Julius Brents har imponeret først til Senior Bowl og siden til combine, og den store og atletiske cornerback ligner et perfekt match til hold, der gerne vil have længde og fysik på cornerback.
Julius Brents er født og opvokset i Indianapolis, Indiana, hvor han var et 3-stjernet safety/cornerback-talent ud af high school. Han havde tilbud fra flere middelstore skoler, hvor han valgte Iowa over tilbud fra N.C. State, Cincinnati, Louisville og Michigan State.
Hos Iowa fik han en stor rolle i sin første sæson i 2018, da han spillede i 11 kampe og startede fem. Her lavede han 13 tacklinger, en interception og slog tre kast ned. I 2019 blev han skadet i sin første kamp og sad ude for sæsonen, inden han i 2020 vendte tilbage og måtte affinde sig med en backup-rolle. Derfor valgte Brents også at skifte skole inden 2021-sæsonen, og her faldt valget på Kansas State. Hos Kansas State blev han hurtigt en starter, og han lavede i 2021 og 2022 94 tacklinger, fem interceptions og slog seks bolde ned.
Alder ved draften: 23 år (18. januar 2000)
Højde: 6ft 2in (188 cm)
Vægt: 198 lbs (90 kg)
Styrker
- Julius Brents kommer med en af de mest imponerende fysikker blandt cornerbacks i årets draft. Han er høj, muskuløs og med imponerende længde. Ligner en safety med sit build, og kombinationen af hans lange arme og gode fysik vil gøre ham til en af de større og mest robuste cornerbacks i NFL.
- Atletisk kommer Brents med en utroligt spændende pakke, og hans eksplosivitet skinner virkelig igennem i kampene. Hurtig på de første meter, og hans closing speed er virkelig god på ting foran ham. Testede også fantastisk i agility-øvelser til combine, selvom jeg ikke synes, det skinner igennem på tape.
- I zoneopdækningen synes jeg, at Brents viser fornuftig disciplin og en acceptabel feel for space og ruter omkring ham. Virker til at forstå strukturen på forsvaret, og hvilke ruter han skal være opmærksom på. Derudover fylder han bare meget i en zone.
- Brents er en stor og stærk corner, og sådan spiller han også positionen. Han er ikke bange for at gå på kroppen af receiverne, og han er svær at slås med for mange receivere. Bliver ikke bare lige skærmet eller skubbet væk, men tvinger receivere til at have en plan til, hvordan de skal arbejde udenom ham.
- Der en glimrende villighed til at komme ned ad bakke og spille fysisk, og han tackler ret godt for en cornerback. Kommer med gode lange arme til at wrappe, og hans hitting power er fin. Man kan godt ønske sig, at han er bedre til at komme af blokeringer, og han skal også passe på sig selv med sin tackleteknik, da han har en tendens til at kaste sig ind i nogle tacklinger med hovedet først. Overordnet en villig corner i run support og mod screens.
Svagheder
- Jeg er helt med på, at Brents til combine testede fænomenalt, men jeg synes stadig, at der i kampene var flere situationer, hvor han var lidt stor i sine hip turns og i sine transitions. Måske det skyldes teknik eller anticipation, men han så ikke fantastisk hurtig ud, når han skal vende og dreje med receiverne. Derudover manglede der måske lidt topfart i nogle situationer, og hans 40 yard til combine var heller ikke blazing fast.
- Brents har størrelsen, længden og styrken til at være en god press corner, men lige nu virker han usikker i sin teknik. Jeg synes, han false stepper en del og dermed ikke arbejder med en effektiv underkrop. Giver et indtryk af generelt urolige fødder og manglende tålmodighed og evne til at få receiveren til at gøre første udfald.
- Når Brents ender i situationer, hvor han skal følge receivere ind og ud af breakes, synes jeg, at han ofte giver lidt meget separation. For mig ligner det primært et anticipation problem, hvor han ikke har den nødvendige forudseenhed til at være på forkant med, hvad receiveren prøver at løbe. Teknikken og spilforståelsen skal blive bedre, hvis han ikke skal være et let offer i NFL.
- Når Brents løber med ryggen til bolden savner jeg en tiltro på egne evner til at blive med receiveren og spille bolden i luften. Jeg synes, han panikker for meget, og han ender ofte med at opsøge alt for meget kontakt i stedet for at vende hovedet og finde bolden. Var især tydeligt mod Quentin Johnston, som kan matche Brents på størrelse.
Opsummering
Julius Brents er en stor og fysisk cornerback, der virkelig vil appellere til de hold, som gerne vil have længde på deres udvendige cornerback-pladser. Han er derudover en rigtig fin atlet, selvom han i kampene ikke helt kan matche sine combine-tal, synes jeg. Måske er det teknik og spilforståelse som gør, at hans atletiske evner ikke altid skinner igennem, men overordnet set, synes jeg, at der lidt vej igen, før jeg for alvor vil stole på Brents som NFL-starter. Der er dog betydeligt potentiale, og jeg tror, han på sigt vil blive en NFL-starter. Han er dog lidt et projekt for mig, og jeg ville tidligst tage ham i tredje runde, selvom anden runde bestemt er sandsynligt fra NFL's side.
NFL Comparison: Trevon Diggs/Eric Rowe