Skrevet af Rasmus Holse
Listen af Alabama-receivers, der har taget springet fra Alabama og er blevet stjerner i NFL, vidner efterhånden om en sikker forsyningslinje fra Tuscaloosa til de professionelle rækker - og i år er ingen undtagelse. Jaylen Waddle ligner et specielt talent.
Jaylen Waddle er født og opvokset i millionbyen Houston i den enorme football-stat Texas. Her spillede han sin high school-bold hos Episcopal High School i Bellaire, Texas. Waddle blev vurderet som et 4-stjernet recruit ud af high school og valgte University of Alabama over tilbud fra andre store skoler som Texas, Texas A&M, Florida State, TCU og Oregon.
Hos Alabama blev Waddle allerede i sin freshman-sæson valgt som SEC Freshman of the Year efter at have grebet 45 bolde for 848 yards og 7 touchdowns. I hans sophomore season gik produktionen en smule ned, og Waddle greb 33 bolde for 560 yards og 6 touchdowns, mens han fortsatte med at vise sine evner på special teams ved at blive udvalgt som First Team All-SEC som return-specialist. Det er dog ikke helt mærkeligt, at der var svært at finde flere targets hos Alabamas offense med navne som Jerry Jeudy, Henry Ruggs og DeVonta Smith på holdkortet. Derfor var der også store forventninger til Waddles 2020-sæson, hvor der var "luft" til at bevise sig i blandt andet Henry Ruggs' gamle rolle.
Jaylen Waddle begyndte da også sæsonen som lyn og torden - og på bare fire kampe nåede Waddle at gribe 25 bolde for hele 557 yards og 4 touchdowns. I sæsonens femte kamp, mod Tenneessee Volunters, blev Waddle dog skadet på det første kickoff, da han blev tacklet bagfra og brækkede anklen.
Jaylen Waddle har pr. dags dato endnu ikke officielt tilmeldt sig 2021-draften.
Alder: 22 år (25. november 1998)
Højde: 5ft. 10in. (178cm)
Vægt: 182 lbs. (83kg)
Postition: WR