-mæssigt perspektiv. Og det er især i pass protection han udviser denne spilforståelse, hvilket må anses som et klart plus på vej ind i det kasteglade NFL.
- Et teknisk vidunder er Lucas ikke, men han er tydeligt oplært godt. Han kommer effektivt ud i sit pass set, og kan opnå god dybde, og han har stærke hænder, som han også forstår at bruge ganske effektivt.
- Løbespillet er ikke Lucas' force, men han har alligevel fået sat nogle fine reps på tape, og han viser i glimt noget nastiness som finisher.
Svagheder:
- Fra et atletisk synspunkt lader Lucas noget tilbage at ønske. Han er ikke decideret uatletisk, og han har som skrevet ovenfor evner nok til at kunne komme ganske dybt i sit pass set, men det kan på ingen måde betragtes som en decideret styrke hos ham. Jeg vil umiddelbart kun betragte ham som "atletisk nok" til at begå sig på right tackle.
- For en spiller på 322 lbs, er jeg lidt skuffet over Lucas fra et styrke-/powermæssigt synspunkt. Han mangler noget styrke i underkroppen, og det kan også presse ham når han møder rushers, der kommer mod ham med noget power. Hans anchor er ikke på det niveau man ville forvente af ham.
- Den manglende styrke kan også spores i løbespillet, hvor det som nævnt kun er i flashes man for alvor ser ham dominere sin modstander. Oftest virker der til at være mere finesse end power over hans spil, og det kan presse ham.
- Teknisk er Lucas' største svaghed at han spiller for højt. Han kæmper med at komme godt ned i knæene, og det underbygger blot udfordringerne med hans anchor. Generelt spiller Lucas med god balance, men kombinationen af at spille højt og mangle noget styrke i underkroppen, kan få ham lidt i problemer.
- Lucas bibringer ikke den store alsidighed. Han kan næppe begå sig guard, og left tackle bør han kun spille i nødstilfælde. Han er altså i det store hele isoleret til at spille right tackle, og scheme-wise bør han også være begrænset til et power scheme.
- Potentialet lader noget tilbage at ønske for Lucas. Han har de fornødne evner teknisk og mentalt, men når han ikke er bedre med fra et atletisk og styrkemæssigt perspektiv, er der nok en grænse for hvor god han kan blive.
Opsummering:
Begrænset upside til trods, er Lucas bestemt en kandidat til at sikre sig et starterjob i NFL. Lucas bliver måske aldrig en stjerne, men han bør kunne blive en habil startende right tackle i det rette system. Han forstår spillet og er teknisk god nok til at kunne håndtere et starterjob, også selvom det kan blive med lidt udfordringer i ny og næ på baggrund af de fysiske begrænsninger. Styrken i underkroppen bør kunne opbygges en smule, for at hjælpe ham på vej i løbespillet - og også styrke hans anchor. Lucas ligner et valg til mellemrunderne som en low-upside starter, og ellers er der swing tackle-potentiale i ham.
NFL Comparison: LaAdrian Waddle
Opdateret: 28/02/2022
- Peter Meier Jensen