Christopher Allen, EDGE,

Skrevet af Peter Meier Jensen

To missede sæsoner i tiden hos Alabama, har kostet for den engang så højt rekrutterede Christopher Allen, men han bibringer stadig et spændende skill-set, der under de rigtige omstændigheder kan gøre ham til et steal.

Christopher Allen er født og opvokset i LSU-land i Baton Rouge, og spillede sin high school-football på Southern University Laboratory School, der ligger på LSUs campus. Her havde han bl.a. senere LSU-spillere som Damone Clark og Tyrion Davis-Price som holdkammerater. Rangeret som et fire-stjernet recruit, tiltrak Allen sig masser af opmærksomhed og havde tilbud fra mange store skoler. I sidste ende kogte han det ned til Alabama og LSU, og valgte at committe til Alabama.

Allen spillede i en reserverolle i syv kampe som true freshman. Et overrevet korsbånd, som han pådrog sig henover sommeren 2018, kostede ham en redshirt i sit andet år på campus, og han vendte tilbage til 2019, hvor han atter spillede i en reserverolle i tretten kampe.

I 2020 fik Allen sine første starter, da han startede i fire af de tretten kampe han spillede i, og samlede seks sacks sammen, og han stod foran et 2021, hvor han skulle bygge ovenpå. Hans sidste år blev dog begrænset til én optræden, da han i premieren brækkede sin højre fod, og måtte opereres og misse resten af sæsonen. Skaden har også kostet ham muligheden for at vise sig frem i draftprocessen.

Alder ved draften: 23 år (12. august 1998)
Højde: 6ft 3½in (192 cm)
Vægt: 241 lbs (110 kg)

Data om Christopher Allen

Postition: EDGE

Styrker:
  • Allen er umiddelbart bygget godt til en rolle som 3-4-outside linebacker, og han har både de atletiske evner til og erfaring med at droppe tilbage i opdækning. Samtidig har han vist sig i stand til at komme efter quarterbacken, og han ligner på mange måder et oplagt fit på ydersiden af linebackerkæden for 3-4-mandskaberne.
  • De 241 lbs er måske en smule let, selv til 3-4 OLB, men Allens spil virker ikke præget af at han er lidt undersized. Han spiller med overraskende god styrke, og er ikke en spiller der bliver skubbet rundt af offensive linjemænd. Han kan ”set the edge” i løbespillet, og er klar til at tage kampen op ved point of attack, hvor han også viser sig i stand til at bruge hænderne ganske effektivt.
  • Der er intet at udsætte på Allens effort level. Han kæmper fra snap til fløjte spil efter spil, og han har de fysiske betingelser på plads til at kunne udvikles til en stor pass rush-trussel. Det er en kombination, der bør kunne lokke nogle hold.
Svagheder:
  • Selvom Allen har været fem år hos Alabama, halter han lidt efter ift. instinkter og spilforståelse. To sæsoner, med sammenlagt én optræden, har sat en lille kæp i hjulet på udviklingen på den front, og også teknisk er der nogle ting at arbejde på for det hold, der vælger ham.
  • Selvom Allen på tale ligner en god atlet, virker han en smule begrænset i sin range i løbespillet, og mens noget af det handler om udviklingen af de elementer af spillet jeg nævnte ovenfor, så kan jeg godt se for mig at Allen ”bare” bliver en set the edge-type spiller. Det har også værdi for nogle hold, men man kunne godt ønske sig mere.
  • Teknisk skal der bl.a. arbejdes på at udvikle pass rush-arsenalet, eller i hvert fald tilsikre at han forstår at bruge dét han har at arbejde med bedre. Derudover er der lidt flere missede tacklinger på hans tape end jeg bryder mig om. I perioder ser man at han kan levere en rigtig god tackling, men teknikken skal lige strammes op, så han bliver mere stabil på den front.
  • Medmindre Allen får lagt noget ekstra vægt på, vil 4-3-mandskaber formentlig ikke have den store interesse i ham – om noget kan jeg se det være med henblik på at spille ham som SAM. Der bør dog være plads til at smide nogle ekstra kilo på kroppen, så han også kan begå sig som 4-3-end, men det ligger ikke helt så lige for at vælge ham for et 4-3-hold, som det gør for et 3-4-hold.
  • Fem starter på fem år er ikke meget, og selvom det ikke i sig selv er kritisk at det først var i 2020 Allen kom ind i startopstillingen – Alabama er trods alt et godt besat hold, hvor det kan være svært at tilkæmpe sig en plads – så er det lidt en bét, at Allen ikke har mere startererfaring. Især med tanke på at han kommer til at starte sin første NFL-sæson som en 24-årig spiller med to sæsonafsluttende skader på fire sæsoner på CV’et.
Opsummering: I en draftklasse, der er uhyre dyb, kan Allens missede 2021 (selvom han da snittede både 1 sack og 1 FF pr. kamp... i den ene kamp han spillede) godt betyde at han flyver lidt under radaren, holdt op mod nogle af de lidt mere flashy spillere, der har haft en god sæson og draftproces. Men Allen har en spændende profil, og selvom jeg personligt ikke er stor fan at af vælge ældre prospects, kan skadeshistorikken og den lidt begrænsede startererfarnig, tale for at der er lidt mere at udvikle på end på andre spillere på samme alder. Han kan bidrage mod løbet, dække op og rushe. Det er startertraits og three-down potentiale, men det kræver nok noget udvikling før man er helt klar på at lade ham få den chance. Men hans upside er tillokkende, og selvom jeg nok selv ville foretrække at vente til starten af tredjedagen med at tage chancen, vil jeg ikke afvise at der kan være et hold, der ikke har ladet ham flyve for langt under radaren, der slår til i tredje runde. NFL Comparison: Randy Gregory