Alsidighed eller positionsløs? Det spørgsmål kan man jævnligt rende ind i i draftprocessen. Andrew Stueber er ét af disse tilfælde i årets draft
Andrew Stueber er født og opvokset i den lille by Darien i Connecticut, hvor han gik på den lokale Darien High School, hvor han spillede både på den offensive og defensive linje. Rangeret som et tre-stjernet recruit, havde han tilbud om scholarships fra både Ivy League-universiteter som Harvard og Yale, og nogle i footballsammenhæng mere anerkendte skoler som Boston College og Tennessee. Efter at have deltaget i en satellite camp hos Michigan, fik han et tilbud fra universitetet, som han havde holdt med da han voksede op.
Stueber så kun begrænset spilletid i én kamp i sin freshmansæson, inden han som sophomore spillede i 13 kampe og startede sæsonens sidste to opgør på right tackle. Et overrevet korsbånd kostede ham 2019-sæsonen, inden han henover sine sidste to år i Ann Arbor startede alle holdets tyve kampe, 18 på right tackle og to (begge i 2020) på right guard. Da han trænede med ved Senior Bowl tog han også snaps på center.
Alder ved draften: 22 år (1. juli 1999)
Højde: 6ft 7in (200 cm)
Vægt: 325 lbs (148 kg)
Styrker:
- Det er svært at ignorere Stuebers imponerende størrelse: To meter høj og knapt 150 kg tung med lange arme. Stueber har measurables til at spille på ydersiden i NFL.
- Spilforståelsen er veludviklet, og han bliver også rost til skyerne af trænerstaben hos Michigan for sin intelligens.
- I pass protection spiller Stueber med god kontrol over hvad han laver. Han forstår at positionere sig, og arbejder fint for at kompensere for at han mangler lidt på den atletiske front. Han bruger bl.a. sin længde og sine hænder godt til at sikre at det er ham der har styringen på et rep.
- Som run blocker er der nogle stærke flashes som drive blocker, og han har fysikken til med lidt teknisk udvikling at kunne blive endnu bedre i løbespillet.
Svagheder:
- De atletiske evner lader noget tilbage at ønske, og det spiller en rolle i at Stueber formentlig må rykke indvendigt i NFL. Han har kunnet klare sig i college på ydersiden, men mod de større, stærkere og hurtigere spillere på det højere niveau, er det let at se Stueber komme til kort. De atletiske begrænsninger bør ikke betyde så meget på indersiden.
- Hænderne kan Stueber, som skrevet ovenfor, bruge virkelig godt, men han skal være påpasselig med at holde dem i den rette position. De har en tendens til at komme udvendigt, så han åbner op for at en modstander kan komme ind på livet af ham, at han mister sustain og kommer ud af balance eller at han bringer sig selv i risiko for at blive kaldt for holding.
- Arbejdet i overkroppen er generelt solidt, men underkroppen er en anden sag. Stueber er lidt stiv i sine bevægelser og han kæmper med at bøje i knæene, så han spille med et alt for højt pad level. Når han i forvejen er 6’7” er det ikke just en opskrift på succes.
- Hvad er Stuebers naturlige position? Han har størrelse til at spille tackle, men mangler formentlig de atletiske evner til at spille udvendigt. 6’7” er højt for en interior lineman, og med hans tvivlsomme pad level er der i hvert fald en yderligere bekymring.
Opsummering:
Jeg kan egentlig ganske godt lide Stueber, men det er svært ikke at blive lidt bekymret over nogle af de udfordringer jeg har listet ovenfor. Han vil formentlig skulle spille indvendigt, men har mulighed for at kunne dække af udvendigt, hvis et hold er i bekneb. Hans kombination af højde og pad level er ikke optimal for en spiller på indersiden, og jeg kan være i tvivl om hvorvidt det er noget der kan fikses. Højden kan i hvert fald ikke, men den småstive underkrop og det manglende bøj i knæene er også svært at gøre meget ved. Men Stuebers spilforståelse, lederevner og størrelse skal nok få nogle hold til at være klar til at give ham en chance, og så håbe at de kan finde en måde at få ham til at fungere på. Han har fordelen af at være på sit bedste i kastespillet, og de største udfordringer i hans spil, der relaterer sig til pass protection, kan maskeres en smule på indersiden, selvom en mindre, eksplosiv defensiv linjemand kan volde ham problemer. Jeg får lidt flashbacks til en anden spiller jeg var glad for i sidste års draft, i form af Texas A&Ms Jared Hocker, der pt. er hos Jaguars. Hocker gik undrafted, men det forventer jeg ikke at Stueber gør. Men det ligner et valg midt på tredjedagen.
NFL Comparison: Jared Hocker