Jeremiah Owusu-Koramoah, LB,

Skrevet af Teis Joranger

Hvert år ser vi diverse safety/linebacker-hybridspillere, og Notre Dames Jeremiah Owusu-Koramoah er måske årets bedste spiller fra den kategori.

Jeremiah Owusu-Koramoah er fra Virgnia, og han valgte Notre Dame over blandt andet hjemstatsuniversitetet University of Virginia. Han redshirtede sin første sæson i college og spillede meget sparsomt i 2018. I 2019 var han dog fast starter, inden han i 2020 udviklede sig til en profil på Notre Dame-forsvaret.

Alder: 21 år (4. november 1999)
Højde: 6ft. 1 in. (185cm)
Vægt: 220 lbs. (100kg)

Data om Jeremiah Owusu-Koramoah

Postition: LB

Styrker
  • Owusu-Koramoah er først og fremmest en strålende atlet. God eksplosivitet, imponerende closing speed og bevæger sig flydende i åbne områder med ubesværede retningsskift. Passede perfekt til Rover-rollen hos Notre Dame, hvor han blev bedt om at arbejde i store områder og både dække op, stoppe løbet og blitze.
  • Stor erfaring i opdækningen, og han viser generelt fin anticipation og feel i opdækningen. Har de atletiske evner til at dække RBs og TEs mand mod mand. Kan have det lidt svært mod WRs, men det bør heller ikke være noget, han skal meget i NFL. Generelt en spiller, der kan bidrage i opdækningen med det samme.
  • Hans instinkter og evne til at trykke på aftrækkeren, når han ser noget gør ham til en playmaker på forsvaret. Dækker store områder og flyver rundt.
  • Han udviser en dejlig intensitet i sit spil. Han giver sig fuldt ud på alle snaps og har en skøn sense of urgency i sit spil.
  • Hans eksplosivitet og timing på blitzes er rigtig god. Generelt bare virkelig farlig, når han kan få lov til at blæse ned ad bakke.
Svagheder
  • For mange vil han blive anset lidt som en tweener. Han er mindre end de fleste linebackers og større end de fleste safeties. Det er muligt, at han kan lægge lidt vægt på, men så taber han måske noget eksplosivitet.
  • Den lidt manglende størrelse kan godt ses, når han bliver bedt om at operere i boksen imod løbet. Her mangler der lidt styrke, og han er ikke så dygtig til at arbejde gennem trafik og blokeringer. På grund af hans rolle i college, hvor han ofte spillede udenfor boksen, så mangler han også noget erfaring i at fylde sine gaps. Hans evner i løbeforsvaret som en rigtig linebacker vil være en ubekendt.
  • Det er fedt at se, hvordan han flyver rundt, men han skal også lære at kontrollere det meget bedre. Han misser alt for mange tacklinger, fordi han ikke får wrappet ordentligt og i stedet bare løber ind i manden eller prøver at tackle for højt i stedet for at bremse ned, sænke sit tyngdepunkt og tackle gennem manden. Der skal hans tackleteknik blive mere pålidelig.
Opsummering Jeremiah Owusu-Koramoah er et perfekt eksempel på en af de hybrid-spillere, som er blevet mere og mere normale i NFL. Det atletiske potentiale er kæmpestort, og han kan gøre utroligt mange ting for dit forsvar, men det kræver også, at man har en idé om, hvordan det skal gøres. Han vil formentlig ikke være særlig effektiv, hvis han blev skubbet ind i en mere traditionel linebacker-rolle. I stedet ville jeg bruge ham som en atletisk brik, der både kan gøre lidt linebacker-ting, men også kan bruges som en form for dime-safety. I base defense ser jeg ham passe bedst ind som en run and chase-linebacker i et 4-3 forsvar, og derefter ville et dime-tungt forsvar være ideelt. Jeg ser ham passe godt ind i en rolle, der ligner den, som Panthers har givet Jeremy Chinn på deres forsvar. Rent spillemæssigt er han herlig at se grundet intensitet og atletiske evner, men han skal også blive en langt bedre tackler i NFL. Derudover kan han snydes, når han opererer i boksen, og der vil være noget arbejde i at udvikle hans evne til at læse spillet i boksen. Til gengæld giver han dit forsvar fart, en playmaker og opdækningsevner. NFL Comparison: Jeremy Chinn