Der er én ting, der definerer Anthony Schwartz over alt andet på en football-bane: Fart. Den bare 20-årige hyperatlet er tidligere verdensrekordholder på 100-meterdistancen for U18, og opgaven bliver nu at få omsat den fart på football-banen.
Anthony Schwartz er født og opvokset i Pembroke Pines, Florida, hvor han både løb track and field og spillede football på American Heritage High School. Som football-spiller blev han vurderet som den 22. bedste spiller i staten af Rivals.com og skrev under på et letter of intent med Auburn, hvor han fik mulighed for både at spille football og løbe track.
Før vi når til football-delen, så er det ret imponerende, hvad Schwartz har opnået på løbebanen. I 2017 satte han nemlig ny verdensrekord for U18, da han løb 10.15. Senere har han faktisk forbedret den tid til 10.07, hvilket til dato er hans personlige bedste. Derudover er han U20 verdensmester fra 2018 i 4x100m relay og vandt sølv på den individuelle distance. Der er altså mere end god fart i stængerne på Schwartz.
På football-banen blev det i 2018 til 22 catches for 357 yards og to touchdowns, og produktionen er steget stødt år for år. I 2019 postede Schwartz 41 catches for 440 yards og et enkelt TD, mens tallene i 2020 steg til 54 grebne bolde for 636 yards og tre TD. Derudover har Schwartz syv touchdowns på jorden. Dog er det værd at lægge mærke til, at 29 af hans grebne bolde i 2020 kom på eller bagved line of scrimmage, og på trods af hans exceptionelle fart har hans average de seneste to sæsoner ligget på 10.7 og 11.8 YPC - og det er kun blevet til to 100-yard-kampe.
Alder ved draften: 20 år (5. september 2000)
Højde: 6 ft. 0 in. (182 cm)
Vægt: 175 lbs (79 kg)
Styrker
- Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er Anthony Schwartz. Der hersker absolut ingen tvivl om, at Schwartz er fuldstændig helt absurd hurtig. Selvom det ikke er altid, at track speed nødvendigvis ser specielt effektivt ud på en football-bane, så er det tydeligt, at Schwartz har et helt ekstraordinært fartoverskud. Han har udfordret Tyreek Hill til et footrace, og jeg tror faktisk, at jeg kan lide Schwartz' chancer i den head-to-head.
- Alt, Schwartz gør, er mere eller mindre defineret af hans fart. Accelererer ekstremt hurtigt af linjen og uden så meget som at presse en fiber i kroppen, æder han bare afstanden til modstanderen. Hvis han bliver brugt rigtigt, kommer han til at stille cornerbacks i nogle rigtig ubehagelige situationer, hvor de skal bestemme sig for, om de vil udfordre ham ved linjen og risikere at blive brændt dybt, eller om de vil spille off og risikere en tur i blenderen.
- Er tit motion-man før snappet, og Auburn bruger ham lige så meget som decoy som en egentlig receiver, hvilket både er forståeligt og en smule synd. Bliver brugt på en række swing passes, screens og hurtige stay/out-ruter, hvor han hurtigt kan få bolden i hænderne og gøre sin ting. Auburn ved godt, at han er en trussel til at tage den til huset på alle spil.
- Det er ret svært at vurdere, hvor poleret en tekniker, Schwartz egentlig er, da han er blevet brugt ret sparsomt ned ad banen. Der er tonsvis af korte ruter og tvivlsom beskyttelse på en række spil, men ligner umiddelbart en atlet, der spiller WR. Har selvfølgelig super quickness og noget skarphed i sine cuts, men ser ikke specielt raffineret ud. Er lidt bare en klump ler.
- Liner ofte op i slotten, hvor han kan få frie releases. Jeg ved ikke, om gode corners ville turde spille press-coverage mod ham, indtil han viser, at han kan slå dem. Viser et meget fint, diskret hand swipe, men lader ikke til at have mange nuancerede releases. Det kræver nok i hvert fald en safety over toppen, når Schwartz er på banen.
Svagheder
- Schwartz er bygget som en track atlet. Hans 6'0 er egentlig en ok størrelse, men hans 175 lbs er til den spinkle side. Ser lang og en smule lineær ud. Er selvfølgelig trimmet med udvendig kabelføring og god muskeldefinition, men mangler noget styrke, så får det formentlig svært i trafik og på contested catches.
- Selvom Schwartz er hjernedødt hurtig, så har han ikke specielt god lateral agility. Auburn bruger ham tit på diverse swing passes, end-arounds osv., og der er faktisk ret mange tilfælde, hvor han ikke rigtig får folk til at misse tacklingerne med agility og change of direction. Hvis det er et foot race til hjørnet, skal han nok vinde, men hvis han bliver tvunget til at skifte retning, er han egentlig ret ordinær. Hans fart giver ham selvfølgelig en fordel med bolden i hænderne, men der er en hel del bedre YAC-receivers i den her klasse.
- Det er virkelig, virkelig svært at projektere ham til NFL med den måde, han er blevet brugt på i Gus Malzahns offense. Masser af korte ruter, motions bag formationen, quick screens, swing passes, en enkelt stick-nod eller go-route. Kan være, at jeg tager helt fejl, når han kommer ind i et nyt offense, men lige nu ligner han mest af alt en olympic level sprinter, der spiller football.
Opsummering
Det er lige før, at jeg må melde hus forbi på den her evaluering. Det er simpelthen nærmest umuligt at få en god følelse af, hvor meget Anthony Schwartz egentlig er receiver, og hvor meget han bare er en olympic level sprinter, der forsøger at udnytte sin fart på alle spil. Når det så er sagt, så er det klart, at det vil være interessant at få hænderne på en spiller, der med en tid på 10.07 har løbet en af de 300 hurtigste 100-meterløb nogensinde. Bare lige for god ordens skyld, så er det lige på grænsen til en OL-finale. Der er dog ikke nogen tvivl om, at Anthony Schwartz skal tages godt og grundigt i hånden på det her stadie i karrieren. Men har man modet til at tage chancen, så får man hænderne på en 20-årig supersprinter, der kan bruges kreativt, spille i slotten og på special teams, mens han udvikler de tekniske evner, der skal til for at vinde down efter down i NFL.
NFL Comparison: Jacoby Ford / Marquise Goodwin