De fysiske betingelser er på plads for Braxton Jones, men kan han overkomme sine tekniske udfordringer, er der starterpotentiale gemt i ham
Braxton Jones er født og opvokset i Murray, lige udenfor Salt Lake City i Utah, og gik på den lokale Murray High School, og var rangeret som et to-stjernet recruit ud af high school. Det kastede ikke mange tilbud om scholarships af sig, og fra FBS var det kun University of Utah, der tilbød ham en plads som walk-on, men han valgte at tage imod et scholarship fra det lavere niveau hos Southern Utah.
En fingerskade betød at han redshirtede sit første år på universitetet, og i 2018 spillede han begrænset, men trak dog to starter – én på hver side af linjen. Over de efterfølgende tre sæsoner startede han dog 28 kampe på left tackle, og modtog en invitation til Senior Bowl.
Alder ved draften: 23 år (27. marts 1999)
Højde: 6ft 5in (196 cm)
Vægt: 310 lbs (141 kg)
Styrker:
- Braxton Jones ligner en NFL-tackle af statur. Hans højde og vægt er tæt på ideelt til positionen og hans lange arme er yderligere et plus i bogen.
- Jones kombinerer sin fine størrelse med gode atletiske evner, og han er både hurtigt ude af sit stance og ret smooth at se på når han bevæger sig med god foot quickness.
- Det er ikke altid stabilt, men i flashes kan man se at Jones er i besiddelse af virkelig god power. Han har god styrke i overkroppen, og får han overtaget ved point of attack, kan han overrumple sin modstander.
- Jeg er overordnet set ganske begejstret for Jones’ evne til at læse spillet. Han eksekverer godt i løbespillet og formår at komme ud til second level, og det er ikke pga. mangel på forståelse når han kommer i problemer i pass protection.
Svagheder:
- Jones har spillet på det lavere niveau hos Southern Utah, og har kun haft meget begrænset exposure mod spillere på højeste niveau. En kamp i 2021 mod Arizona State er den eneste han har spillet mod et Power 5-mandskab (jeg har ikke set kampen, men har dog læst mig til at han havde lidt udfordringer i opgøret)
- At han har spillet på et lavere niveau er ikke i sig selv en dårlig ting – det er naturligvis ikke en positiv ting, men i flere tilfælde er det bare en usikkerhed – men det bekymrer mig lidt, at han ikke har virket til at dominere på det niveau han har spillet på. Det er nu engang bare lettere at tro på at Jones kan blive en god NFL-spiller, hvis han kontinuerligt har vist sig bedre end modstandere, der aldrig kommer i nærheden af NFL.
- Teknisk er der noget arbejde i vente for Jones’ kommende hold. Han kan til tider eksekvere med god teknik, men det er ustabilt, og alt for ofte bruger han simpelthen ikke hænderne godt nok. Fødderne arbejder ofte hurtigt, men også hér står teknikken i perioder af. Kombineret med at Jones ikke er god til at bøje i knæene, og derfor spiller med et højt pad level, er der flere ting der giver anledning til panderynker i forhold til at projektere hans evner i pass protection. Han har kunnet klare sig på det lavere niveau, men mod NFL-modstandere kan det blive grimt.
- At Jones spiller højt bliver mere problematisk af at han ikke har den vilde styrke i underkroppen, og det presser hans anchor. Han er for nuværende for afhængig af sin styrke i overkroppen, og hvis ikke teknikken bliver forbedret, så er der grænser for hvor meget han kan bruge det til, selv i løbespillet.
- Alsidighed er ikke noget Jones besidder meget af. Han er en tackle på NFL-niveau, og han skal ind i et zoneblokeringssystem, for at man får mest ud af ham.
Opsummering:
Atletiske small-schoolers kan altid lokke nogle beslutningstagere, og Jones passer på den beskrivelse. Men det bekymrer mig, at han ikke på tape konsekvent viser sig bedre end sine modstandere på det lavere niveau, og der er ingen tvivl om at han er et udviklingsprojekt, der skal have teknikken bygget op, hvis han skal have en chance for at overleve i NFL. Der er nok at arbejde med til at tage chancen på dag 3, og hvis det lykkes for et hold, er der også en low-end starter gemt i Jones, men han lugter mest af en spiller, der skal starte på practice squad, og nok i bedste fald bliver swing tackle.
NFL Comparison: Korey Cunningham
Opdateret: 11/04/2022
- Peter Meier Jensen