Med 30 touchdowns over de seneste to sæsoner har Tank Dell vist sig som en big-play trussel på collegeniveau. Kan den lille og hurtige receiver overføre produktionen til NFL?
Nathaniel Dell er født og opvokset på Daytona Beach i Florida og spillede sin high school football på den lokale Mainland High School, hvor bl.a. skuespiller Denzel Washington og DJ Diplo tog deres high school-uddannelse. På footballfronten har spillere som Leonard Williams, Jachai Polite og Ricardo Allen betrådt græstæppet for skolens footballhold.
”Tank” Dell var rangeret som et tre-stjernet recruit ud af high school og committede tidligt til Florida International, men i løbet af hans sidste sæson i high school brød kommunikationen med universitetet så småt sammen, og Dell tolkede det som et tegn på at FIU ikke var interesseret i ham længere, og han søgte, sammen med en holdkammerat, i stedet mod Alabama A&M, hvor en af hans fars bekendte var RB-coach.
Efter ét år hos universitetet, tog han skridtet videre til ”Last Chance U”-universitetet Independence Community College (ICC), hvor hans high school-quarterback spillede. Drømmen om at spille for et større universitet levede dog stadig, og efter at have deltaget i summer camp hos University of South Florida forblev han i løbende kontakt med dem efter sæsonen startede hos ICC. Men ligesom med Florida International blev kontakten pludselig brudt, og Dells plan om at fejre sin 20-års fødselsdag ved at committe til South Florida blev ikke til noget. I stedet valgte han USFs konferencerivaler University of Houston, og i 2020 rykkede han til Texas for at spille for Dana Holgersens hold.
I tre sæsoner hos Houston greb han 33 touchdowns i 35 kampe – 29 af dem over 27 kampe i de sidste to sæsoner – og returnerede derudover et punt for touchdown i 2022, mens han i både 2021 og 2022 greb bolde for over 1300 yards.
Alder ved draften: 23 år (29. oktober 1999)
Højde: 5ft 8in (174 cm)
Vægt: 163 lbs (74 kg)
Styrker
- Det kan godt være ”Tank” er lille, men han laver store spil. Han er en eksplosiv satan med farten til at vinde både vertikalt og horisontalt, og hans 30 touchdowns på to sæsoner må alt andet lige aftvinge noget respekt. Han havde blot to kampe i 2022-sæsonen hvor han ikke scorede et touchdown, men han greb to af slagsen i seks af 13 kampe.
- Dell er et oplagt ”offensive weapon”, der kan bruges på forskellige måder, og line op både i slotten, i backfielden og få bolden på end arounds ol., og han har evnerne til at skabe yards efter at have grebet bolden og få modstanderne til at misse tacklinger.
- Som ruteløber bliver der også vist fine ting fra Dell. Han bruger sine hurtige fødder ved line of scrimmage til at slå press coverage og orienterer sig dygtigt ude på ruten, så han også ved hvad han skal gøre for at skaffe yards når han har grebet bolden.
- Jeg er ret begejstret for Dells evne til at tracke bolden. Han holder sig solidt i position til at kunne gribe bolden, selv når han løber dybe ruter og har ryggen til spillet, og han følger generelt bolden fint ind i hænderne.
- Dell har ikke haft oceaner af muligheder for at vise sig frem som returner, og hans 18,3 yards pr. return på kick returns er ikke pragende, men han har gjort det solidt som punt returner i løbet af de forgangne sæson og havde et touchdown mod Tulsa i sin næstsidste kamp.
Svagheder
- De 163 lbs som Dell vejede ind til ved Senior Bowl er, hvordan man end vender og drejer det, uhyre let, og det er også til at se på tape at Dell er en spinkelt bygget spiller. Han ligner helt enkelt til tider et barn sammenlignet med de andre spillere på banen.
- Dells statur kommer også med nogle begrænsninger ift. power og styrke i kroppen, og alsidighed. Han har linet op udvendigt hos Houston til tider, men på NFL-niveau må han forventes i det store hele at være begrænset til slotten – og evt. i backfielden, som outlinet ovenfor. Han vil simpelthen være overmatchet på ydersiden mod de bedste corners, og selv i slotten vil han være afhængig af at han kan sikre sig et nogenlunde clean release.
- Den manglende højde bliver også medfulgt af nogle relativt korte arme, og udover de udfordringer det kan give i en fysisk kamp med en direkte modstander, gør det også at at Dell har et relativt lille catch radius. Pga. dét er han til tider nødt til at forlade jorden for at hoppe op og hive bolden ned, og selvom han har god accelleration, er det med til at forsinke ham en smule i forsøget på at skabe yards, og vil give tid for en modstander til at lukke det hul Dell måtte have fået skabt. De korte arme og lidt små hænder kan også til tider gøre det svært for ham at få hevet nogle bolde ind, og selvom jeg generelt har det godt med hans hænder, så har der været nogle udfald med fx fem tabte bolde mod Tulsa.
- Selvom jeg generelt godt kan lide Dells ruteløb, så har han løbet et lidt begrænset rutetræ hos Houston. Der skal derfor også bygges på på dén front når han rammer NFL.
- Den lange vej fra high school, over tre universiteter, til NFL, gør at Dell er lidt til den ældre side, og han vil fylde 24 allerede i løbet af sin rookiesæson.
Opsummering
NFL har i højere og højere grad fundet plads til små receivers som Dell, og spillere som Tutu Atwell, Jaelon Darden og Calvin Austin III er over de seneste to drafts blevet valgt i hhv. anden, fjerde og fjerde runde. Hvor stort et impact de har haft kan diskuteres, og især Atwell har i hvert fald endnu ikke levet op til sin status som et andenrundevalg. Men Tank Dell er ikke Atwell – han er måske hvad folk gerne ville have Atwell til at være. Dell har fremragende produktion fra college, han har en relativt veludviklet spilforståelse, og han er en mere udviklet receiver end tilfældet var med Atwell. Der er nogle klare begrænsninger på baggrund af størrelsen, men i det rette system kan der arbejdes uden om nogle af dem. Jeg vil i udgangspunktet have visse forbehold ved at vælge en spiller af Dells statur tidligt, men han er en sjov spiller, som det er let at heppe på. Jeg vil umiddelbart forvente et valg sidst på andendagen, men jeg vil ikke afvise at et hold – ligesom ved Atwell – kan ende med at slå til allerede i anden runde; omvendt kan det også sagtens ende med et fald til starten af tredjedagen.
NFL Comparison: Calvin Austin III