JL Skinner er en unik safety med en sjælden kombination af højde og hurtige fødder. Han er dog ikke en naturlig coverage-safety, og styrken er også mangelfuld, og det skaber spørgsmålstegn ved hans ideelle rolle.
JL Skinner er født og opvokset San Diego, Californien. Han var et 3-stjernet safety-talent ud af high school, og han havde tilbud fra flere Power 5-skoler som Iowa State, California og Arizona, men han valgte alligevel Boise State i den lidt mindre Mountain West-konference.
Hos Boise State brugte han sin første sæson i 2019 som backup og lavede 14 tacklinger. I 2020 blev han starter, og startede alle Boise States seks kampe. Her lavede han 37 tacklinger og en interception. I 2021 startede han alle holdets 12 kampe og lavede 92 tacklinger og to interceptions. I 2022 blev det til 12 starter mere og 62 tacklinger og fire interceptions.
Alder ved draften: 22 år (16. April 2001)
Højde: 6ft 4in (193 cm)
Vægt: 209 lbs (95 kg)
Styrker
- J.L. Skinner er en høj safety med rigtig fin længde, og hans langlemmede krop giver nogle spændende muligheder. Hans build er i hvert flad potentielt glimrende til at dække tight ends op.
- Skinner virker ret hurtig på de første par meter, og hans eksplosivitet skinner igennem og overrasker for så høj en spiller. Bevæger virkelig fødderne med en lethed og hurtighed, som er meget få høje defensive backs forundt. Giver ham spændende short area quickness og burst ned ad bakke.
- Skinner er klart bedst, når han kan spille en af de kortere zoner, hvor han kan ligge og lure på ruter foran ham og breake på dem. Der virker hans spilforståelse glimrende, og med hans burst kommer han hurtigt flyvende. Havde flere gode spil på bolden, når han spillede robber eller hook/curl eller flat-zoner på Boise States forsvar.
- Jeg er vild med Skinners vilje og lyst til at spille fysisk. Han er virkelig ikke bange for kontakt, og der er en stor villighed til at stikke snuden i skidtet og være med i tacklingerne. Generelt synes jeg også, at han teknisk er en glimrende tackler.
Svagheder
- Skinner er høj lige nu, og det er spændende på nogle parametre, men hans generelle build giver også lidt bekymringer. Han er meget high cut med lange ben, hvilket nogle gange giver lidt problemer med at arbejde lavt. Derudover er han meget tynd i det lige nu, og jeg ved ikke, om han naturligt kan bære så vanvittigt meget mere vægt, uden det går ud over resten af hans atletiske evner.
- Selvom Skinner har hurtige fødder på de første meter, så synes jeg ikke, at hans fart virker fantastisk. Der virker klart til at være nogle begrænsninger, når han for alvor skal åbne op. Med hans lange ben er der også nogle udfordringer med hurtigt at flippe hofterne og åbne op. Klart bedste på lige linjer, hvor hofterne ikke skal vende og dreje for meget.
- Jeg savner en del instinkter og evner som dyb safety, og det er egentlig uanset, om det er som free safety eller i en two-high struktur. Hans disciplin og fornemmelse for det dybe arbejde virker ikke imponerende, og han har ikke rigtig range til at dække de store vidder nede bagved.
- I arbejdet i boksen mod løbet og screens savner jeg en del play strength, og han har meget svært ved at komme gennem trafik og blokeringer. Spiller med for højt et tyngdepunkt og mangler noget power og styrke til at komme af blokeringer og kæmpe sig vej gennem trafikken.
Opsummering
På overfladen er der nogle spændende ting ved JL Skinner, og førstehåndsindtrykket af denne her høje, lange safety med overraskende hurtige fødder og god short area quickness er virkelig godt. Som man ser flere og flere snaps, så synes jeg dog, at begrænsningerne blev mere tydelige, og jeg blev mere og mere i tvivl om, hvordan man bedst kan bruge Skinner. Jeg synes ikke, at han er naturlig som two-high eller single-high safety, og jeg synes ikke, han har styrken og tyngden til at arbejde i boksen. Det efterlader for mig lidt en rolle som dime-safety, der måske kan dække nogle tight ends op på udvalgte downs, men ellers ser jeg ikke en fuldtidsstarter. Det gør også, at jeg ikke helt kan vælge Skinner før fjerde eller femte runde.
NFL Comparison: Jayron Kearse