Dylan Parham har på mange måder et fint atletisk fundament, hvor især hans lave tyngdepunkt imponerer. Spørgsmålet er dog, om længden og styrken vil gøre det svært for ham at blive en god starter i NFL.
Dylan Parham er født og opvokset i Carrollton i det vestlige Georgia. Han var et 2-stjernet tight end talent ud af high school og valgte Memphis over West Virginia og Georgia State.
Hos Memphis redshirtede han sin første sæson, hvorefter han skiftede fra tight end til den offensive linje. Her imponerede han og blev med det samme starter på venstre guard, hvor han startede 28 kampe over 2018 og 2019-sæsonerne. I 2020 blev han flyttet til højre tackle, hvor han startede 11 kampe. I 2021 blev han flyttet tilbage indvendigt, hvor han spillede sæsonen på højre guard. Han missede ikke en eneste kamp i sine fire sæsoner som starter.
Alder ved draften: 22 år (24. august 1999)
Højde: 6ft 2in (188 cm)
Vægt: 313 lbs (142 kg)
Styrker
- Dylan Parham kommer med gode atletiske evner, og han eksploderer fint ud af sin stance og har god fart og mobilitet, når han kommer i bevægelse. Klart en over middel atlet for positionen.
- Parham kombinerer den fine eksplosivitet med generelt god short area quickness og foot speed. Har evnen til at lave små og hurtige justeringer til spillet og bevæger fødderne effektivt.
- Det er imponerende, så meget knee bend, Parham spiller med. Han sidder dejligt lavt i sin positur og arbejder konstant med et godt tyngdepunkt og et solidt fundament. Det hjælper ham både til at komme i brystkassen på folk samt at styrke hans eget anchor, så han ikke bliver skubbet så meget rundt i kastespillet.
- I løbespillet er Parham god til at holde fødderne aktive. Det gælder både, når han skal mirror folk og forblive foran dem, og det gælder, når han har fat i en mand, hvor han er glimrende til at få skub på sin mand ved at pumpe fødderne.
- Jeg synes, at Parham er glimrende til at holde hænderne indvendigt. Det gælder både i kastespillet, hvor hans punch som oftets lander fint i indvendigt, men også i løbespillet, hvor han holder albuerne fint samlet.
Svagheder
- Parham er ikke den største offensive linjemand, og han har også lavet skiftet fra tight end til offensiv linje i sin collegetid. Til Senior Bowl vejede han ind fint over 300 pund, hvilket var en positivt udvikling fra hans listede vægt på 285 pund hos Kentucky. Parhams længde er dog under middel.
- Netop fordi Parhams længde er ret tydeligt under middel, så har han nogle problemer på reach blocks, hvor han skal arbejde sideværts og få fat i folk, mens han er i bevægelser. Pga. den manglende længde ser jeg klart mest Parham som en center frem for guard.
- Jeg synes ikke, at Parhams styrke i overkroppen imponerer. Han er meget afhængig i at arbejde med gode vinkler i sit spil, og jeg så ham sjældent tage en mand og fysisk flytte ham væk med råstyrke. Det skal han arbejde på at forbedre i NFL.
- I forlængelse af både den manglende længde og den under middel styrke, så kunne Parhams sustain godt være bedre. Jeg savner bedre grip strength, så han holder sine blokeringer lidt stærkere og længere.
Opsummering
Jeg synes, Dylan Parham er en svær evaluering. Han har klare kvaliteter, der kan gøre ham til en rigtig fin starter, og hans kombination af atletiske evner og et dejligt tyngdepunkt lægger et stærkt fundament. Der er dog også nogle klare bekymringer om Parhams længde og styrke, og hvorvidt det vil gøre det svært for ham at blive en funktionel starter i NFL. De ting gør i hvert fald, at jeg ser Parhams ideelle position som center, selvom han spillede guard i college. Det skift vil i sig selv betyde, at der vil være noget tilvænningstid. Som minimum bør Parham være en fin backup, der måske om et år eller to kan blive starter. For mig er han en mand, man kan overveje i tredje runde.
NFL Comparison: Matt Paradis