Jalen Carter, IDL,

Skrevet af Teis Joranger

Georgia har leveret utallige store talenter til draften i de senere år, men Jalen Carter kan meget vel være det største af dem alle. Hans unikke kombination af atletiske evner, næsten komiske styrke i overkroppen og høj spilintelligens gør ham til en kæmpe playmaker oppe foran.

Jalen Carter er født og opvokset i Apopka i det centrale Florida. Han var et femstjernet talent ud af high school og det største talent i Florida i sin årgang. Han havde tilbud fra alle de store skoler, og valgte Georgia foran Alabama, Florida og Clemson.

Hos Georgia var han rotationsspiller i sin første sæson, og han lavede 12 tacklinger i otte kampe. I 2021 vandt han en større rolle på trods af, at Georgia havde to førsterundevalg på defensive tackle i form af Devonta Wyatt og Jordan Davis. I 15 kampe lavede Carter 37 tacklinger og tre sacks. I 2022 kæmpede Carter med en ankelskade, og selvom han spillede i 12 kampe og startede syv af dem, så var der flere kampe, hvor han ikke spillede så mange snaps som normalt, og han spillede kun 400 snaps i sæsonen. På de 400 snaps lavede han 32 tacklinger og tre sacks.

Alder ved draften: 22 år (4. April 2001)
Højde: 6ft 3in (191 cm)
Vægt: 300 lbs (136 kg)

Data om Jalen Carter

Postition: IDL

Styrker
  • Jalen Carter er først og fremmest en rigtig god atlet. Det er hele fundamentet for at kunne blive dominerende. Han er virkelig eksplosiv på de første meter, og hans fart er tydeligvis også langt over gennemsnittet for en defensive tackle.
  • Udover selve eksplosiviteten har Carter herlig quickness og evne til at arbejde med god fleksibilitet i kroppen. Kan arbejde nede i knæene med god bend i ankler og hofter, og så har han en god fleksibilitet i overkroppen, som gør det nemmere at dreje sig rundt om offensive linjefolk.
  • Det er næsten komisk, så stærk Carter er i sin overkrop og sine hænder. Det er som om, han har stødpuder i hænderne, og det er utroligt, som han kan flytte offensive linjefolk næsten efter behag. Utrolig evne til at skabe rotationel kraft, som regelmæssigt flytter offensive linjefolk.
  • Der er stadig ting, som teknisk kan lægges på som pass rusher, men overordnet har Carter allerede et glimrende arsenal af pass rush-moves. Han har både power og finesse, og han er generelt dygtig til at bruge sine hænder og fleksibilitet til at holde sit bryst frit, således offensive linjemænd ikke har kontrol over ham.
  • Jeg er stor fan af Carters instinkter og evne til holde øjnene oppe. Selvom han basker derudaf med stor eksplosivitet og voldelighed, så bevarer han alligevel overblikket under spillet.
  • Der er perioder af Carters tape, hvor han er helt og aldeles umulig at blokere, og det er svært at komme uden om, at Carter er en gigantisk playmaker. Det topniveau er virkelig tillokkende.
Svagheder
  • Carter har helt ekstrem power i overkroppen, men jeg synes godt, at han kan lægge mere masse og styrke på i underkroppen. Hans evne til bare at plante knopperne i jorden og stå fast er gennemsnitlig, og der kunne han godt blive stærkere i sin underhalvdel.
  • I løbespillet synes jeg godt, Carter kan arbejde med sin evne til at komme af blokeringer med den rigtige timing. Han ender nogle gang lidt lineær, hvor det vil klæde ham at arbejde med et bredere fundament. Det tror jeg vil hjælpe ham med at komme af blokeringer.
  • Jalen Carter har hele 2022 kæmpet en del med en ankelskade, hvilket har begrænset hans snaps i mange kampe. Først mod slutningen af sæsonen begyndte han at spille en snapmængde, der matchede hans talent. Det betyder, at Carter slutter college-karrieren med blot seks sacks, og nogle hold vil måske savner top end-produktion.
Opsummering Alle hold leder efter difference makers på forsvaret, og i årets draft er der få spillere, der kan gøre lige så stor en forskel som Jalen Carter. Han er ekstrem atletisk, uhyre kraftfuld i overkroppen og hænderne, og han har bare en næse for at lave ravage oppe foran. Der er nogle ting i løbespillet, han kan blive bedre til, men overordnet er han bare en fantastisk football-spiller. Der er ikke det system eller det forsvar, han ikke ville kunne spille i, og jeg er klar til at tage ham i top 5 af draften alle ugens dage. NFL Comparison: Quinnen Williams/Ndamukong Suh