Mekhi Garner, CB,

Skrevet af Teis Joranger

Mekhi Garner er en stor og fysisk stærk cornerback, som testede godt til combine, men på banen ligner en mand, der måske passer bedst som safety. Der skal dog mere fysisk spil til, hvis det skal blive en succes.

Mekhi Garner er født og opvokset i Mesquite i udkanten af Dallas, Texas. Ud af high school var han ikke klar til college og tog derfor et år i 2018 på Junior College. Herefter var han anset som et trestjernet JUCO-talent, og han valgte Lousiana Lafayette som sin skole.

Hos Lousiana Lafayette var han backup i 2019, inden han i 2020 fik sit gennembrud med otte starter og spilletid 11 kampe, hvor han lavede 27 tacklinger og slog syv kast ned. I 2021 blev det til 11 starter ud af 13 mulige, og her lavede han 31 tacklinger og slot otte kast ned. Forud for 2022-sæsonen valgte han at skifte til LSU, hvor han startede alle 13 kampe for holdet og lavede 43 tacklinger og slog fire kast ned.

Alder ved draften: 23 år (11. januar 2000)
Højde: 6ft 2in (188 cm)
Vægt: 212 lbs (96 kg)

Data om Mekhi Garner

Postition: CB

Styrker
  • Mekhi Garner er en høj og fysisk imponerende corner. Han er virkelig muskuløs og tæt bygget for en cornerback, og han har exceptionel længde for positionen. Bygget mere som en safety end som corner.
  • Til combine testede Garner ret fornuftigt, og især Garners eksplosivitet var imponerende. Jeg er lidt usikker på, hvor meget jeg synes, det skinner igennem på banen, men det er aldrig skidt at teste godt.
  • I press coverage kommer Garners længde og styrke ham til gode, og han er svær at komme udenom for mange receivere, fordi han har længden og styrken til at forstyrre dem effektivt. Viser flere gange eksempler på, at han løber folk ud over sidelinjen, fordi han er så svær at komme på kroppen af og skubbe væk.
  • I forlængelse af ovenstående punkt, så er det meget få receivere, der vil kunne tage en fysisk kamp med Garner og vinde regelmæssigt. Han vinder klart mest, når han kan få lov til at tage fysiske dueller og bruge sin styrke til at få receiverne ud af rytme.
Svagheder
  • Til combine testede Garner udmærket, og hans 40 yard dash var rimelig. Jeg synes dog ikke, at hans fart er et plus, når jeg ser ham spille. Her ser den ret gennemsnitlig ud, og jeg synes, at hurtigere receivere giver ham udfordringer.
  • Et punkt hvor Garners størrelser arbejder imod ham er i hans evne til at skifte retning, og jeg synes, han mangler en hel del lateral quickness i sit spil. Det er bare ikke smooth nok, når han skal vende og dreje hofterne for at følge receiverne. Langsom ind og ud af breakes.
  • I press coverage synes jeg, at Garners footwork har en tendens til at blive usikker og rodet. Mangler foot speed til at matche receivere, og han ser tværtimod tung ud i mange situationer. Åbner også ofte op for tidligt, hvilket kun udfordrer ham endnu mere, da han mangler fluidity til let at komme tilbage i spillet.
  • På ruterne giver Garner ofte separation til receiverne, når de laver deres breakes, og han mangler bare den der suddeness til at følge receiverne tæt. Tror ikke, han vil kunne spille meget man coverage i NFL.
  • Når Garner er så stor og fysisk imponerende en corner, så vil jeg rigtig gerne have, at han også reelt spiller fysisk. Det, synes jeg, er en mangelvare. Han er slet ikke så fysisk som forventet som tackler og mod løbet, og han ser passiv og forsigtig ud i mange tacklesituationer. Savner virkelig noget vildskab og fandenivoldskhed, som for alvor havde aktiveret hans build.
Opsummering Mekhi Garner er en stor og fysisk corner, som ser bedst ud, når han kan gøre ruterne til en slåskamp med receiverne. Atletisk testede han glimrende til combine, men jeg synes ikke, at han har de atletiske evner til at spille corner i NFL. Hans fart er gennemsnitlig, og han mangler virkelig noget quickness og agility til at matche receivere ind og ud af deres breakes. Jeg synes klart, at hans skill set passer bedst som safety, men hans physicality og villighed til at tackle skuffer fælt på den front, hvilket jeg tror er grunden til, at han ikke er flyttet til safety noget før. Jeg må indrømme, at jeg er ret usikker på, om Garner kan blive starter i NFL, men hvis man kan banke noget sense og urgency og physicality ind i ham, så kan han måske blive en safety i NFL på sigt. NFL Comparison: Lonnie Johnson