Favoritmålet for quarterback Desmond Ridder hed i 2021 Alec Pierce, og den store wide receiver kommer en god fysisk pakke, der har en spændende kombination af størrelse, styrke og over middel atletiske evner.
Alec Pierce er født og opvokset i Glen Ellyn, Illinois. Han dyrkede mange forskellige sportsgrene i high school, men endte som et 3-stjernet receiver-talent. Han havde tilbud fra skoler som Nebraska, Wisconsin og Minnesota, men valgte alligevel den lidt mindre skole Cincinnati.
Hos Cincinnati spillede han special teams i sin første sæson i 2018, og efter den første sæson overvejede Cincinnati at flytte ham til linebacker. Han endte dog med at forblive som receiver, og her imponerede han med 652 yards og to touchdowns i 2019. I 2020 var han plaget af en skade og greb kun for 315 yards og tre touchdowns. I 2021 førte han holdet i receiving yards med 884 yards og otte touchdowns.
Alder ved draften: 21 år (2. maj 2000)
Højde: 6ft 3in (191 cm)
Vægt: 213 lbs (97 kg)
Styrker
- Alec Pierce kommer med et stort og robust build. Han er en høj receiver med lange lemmer, der gør ham til et stort mål at kaste efter. Han har derudover rigtig fin masse med tydeligt defineret muskulatur, og han fremstår bare som en fysisk mundfuld for defensive backs.
- Selvom Pierce er en stor receiver er han ikke tung at se på. Han bevæger sig ret flydende med god quickness og foot speed. Slet ikke tung og langsom at se på i hans bevægelser.
- Jeg ved ikke, om Pierce er så hurtig på de første par meter, men man kan se, at han har ret fin fart nede ad banen, og han bygger fart på ret lang tid. Det giver ham god long speed, der strækker banen vertikalt.
- Pierce havde en dejlig alsidig rolle hos Cincinnati, og han løb ret mange forskellige typer af ruter. Han arbejde både indvendigt i slotten og udvendigt, og han arbejde på alle niveauer af banen med en lang række forskellige ruter. Det vil gøre det nemmere for ham at falde til i NFL.
- Med sin gode størrelse og lange arme præsenterer Pierce en stor catch radius for sine quarterbacks. Han er dygtig til at angribe bolden i luften og gribe bolden på dens højeste med udstrakte arme. Gør det svært for mange cornerbacks at angribe bolden.
- Pierce er glimrende til at bruge sin krop og størrelse til at angribe bolden og skærme cornerbacks. Han var et stærkt våben i redzone, fordi han med god kropskontrol, styrke og størrelse gav nogle vinduer at arbejde med, som mindre receivere ikke gør.
- Jeg kan godt lide Pierces evner mod press coverage. Han har god quickness i sine releases, så han kan undvige cornerbacks punch, og han har også ret fin variation i sine releases. Viser både fin tålmodighed og teknisk snilde på linjen. Vandt adskillige go ruter med det samme pga. gode releases.
- Som ruteløber synes jeg generelt, at Pierce viser god spilintelligens. Han er fin til at finde plads mellem zoner, og virker til at forstå, hvordan han skal angribe et spil for at optimere sin chance for at blive fri. Virker som en intelligent ruteløber.
Svagheder
- Pierce er en større receiver, og selvom han har over middel foot speed, så synes jeg stadig, at han er lidt halvtung ind og ud af skarpe retningsskift. Dette kan egentlig også overføres til fartopbyggelsen på de første meter, som virker gennemsnitlig. Han har bare ikke top-notch sideværts eksplosivitet.
- Netop pga. ovenstående, så er Pierce lige nu en spiller, der har lidt svært ved regelmæssigt at skabe separation på hårdt-breakende ruter. Han er ret fin på slants, post, corners osv., hvor han ikke skal helt ned i fart. Men når han skal løbe comebacks, digs, outs og lignende, så har han lidt sværere ved at skabe plads til sig selv.
- Pierce er ikke en særlig farlig mand, når han har bolden i hænderne. Han er ikke dynamisk og opfindsom i sit spil, og det mest af tiden griber han bare bolden og falder forover med over middel power. Virker ikke til at have flair som boldholder.
Opsummering
Alec Pierce er en stor og fysisk receiver, der var Desmond Ridders primære mål hos Cincinnati. Han er dog ikke kun en stor og tung receiver, men han har bedre bevægelsesevner en de fleste store receivere. Han er ret let på tå, og jeg tror, han kan levere glimrende tal til combine, når man tager hans størrelse i betragtning. Som receiver er han udmærket teknisk, selvom der kan forbedres flere ting, og så lever han meget på sin størrelse og forståelse for at udnytte sin størrelse. Jeg ser ham som en rigtig alsidig receiver, der kan arbejde alle niveauer af banen med pålidelighed. Han er på mange måder en lovende WR2-type, og sådan en bør gå på andendagen af draften.
NFL Comparison: Tim Patrick