Ni år efter Aaron Donald blev valgt i første runde kan University of Pittsburgh nok engang sende en defensiv linjemand i draften, der mangler størrelse, men kan byde på glimrende evner som pass rusher. Men hvor tæt er Calijah Kancey reelet på at leve op til en sammenligning med sin forgænger?
Calijah Kancey er født og opvokset i Miami i Florida, og spillede på Miami Northwestern Senior High School, hvis footballbane har lagt græs til talrige fremtidige NFL-spillere i årenes løb, herunder Teddy Bridgewater, Amari Cooper, Lavonte David, Tutu Atwell og Artie Burns. Her samlede han over sine sidste to sæsoner 208 tacklinger sammen og blev rangeret som et tre-stjernet recruit. Kancey trak tilbud fra bl.a. Rutgers, Louisville og Georgia Tech, men valgte at committe til University of Pittsburgh.
Efter at have spillet i blot én kamp i sin freshmansæson i 2019, tog Kancey året som et redshirt. I 2020 spillede han som reserve på den defensive linje, men startede sæsonens sidste fire kampe, og samlede henover sæsonen 1,5 sacks og 7 tackles for loss sammen. Til 2021 trådte han ind som starter, og startede sine sidste to år hos Pittsburgh. Over 23 kampe blev det til 14,5 sacks og 27,5 tackles for loss, foruden en forced fumble, inden han valgte at declare.
Alder ved draften: 22 år (1. marts 2001)
Højde: 6ft 0in (183 cm)
Vægt: 280 lbs (127 kg)
Styrker
- Kanceys calling card er hans eksplosivitet og evne som pass rusher. Han har et stærkt første skridt, der kan overrumple en modstander, og med en evigt kørende motor er han svær at håndtere for offensive linjemænd.
- Én ting Kancey jævnligt giver prøver på er hans swim move, og han får ofte overtaget ved hjælp af dette move. Han har dog også andre ting i arsenalet at arbejde med, og selvom de ikke alle er lige effektive, kæmper han løs fra snap til fløjte for at lave et spil, og finder ofte en måde at få det gjort på.
- Trods sin lidt begrænsede størrelse, skal Kanceys styrke ikke underkendes. Han har et større impact i løbespillet end man ville forvente af en spiller på hans størrelse, og det er ikke bare fordi han kan skabe penetration og komme ind i backfielden og lave spil. Han tager kampen op mod de meget større linjemænd og holder skansen ganske effektivt.
- En enkelt fordel Kancey har af sin størrelse er, at han har et naturligt lavt tyngdepunkt, og kombineret med sin fart og overraskende fine styrke, giver det ham bedre betingelser for at have succes end man ellers ville have troet.
Svagheder
- 6’0, 280 lbs er, hvordan man end vender og drejer det, klart til den lave side, og selvom der bør være mulighed for at få lagt nogle ekstra kilo på, er Kancey formentlig positionsmæssigt noget begrænset. Han kan godt tage enkelte snaps på forskellige positioner, men først og sidst ligner han en 3-tech, der hører til i et 4-3-forsvar.
- Mens Kancey har kunnet kompensere for sine begrænsninger i college, vil det blive sværere på NFL-niveau, hvor modstanderne er større, stærkere og bedre, og kombinationen af manglende størrelse og længde er en halvfarlig én af slagsen. Det rejser også et spørgsmål om hvor meget af Kanceys tape der reelt kan oversættes til NFL.
- Jeg kan godt være bekymret for at de fine evner vi har set mod løbet i college, ikke for alvor kan føres med ind i NFL, og kan han leve på sin eksplosivitet?
- Selvom jeg i det store hele godt kan lide Kanceys arsenal af pass rush moves, skal der bygges yderligere på, ligesom arbejdet med hænderne også skal udvikles yderligere. Kan teknikken blive finpudset, er der absolut muligheder for at Kancey kan blive en succesfuld størrelsesmæssig outlier.
Opsummering
Det er utrolig let at sætte pris på de gode ting Kanceys tape byder på, men man skal ikke underkende at der også er nogle bekymringer ved at forsøge at overføre hans tape til NFL. Uden at vi skal til at sammenligne dem, er der nogle ligheder mellem Kancey og Aaron Donald – nogle undersized defensive tackles, der kan skabe kaos i backfielden og er overraskende gode mod løbet for deres størrelse. Men at Donald udviklede sig til én af de bedste i historien skal ikke være et grundlag for at tro eller forvente at Kancey kan gøre det samme. Jeg var større fan af Donald i draftprocessen end gennemsnittet, men jeg havde stadig ikke forventet at han ville blive i nærheden af så god som han endte med at blive; og han var en noget bedre pass rusher end Kancey er. Jeg ser for det nuværende mest sandsynligt at Kancey bliver valgt på andendagen, og mens jeg er villig til at tro på at han kan blive en god interior rusher i NFL, er jeg mere tvivlende omkring hans impact mod løbet på den længere bane. Det er dog heldigvis – for Kancey – evnerne mod kastet der er de vigtigste i dagens NFL, og det kan også give forhåbninger om at han kan finde vej til første runde, men han kan meget vel være en spiller som hold er noget splittet omkring. For nogle hold vil hans begrænsninger nok diskvalificere ham, men kan han i draftprocessen overbevise hold om at han kan overkomme sine fysiske mangler er et tidligt valg ikke udelukket.
NFL Comparison: Maurice Hurst