Dillon Radunz brugte de sidste par år af sin college-tid på at beskytte Trey Lance, og det gjorde han med så stor succes, at han i den grad også har placeret sit navn på NFL-radaren. Hans atletiske evner giver håb om en masse, men teknikken i pass protection skal udvikles.
Dillon Radunz er opvokset i Becker, Minnesota, lidt nordvest for Minneapolis. I high school spillede han football, basketball og lavede kuglestød. Han var kun et 2-stjernet talent ud af high school, og her valgte han North Dakota State som college over hold som South Dakota og Wyoming.
Hos North Dakota State redshirtede han sin første sæson i 2016. I 2017 blev han udråbt til starter, men blev skadet for sæsonen i den første kamp. Han vendte tilbage i 2018 som starter, hvor han startede alle sæsonens 15 kampe. Han fortsatte i 2019, hvor han i 16 kampe beskyttede Trey Lance. I både 2017, 2018 og 2019 holdet FCS-mesterskabet. I 2020 blev deres sæson aflyst pga. Covid19, og holdet spillede kun en enkelt kamp mod Central Arkansas. Den kamp spillede Radunz, inden han skiftede fokus mod draften.
Alder ved draften: 23 år (28. Marts 1998)
Højde: 6ft 5½ in. (196 cm) (ved Senior Bowl)
Vægt: 304 lbs (138 kg) (ved Senior Bowl)
Styrker
- Dillon Radunz har en dejlig atletisk pakke med sig. Han har strålende eksplosivitet ud af sine stance, og han bevæger sig glidende med super balance og kontrol over sine bevægelser. God quickness til at skifte retning og god fart i det åbne. Virkelig en smooth og god atlet.
- Radunz gør mange ting godt i løbespillet, og især hans evne til at spille med god leverage imponerer mig. Han arbejder med god fleksibilitet i kroppen til konstant at arbejde lavt og ellers få hænderne placeret godt, så hans hand leverage bliver godt.
- Kombinationen af de gode atletiske evner, det gode tyngdepunkt og hans gode hand placement betyder, at han er dygtig til at fastholde blokeringer og få skub i folk i løbespillet. Han mirror godt, så folk ikke så let kan shedde blokeringen og komme udenom ham.
- I løbespillet tager han også gode vinkler, og han bruger konsekvent sin mobilitet til at komme på den rigtige side af folk, og han er også dygtig til at fange folk i bevægelse enten på screens, eller når han skal op på 2nd level og fange en linebacker.
- Der er uden tvivl folk, der går mere op i physicality, end jeg gør, men ikke desto mindre, værdsætter jeg Radunz' fysiske spillestil i løbespillet. Han giver den virkelig en skalle på alle blokeringer, og han begraver folk i græsset, hvis de ikke er klar på at give mindst lige så meget som ham.
Svagheder
- En tackle på kun lige over 300 pund er en tackle i den lettere ende af skalaen, og for Radunz kan det godt ses, at der måske mangler lidt styrke og modstandskraft. Når folk kommer ind i brystkassen på ham, fordi de kan bruge deres hænder, ser man bliver kastet lidt mere rundt, end hvad godt er.
- I forlængelse af ovenstående har han også problemer mod nogle af de stærke og fysiske pass rushere, han stod overfor. Der var snaps, hvor de næsten løb lige igennem ham, og han ikke havde styrken og ankeret til at stå imod.
- I pass protection har Radunz også nogle problemer med sine hænder. Han har det med at lunge og strække sig for langt forover i forsøget på at lande sit punch, og jeg savner i høj grad noget tålmodighed og bedre timing i hans punch.
Opsummering
Dillon Radunz kommer fra et løbetungt North Dakota State-angreb, og det er også tydeligt i hans styrker og svagheder. Hans teknik i løbespillet er virkelig god, mens hans teknik i kastespillet er mindre god. De atletiske evner giver en masse upside, som er tiltalende, men jeg kan ikke lade være med at være lidt bekymret for hans styrke og evne til at stå imod i pass protection. Derfor kan jeg heller ikke helt tage Radunz i top 50, men jeg synes, han er et appellerende projekt til bunden af anden eller tredje runde, hvor man så kan forsøge at bygge lidt styrke på ham.
NFL Comparison: Jake Fisher
Senest opdateret 15/02/2021
- Teis Joranger