Styrker:
- Londons højde, og alt den bringer med sig af positive ting, er ikke til at komme udenom her. En receiver på 6'5" med lange arme og gode evner til at springe, har bare en helt naturlig fordel over mange andre spillere. Han kan bruge sine lange arme effektivt til at skærme af, og når han er oppe efter bolden har han bare et kæmpe catch radius.
- Læg dertil glimrende kropskontrol og en god evne til at tracke bolden, og du står med en receiver, der er godt klædt på til at kunne vinde på ydersiden og ved sidelinjen.
- Man forveksler ikke London med et human joystick, men han bevæger sig ganske flydende for en spiller på sin størrelse og kan sagtens undvige nogle tacklinger. Der er fine evner til at skaffe yards after catch.
- London udviser generelt god spilforståelse. Trods lidt udfald undervejs forstår han sig på at finde plads mellem zonerne, og den erfaring han har samlet sammen henover de seneste tre år, hvor han både har spillet i slotten og på ydersiden, kommer ham til gode.
- Selvom der har været drops imellem, så kan jeg generelt godt lide Londons hænder. Han er en relativt naturlig hands catcher, der ganske naturligt extender for at hive bolden ind udenfor kroppen med bløde hænder.
- Da London først runder 21 henover sommeren vil han høre til blandt den yngre del af denne draftklasse, og det er absolut en positiv ting i forhold til muligheden for at få udviklet ham henover de kommende år.
Svagheder:
- Lad os bare få de drops af vejen fra start. London havde otte tabte bolde henover otte kampe i den forgangne sæson. Nogle af dem var ganske grimme, men det er ikke i sig selv noget der giver mig store forbehold omkring hans NFL-muligheder. Drops er noget man kan kan finde sig til rette med, når potentialet for store spil vejes op imod det. Men der er altså plads til forbedring af hænderne.
- Londons topfart vil næppe blæse nogen omkuld. Jeg forventer en 40-yard tid i omegnen af 4,50. For en stor receiver er det på ingen måde kritisk - men man kunne godt håbe på lidt mere af en 210 lbs-receiver. Han formår dog ofte at skabe separation på toppen af ruten, og det gør at man godt kan klare sig uden den helt store topfart.
- Når man har at gøre med en receiver på 6'5", så vil automatforventningen ofte være, at der er tale om en stor, fysisk receiver, der konstant vinder contested i kraft af bare at være større og stærkere end den direkte modstander. Det synes jeg bare ikke for alvor virker til at være tilfældet for London. Nuvel, han skal nok kunne vinde på fysik over en mindre cornerback, men er han oppe mod en cornerback, der også er villig til at spille med fysik, så vil det nok i højere grad være i kraft af den længde han har, jeg ser London vinde. Han er ikke ligeså fysisk som hans størrelse giver anledning til at forvente.
- Det er lidt voldsomt at sige at en spiller på 95 kg er ranglet, men det er tilfældet med London. Og jeg kan ikke komme udenom at det bekymrer mig. Skal man lede efter succesfulde spillere på omkring 6'5", så skal man lede et stykke tid efter en, der ligger nede på omkring 210 lbs. Skal jeg være tryg ved London som NFL-spiller, så skal han gerne op på omkring 225 lbs - og han skal komme det uden at give afkald på sine atletiske evner.
Opsummering:
Det er ikke til at komme udenom, at Drake London med sin størrelse har potentialet til at kunne blive et mismatch for NFL-hold, og med hans spilforståelse, kropskontrol, catch radius og YAC-evner, kan jeg sagtens forstå at hold bliver fascineret af ham. Jeg kan bare ikke se mig fri for, at jeg hans højde/vægt-combo skræmmer mig. Siden 2004 er ni spillere blevet drafted, som målte ind på 6'4½"-6'5½" og mindre end 225 lbs, og selvom de ikke alle blev drafted højt, så er der blot én af dem, der har leveret en 1000-yard sæson. Og det var syvenderundevalget Marques Colston (der vejede ind på 224 lbs og kun akkurat var over 6'4½") - førsterundevalget Michael Jenkins nåede det aldrig. Andenrundevalget James Hardy havde ti career catches inden han var ude af ligaen efter sin anden sæson. Dermed ikke sagt at det er dét Drake London går i møde, men blot for at understrege at der er noget historik, der arbejder imod ham, og rejser nogle spørgsmålstegn omkring ham hos mig. Kan han veje ind på omkring 225 lbs til Combine/Pro Day og levere nogle gode testresultater, så vil det give mig noget ro omkring hans evne til at kunne spille på den tungere vægt. Men for nuværende er jeg oprigtigt i tvivl om London er mere Marques Colston eller Equaniemous St. Brown. Der findes mange sammenligninger rundt omkring med spillere som Mike Evans og Brandon Marshall, og dem køber jeg slet ikke - bl.a. fordi London hænger 20+ lbs efter de to. Han har slet ikke den samme fysik som de to, og jeg ser ham ikke vinde på sin fysik som Evans. Kan han spille sit nuværende game på en tungere vægt, så kan jeg til nøds købe Marshall-sammenligningen, men han skal op i vægt for at nå dertil. Jeg ser et par mere oplagte sammenligninger for ham - og da jeg egentlig godt kan lide London går jeg med de gavmilde udgaver.
NFL Comparison: Michael Pittman Jr. / Marques Colston
Opdateret 23/01/2022
- Peter Meier Jensen