Myjai Sanders, EDGE,

Skrevet af Teis Joranger

Myjai Sanders er en vaskeægte speed rusher med strålende eksplosivitet og fart. Manglende styrke og fleksibilitet bekymrer dog.

Myjai Sanders voksede op i Jacksonville, Florida, hvor han boede, indtil han skiftede til en high school i Georgia. Han var et tre-stjernet talent ud af high school og valgte at spille på University of Cincinnati over skoler som Ole Miss og Mississippi State.

Hos Cincinnati var han reserve i sin første sæson, inden han i 2019 blev starter. Her kvitterede han med fire sacks, hvilket han i 2020 toppede, da han lavede syv i ti kampe. Hans produktion er faldet i 2021, da han i skrivende stund kun har lavet to sacks i 12 kampe.

Alder ved draften: 22 år (12. juli 1999)
Højde: 6ft. 5.in (196cm)
Vægt: 255lbs (116kg)

Data om Myjai Sanders

Postition: EDGE

Styrker
  • Myjai Sanders er først og fremmest en speed rusher. Han er rigtig eksplosiv på de første meter, og fortsætter egentlig glimrende med at bygge fart hele rushet igennem. Sanders' eksplosivitet er klart det, som giver tackles problemer.
  • Sanders er udmærket til at variere i sine rush, og selvom alt er bygget op om fart og eksplosivitet, så er han ikke blind for at dykke indvendigt, hvis tacklen åbner op, og han formår sågar også at konvertere speed to power fra tid til anden. Har nok alsidighed til ikke at være en one-trick speed rusher.
  • Det sker ikke altid, at Sanders bruger sin længde optimalt, men man kan se, at han faktisk er svær at komme ind i brystet på fra tid til anden. Han har ret lange arme, og han kan sagtens bygge en fin pass rush-pakke op omkring sin eksplosivitet og længde.
Svagheder
  • Sanders har god højde og længde, men han er ikke særlig muskuløs at se på, og han bør bygge flere muskler på i NFL. Smalle hofter og skuldre og et generelt skinny frame. Ville overraske mig, hvis han reelt var de 255 pund, han står listet som.
  • Ovenstående punkt kan ses i hans spil, hvor han generelt savner noget power. Hans momentum dør hurtigt, hvis tacklen får hænderne på ham, og han mangler noget styrke til at komme forbi folk, når han kommer på kant af dem.
  • Selvom Sanders er eksplosiv, synes jeg ikke, han er særlig elegant og smooth. Han virker stiv i underkroppen og spiller for oprejst, og jeg synes der er meget wasted movement og ikke god nok kropskontrol. Ender på jorden for meget. Har ikke meget bend på toppen af sine rush
  • I løbespillet ville jeg ønske, der var bedre styrke og physicality. Han taber for ofte line of scrimmage, og jeg er bange for, at han i NFL vil være en liability mod løbet. Ikke god nok til at komme af blokeringer, og han mangler noget sense of urgency i løbespillet.
Opsummering Myjai Sanders har nogle spændende værktøjer som pass rusher, hvor hans eksplosivitet og længde kan give tackles problemer. Han er dog en udpræget pass rusher lige nu, og han gør ikke meget på spil, hvor han ikke kan lukke alt ude og kun gå efter quarterbacken. Jeg ser ikke stort potentiale for en komplet spiller, da han mangler noget styrke og physicality, og derfor ligner han for mig mest en situational pass rusher, der kan få 10-15 snaps pr. kamp i NFL. Ideelt set draftes han ind i et forsvar, der benytter en del 3-down lineman, hvor EDGEs kan spille noget wide 9. Det er forsvar som Rams, Chargers, Packers, Panthers og lignende. NFL Comparison: Hvis Lorenzo Carter spillede fuldtids-EDGE i college